I en gammel murstensbygning ved siden af Øksnehallen på Vesterbro sidder en gruppe mennesker fordelt i små klynger rundt om dugbeklædte borde og snakker. Fem mænd og 15 kvinder – høje, lave, tykke, tynde, hvide, brune, unge og gamle – alle med én ting tilfælles: De er ledige, politisk korrekt for arbejdsløse, og enten på kontanthjælp, førtidspension eller en anden form for sociale ydelser. 

Ude fra Onkel Dannys Plads skinner eftermiddagssolen ind gennem vinduerne og ned på bordene i lokalet. Ved et af dem sidder tre kvinder og diskuterer deres kvaler med at få sagsbehandlerne på jobcenteret til at lytte til deres problemer. Ved et andet sidder en mand og bladrer i en stak dokumenter. Han håber, at han snart kan blive anerkendt for sine fysiske mén efter en ulykke, som forhindrer ham i at arbejde.

De fremmødte er kommet for at få hjælp, udveksle gode råd og støtte hinanden – eller bare drikke en kop kaffe i selskab med ligesindede. Bag arrangementet denne torsdag eftermiddag i starten af marts står Næstehjælperne, som trods det bibelsk klingende navn ikke har noget med religion at gøre, men er et netværk for reformramte borgere, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.

Mellem bordene løber medbragte børn rundt med legetøj i hånden og får det hele til at minde lidt om en eftermiddag i en institution. Men børnene er ikke de eneste, der er i konstant bevægelse fra bord til bord. Frem og tilbage mellem de fremmødte går en spinkel mand med kort lyst hår, en kop kaffe i hånden og et venligt udtryk i øjnene. Det er Carsten Larsen, medstifter af Næstehjælperne – og ven af alle. Sådan virker det i hvert fald denne torsdag eftermiddag. 

”Vi forsøger at skabe et ’safe space’, hvor det er okay at være ledig, og hvor man ikke skal skamme sig, høre på negative kommentarer eller måles, vejes og vurderes konstant,” fortæller han.

Næstehjælperne, som 44-årige Carsten Larsen og hans kæreste Linda Villadsen stiftede i sommeren 2016, startede som en Facebook-gruppe for borgere, der er blevet ramt af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. I gruppen kan de dele deres bekymringer og udbyde eller bede om hjælp til alt fra tøj og mad til børnefødselsdage og andre praktiske gøremål.

Hver torsdag er der desuden næstehjælpercafé i Venligbohuset på Vesterbro, og ud over at caféen fungerer som et mødested, er der også uddeling af overskudsmad. En kvinde i netværket ved navn Charlotte har fået et københavnsk supermarked, der ønsker at støtte sagen, men ikke vil nævnes ved navn, til at donere maden. For Carsten Larsen er caféarrangementerne vigtige, fordi de er med til at gøre Næstehjælperne til mere end bare et virtuelt netværk.

”Der er mange, der sidder alene derhjemme med deres problemer og ikke møder mange andre end deres sagsbehandler på jobcenteret. Nogle har brug for hjælp, andre har bare brug for at tale med nogen,” siger han.

Og netop samtalen er en hjørnesten i Næstehjælperne.

”Rigtig mange steder taler man om de ledige og til de ledige, men der er ikke ret mange, der taler med dem,” konstaterer Carsten Larsen, mens han hælder en ny kop kaffe op og bevæger sig videre til det næste bord. 

Carsten Larsen arbejder på deltid som konsulent i Center for HR i Region Hovedstaden ved siden af Næstehjælperne. Selv har han kun prøvet at være ledig i ganske korte perioder af sit liv. Men hans mor var arbejdsløs, og han voksede op i et hjem med utryghed, vold og druk, inden han blev fjernet og anbragt hos en plejefamilie.

Han blev født og boede de første år af sit liv i København, men da hans finske far forlod familien og rejste tilbage til hjemlandet, flyttede han med sin mor til Slagelse i en lille lejlighed i et socialt boligbyggeri i udkanten af byen.

