Euroman

”Aalborg, du er stadig min gamle havneluder”

Danmarks fjerdestørste by er ved at gå fra at være rå arbejderby til moderne middelklasseby, men selvbilledet bliver hængende.

Da min ekskærestes familie lige var flyttet til Aalborg, ville de ud og fejre det med en kop kakao til børnene. Efter at være vandret starthalvfemsernes Aalborg igennem i timevis måtte de give op. Der var ikke en ærlig café at finde i hele byen. Til gengæld var der masser af brune barer, bøfsandwichs og akvavit.

Aalborgs identitet som havnearbejderby er som støbt i cement fra fabrikken Portland, en af de store industrier i 9000 Aalborg, der har givet byen arbejdspladser såvel som image. Udover cementgiganten Portland har industrier som tobaksfabrikken C.W. Obel, Aalborg Værft og De Danske Sprifabrikker sat sit præg på byen.

Men skibsværftet lukkede i 80’erne. Tobaksfabrikken lukkede i 60’erne og huser i dag kollegium foruden en del af Aalborg Universitet. C.W. Obels efterliv er karakteristisk for Aalborg: De gamle industrier lukker og giver plads til det nye og de unge. Aalborg Universitet bliver større og større i takt med, at den tunge industri indtager en mindre og mindre plads i bybilledet.


'Spritten' skal ifølge rygterne overtages af Aalborg Teater, der med den store plads ønsker at udvide.

Og hvor fabrikker lukker, rykker kulturtilbud ind. I april lukkede De Danske Spritfabrikker, da fremstillingen af Rød Aalborg og Høkersnaps flyttes til Norge, og ’Sprittens’ efterladte bygninger skal nu omdannes til kulturinstitution. Dette vil blive det seneste af en lang række steder, ålborgenserne kan opleve byens efterhånden stærke kunstnerliv.

Sådan var det i hvert fald ikke, da digter og multikunstner Kasper Anthoni som 20-årig flyttede til byen efter at have vokset op i Nørre Halne, 12 kilometer fra Aalborg. Han oplevede, at de, der havde litterære ambitioner som ham selv, holdt kortene tæt til kroppen:

LÆS OGSÅ: Bluffers guide til nattelivet i København

”Folk i Aalborg gad ikke digte. De syntes, det var for elitært og var af den opfattelse, at man skulle have en eller anden nøgle for at forstå dem. Jeg kan huske, da jeg startede litteraturfestivalen 9000 Ord op i 2010, hvor vi skulle afholde en digtoplæsning på en café. Det gik helt galt.”


Kasper Anthoni med ingefærte på Penny Lane.

”Det var annonceret i forvejen, men da vi begyndte at læse vores digte op, vidste folk slet ikke, hvad de skulle gøre af sig selv, så de begyndte at tale endnu højere med hinanden for at overdøve oplæserne. Det litterære miljø var ikkeeksisterende på det tidspunkt. Alle, der ville noget med det flyttede til København. Det ville jeg også selv have gjort, havde jeg ikke haft barn her i Aalborg. Derfor blev jeg nødt til at blive og kæmpe for det,” siger Kasper Anthoni.

”Janteloven sidder rigtigt godt fast heroppe. Man skal ikke stikke snuden for langt frem, og her er ikke de helt store armbevægelser, selvom det er blevet bedre. Da jeg flyttede hertil, var det mest eksotiske, man kunne opdrive på caféerne, en omgang nachos med revet ost. Nu er her en masse forskellige, fede caféer med sjove specialiteter.”

Kasper Anthoni kommer ofte på caféen Penny Lane på Boulevarden, der går fra stationen og ned til den nyrenoverede havnefront. Her er et stort udvalg af te, pyntepuder og malede kopper, foruden en blød spilleliste af letfordøjelig mor-jazz. Man skulle ikke tro, at Penny Lane lå i det Aalborg, man ser i film som Portland (1996) og Nordkraft (2005).


Musikkens Hus blev indviet sidste år og indeholder bl.a. koncertsale og øvelokaler.

