Kigger man den ene vej, ser en række lysende lamper, der staver navnet "The Walled Off Hotel". Kigger man den anden vej, bremses udsynet af en meterhøj betonmur.

Hotellet, der ligger lige på grænsen mellem Israel og Palæstina, lige uden for Bethlehem, er umiddelbart ikke det hyggeligste rejsemål, man kan forestille sig. Men ejeren får nok ikke de store problemer med at få belagt de 10 værelser, for hans (kunstner-) navn skal nok trække fans til.

Det er nemlig britiske avant-garde kunstner Banksy, der har åbnet hotellet, som han også selv har udsmykket.

Dermed håber han på at kunne sætte fokus på Israel-Palæstina-konflikten, samtidigt med at han vil bringe turister og jobs til den forsømte bydel, hvor rejsende døjer med at være stærkt overvågede af israelske soldater, skriver The Guardian

Ved siden af sine egne kunstværker, der blandt andet tæller en pudekamp mellem en israeler i kampuniform og en palæstinenser i partisantørklæde, et sort hjerte med plaster på samt flyvende babyer med iltmasker, planlægger Banksy at udstille palæstinensiske kunstnere, som ikke har haft chancen for at blive vist for et internationalt publikum.

Hotellet åbner 20. marts, og du kan bestille overnatning på et af de 10 værelser her. Men forvent ikke nogen prangende udsigt, for den har hotellets bestyrer, Wisam Salaa, såmænd kaldt for den værste i verden. Og det hænger måske ikke kun sammen med, at værelserne kun får 25 minutters sollys om dagen.  












Se videoen herunder, hvor Elton John (ved hjælp af moderne teknologi) spiller til hotellets fernisering.