Carsten Larsens mor var alkoholiker og kunne ikke få arbejde. Det skete ofte, at hun vækkede ham midt om natten og slæbte ham med på værtshus. Hans stedfar, som moderen havde mødt kort tid efter, at de var flyttet til Slagelse, var voldelig, og Carsten Larsen husker, at han lå i sin seng om aftenen og kunne høre sin mor blive tævet ude i stuen.

Som 10-årig stak han af hjemmefra. Det havde han gjort flere gange før, men var altid vendt tilbage af skyldfølelse over for sin mor. Men denne gang løb han ikke hjem og flyttede i stedet ind hos sine bedsteforældre, hvor han boede, indtil Slagelse Kommune valgte at anbringe ham hos en plejefamilie i Bisserup, der ligger mellem Slagelse og Næstved.

LÆS OGSÅ: Tre hjemløse viser de ejendele frem, der får dem til at føle sig hjemme

Et halvt år senere døde Carsten Larsens mor. Kort tid inden havde han besøgt hende og mærket, at noget var galt, og da han skulle sige farvel, løb han flere gange tilbage og krammede hende. Egentlig havde han besluttet sig for, at han ville sige til kommunen, at de var nødt til at lade ham flytte hjem, så han kunne passe på hende. Men på det møde, hvor han havde tænkt sig at sige det, fik han i stedet at vide, at hun var gået bort.

Han blev fortalt, at hans mor var kommet til at blande antabus og alkohol, og at det havde taget livet af hende. Først mange år senere, efter han har fået adgang til sin børnesag, er han blevet klar over, at hun i virkeligheden begik selvmord.

”Det satte sig i mig dengang, at hvis jeg var blevet hos hende, så var hun måske ikke død. Og jeg ved godt, at man ikke kan bebrejde et barn for den slags, men skyldfølelsen var der stadig, og den er først forsvundet, efter jeg fandt ud af, at hun tog sit eget liv,” fortæller han.

Carsten Larsen kalder sig selv et brændt barn, og den hårde opvækst har mærket ham. Han beskriver sig som et kontrolmenneske, der trives bedst med orden i tilværelsen, og han er sikker på, at årsagen er hans kaotiske barndom. Men den har også udstyret ham med en veludviklet retfærdighedssans, der er en af hovedårsagerne til, at han i dag dedikerer det meste af sin tid til at hjælpe reformramte borgere i Næstehjælperne.

”Når jeg ser nogen, der bliver svigtet eller behandlet urimeligt, er der noget, der bliver aktiveret i mig, fra dengang jeg som barn kunne se min egen arbejdsløse mor blive behandlet som lort,” siger han.

”Jeg ved, hvad omsorgssvigt gør ved mennesker.”

Carsten Larsen sidder i en sofa i en lille lejlighed i Vanløse, hvor han bor med sin kæreste, knap to uger efter den torsdag i Næstehjælpercaféen, hvor vi mødtes første gang. Rundt omkring i stuen ligger bøger og dokumenter spredt, og ved det lille spisebord overfor ham sidder halvanden gipsdukke klædt i genbrugstøj og stirrer livløst ud i luften.

”Ja, dét bliver jeg jo nok lige nødt til at forklare,” siger Carsten Larsen med et svagt grin.

Dukkerne skal bruges til en aktion, der skal skabe opmærksomhed omkring kontanthjælpsloftets konsekvenser, fortæller han. Men han vil endnu ikke afsløre, hvad den helt konkret går ud på. Den politiske aktivisme er det andet ben i Næstehjælperne, og flere gange i løbet af interviewet understreger Carsten Larsen, at gruppen ikke kun er et nødhjælpsnetværk, men også en protestbevægelse.

”Hvor skal de her mennesker gå hen, hvis de gerne vil have nogen til at tale deres sag? Der findes ingen interesseorganisation for ledige, ingen indkøbsforeninger og ingen talerør til politikerne. Der er nogle enkelte initiativer, men det er meget småt og fragmenteret, siger han. Mens han taler, veksler han hele tiden mellem en venlig og en bekymret mine.