Men det er efterhånden også længe siden, de to film kom ud. Indenfor samme årrække udkom også Niarns hjemstavnsrap ’Dobbelt A’ (2004) og Jakob Ejersbos roman bag filmen Nordkraft (2002). Kulkraftværket, som bogen og filmen er opkaldt efter, lukkede for øvrigt for flere år siden, og er i dag – ja, kulturhus.

Lone er indehaver af butikken NordCraft, der sælger upcomming design og kunsthåndværk. Hun sælger alt fra interiør til parfume og håndlavede æggebægre. Hun har boet i Aalborg i 25 år, og mener ikke, at butikken havde været mulig dengang:

”Jeg har været gadesygeplejerske, og kender udmærket de typer, der bliver skildret i filmene. De findes, selvfølgelig gør de det, dengang som i dag. Men det gør der vel i alle byer, også i København. Alligevel er det rigtigt, at byen har ændret karakter, og det er også derfor jeg kan have min butik,” siger Lone.

Måske er det de universitetsstuderende, der har fået byen til at skifte karakter, i takt med, at Aalborg Universitet er blevet større, de studerende flere, og dermed kan stille flere krav til, hvad de unge vil have. Siden åbningen i 1974 er det har universitetet vokset fra at optage bare 854 studerende om året til sidste år at hive hele 4.492 unge mennesker fra nær og fjern til byen. Alene de sidste 10 år, er optaget mere end fordoblet.


Noget nært nationalretten i Ålleren: Bøfsandwich med bløde løg, ristede løg og brun sovs.

Johannes Andersen er lektor ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet. Han har fulgt byens udvikling med stor interesse, og ser også den overgang, Aalborg snart er gået igennem. Dog mener han ikke, at de studerende alene står bag forvandlingen:

”De universitetsstuderende trækker byen i en ny retning, men de er bare nogle af 20.000 og ikke nok til alene at gøre en forskel. Aalborg er ikke længere en arbejderby, men er heller ikke blevet en universitetsby som Aarhus i nogen udstrækning er. Jeg vil snarere sige en middelklasseby. Der skete det omkring 80’erne, at den tunge industri begyndte at gå tilbage for den lette. Ikke bare i Aalborg, men i hele landet.”

LÆS OGSÅ: 19 ting, du skal opleve i Aarhus

”Ingeniørerne er blevet byens nye aktiv, hvor arbejderne var det tidligere. De vil have caféer, de vil have musikhuse og de vil have, at den gamle havn, der pludseligt ligger overflødigt tilbage skal laves om til rekreative områder og lejligheder med havudsigt,” siger Johannes Andersen

”Universitetet arbejder tæt sammen med de nye innovationsvirksomheder og kommunen gør deres for at holde på de unge, når de er færdiguddannede, ved at skabe en by, der er attraktiv for dem. Fx ser jeg tit de unge vise byen frem for deres forældre, når de får besøg i weekenderne. Så viser de det nyopførte Musikkens Hus og arkitekturhuset Utzoncentret på havnen, hvor der plejede at blive sejlet kul og varer.”


Sidste år både åbnede og lukkede Aalborgs første homobar i Jomfru Ane Gade. Det var måske for tidligt.

Det er vigtigt for en by, at den har noget at bryste sig af. Kultur er et parameter, som byer kan spejle hinanden i. Kan en by ikke leve op til andre byer på fx kulturområdet, er byen mindre attraktiv for den nye, store middelklasse. Gode tilbud på kulturområdet giver byen en kollektiv selvtillid, fortæller Johannes Andersen.

”Alligevel findes selvbilledet som arbejderby stadig. Det ligger i byens DNA. Fabrikkerne ligger der stadig, Nordkraft ligger der stadig, Jomfru Ane Gade ligger der stadig, og det hele ligner jo sig selv fra dengang. Så når Niarn eller Jonny Hefty skal skrive tekster, trækker de på den fortid, og holder på den måde fast i Aalborgs identitet som havnearbejderby,” siger Johannes Andersen.

Jonny Hefty er en person, alle i byen kender. Det er også ham, snakken falder på, når man spørger folk på gaden i Aalborg, hvem man skal tale med, for at forstå byens skiftende personlighed. Jakob Ørom, som han er døbt, er en vaskeægte Aalborg-legende. Ved sidste karneval blev han kronet til konge, hvilket kan oversættes til københavnsk som ”han fik byens nøgler”.

Siden debuten i 1998 har han rappet om Aalborg, selvom han i 2006 flyttede til København. I 2013 flyttede Hefty dog tilbage til det nordjyske, hvor han blandt andet har udgivet nummeret ’Kom igen’ sammen med en række ålborgensiske rappere. Nummeret handler som så mange andre af Heftys om Aalborgs identitet, og slutter af med linjen 'Aalborg, du er stadig min gamle havneluder!'

”Groft sagt flyttede jeg fra en arbejderby og hjem til en kultur-by. Det gamle rå og grå Aalborg var defineret af cement, eternit og snaps, et fodboldhold, der altid tabte og en lokalradio, som aldrig spillede lokal musik. Det eneste man kunne få at æde var pizza og fadøl.”

”Man kunne gå på arbejde, gå i Gaden, gå til fodbold eller gå i hundene. Hvis man satte lidt kulør på betonen med spraydåser, fik man en bøde og en betinget dom, og hvis man ville være noget ved musikken, skulle man skynde sig at flytte til København og spille jyde-funk hæhæhæ,” griner Jonny Hefty.


Jonny Hefty på Karolinelunden - det nedlagte tivoli, der i dag er graffitilegeplads. Foto: Lone Allen.

”Jeg flyttede hjem for et par år siden og blev mødt af en by med en helt ny selvforståelse. Aalborg har en fed atmosfære og noget momentum for tiden, det er som om, at magneten er blevet positiv og det bilder jeg mig ind, at man kan mærke på stemningen og selvforståelsen i hele byen.”

’Spritten’ ligger forladt tilbage bag lukkede porte og med røgløse skorstene stikkende op mod himlen. Den ligner en kulisse fra socialrealistisk film, der handler om det hårde liv i verden af i går. De tilbageværende 14 medarbejdere havde sidste arbejdsdag i april, og snart rykker et endnu ikke fastsat kulturtilbud ind.

LÆS OGSÅ: Syv typer du altid møder på kunstmuseer

Direktøren for Musikkens Hus, Lasse Rich Henningsen, var for nyligt indkaldt som gæstetaler ved The Level Summit Americas i New York. Rygterne om koncerthusets arkitektur og indhold er nået verden rundt. På stationen står der ’Kongres- og kulturby’ under ’Aalborg’, sådan at ingen der tilfældigt skulle svinge forbi postnummer 9000 er i tvivl.


Spritten er lukket, men mon dog ikke det er til at opdrive en Rød Aalborg i 9000 alligevel?

”Moderniseringen har ikke ødelagt Aalborgs særpræg, bare redefineret det. Der er jo stadig masser af den rå arbejderby-kulisse tilbage, vi har bare mere at byde på nu. Aalborg har charme og selvtillid, og vi er måske blevet en smule mere verdensborgere og en bette smule mindre bonderøve, uden at jordforbindelsen er røget. Aalborg er stadig byen, hvor alle, når du spørger, hvordan det går, svarer: Stille og roligt,” siger Jonny Hefty.

”Og så kan det godt være, at vi har fået et flot musikhus og rekreative områder på vores stilrene havnefront, men så længe Jonny Hefty bor i byen, vil der altid være noget modkultur, noget kærlighed til undergrunden, noget morgenhår og noget skævt der udfordrer selvhøjtideligheden – så jeg bliver sgu bare ved med, at kalde Aalborg for min gamle havneluder.”

LÆS OGSÅ: Amager for evigt

LÆS OGSÅ: 30 tegn på, at du er Københavner i Jylland


LÆS OGSÅ: Far har tager geværet frem for at skyde en kakerlak