LÆS OGSÅ: Søren droppede coke og kriminalitet: Sådan kom jeg ud af rockerklubben

Carsten Larsen håber, at Næstehjælperne kan blive den interesseorganisation, det talerør, som de arbejdsløse kan læne sig op ad. Og selv om han erkender, at der stadig er lang vej endnu, er der allerede sket meget, siden han og Linda Villadsen fik idéen til Facebook-gruppen, der i dag har næsten 16.000 medlemmer og knap 20 lokale afdelinger.

Gennem en længere periode havde de set, hvordan folk både i deres netværk og på sociale medier blev mere og mere bekymrede over udsigten til det nye kontanthjælpsloft, der skulle træde i kraft 1. oktober. Alligevel var Næstehjælperne hverken lang tid og mange overvejelser undervejs, men opstod spontant en søndag aften.

3. juli 2016 sad Carsten Larsen og Linda Villadsen i lejligheden i Vanløse, begge med en følelse af, at de burde gøre noget. Ud på aftenen var de kommet til at tale om de mange opråb fra mennesker, der kunne se frem til at få deres støtte beskåret med det nye kontanthjælpsloft, og midt i samtalen opstod idéen til et fællesskab, der skulle afbøde nogle af de konsekvenser, som de forventede ville ramme mange, når loftet trådte i kraft. De lavede et opslag på Facebook, og to timer senere var Næstehjælperne en realitet.

”Det gik meget stærkt,” erindrer han. ”Men tiden har jo vist, at der var brug for os.”

Tilbage i Næstehjælpercaféen er en gruppe kvinder i gang med at støbe gipsmasker til den kommende aktion. De skiftes til at lægge ansigt til kreationerne, der kræver stor tålmodighed, ét lag gipsgaze efter det andet. 

Et bord længere henne er en korthåret mand med briller netop ankommet og har sat sig. Han smiler, mens han holder en hvid t-shirt op foran sig. Motivet forestiller hunden Nuser og fuglevennen Woodstock fra tegneserien ’Radiserne’ i øm omfavnelse. Under dem står der ”Næstehjælperne – vi løber fra reformerne” skrevet med svungne bogstaver. Han kan ikke selv lade være med at grine, når han læser sloganet højt.

Manden med T-shirten hedder Esben Højvælde. Han er 45 år og arbejder som vikar i lagerbranchen, men har tidligere været arbejdsløs ad flere omgange. Han kommer i Næstehjælpercaféen, så ofte som hans nuværende arbejde tillader det, og er her for at hjælpe. Han har bil, og kører derfor ofte ud og skralder kasseret mad fra supermarkeder, som derefter fordeles rundt til folk, han kender i netværket, der har brug for mad. Men hans seneste projekt i Næstehjælper-regi er af en lidt anden karakter: Esben Højvælde vil gerne lave en løbeklub for reformramte.

”Det er ikke blevet til så meget endnu. Men jeg håber, at det kommer,” siger han og griner igen.

Da Carsten Larsen får øje på Esben Højvælde, byder han ham velkommen med et stort kram. Det er flere som ham, Næstehjælperne har brug for, fortæller han senere i lejligheden i Vanløse. Et af formålene med gruppen er at bygge broer mellem de arbejdsløse og dem, der er i arbejde, men der er stadig lang vej til at opfylde det mål, erkender han:

”Der ligger et rigtig stort arbejde i at genskabe den tillid mellem de to grupper, som vi mener er forsvundet.”

Inden Næstehjælperne var Carsten Larsens liv med egne ord ikke særligt aktivistisk. Han har en kandidat i arbejdsmiljøplanlægning fra RUC og blev ansat i Undervisningsministeriet, da han blev færdig med sin uddannelse. Siden har han brugt det meste af sit arbejdsliv på at arbejde med uddannelses- og fagpolitik i sundhedsvæsnet, og han har haft flere ganske velbetalte job. På papiret så det godt ud, men der manglede noget.

Mens 20’erne blev til 30’erne, kunne han se sine venner og bekendtes liv køre af sted, mens han sad for sig selv hjemme i sin 2-værelses lejlighed på Nørrebro. De kom i faste forhold, flyttede sammen, købte lejlighed, fik børn, blev gift og måske endda skilt igen. Carsten Larsen gik på arbejde, gik hjem, spiste junkfood, så fjernsyn, gik til fodboldkampe og kom ingen vegne.

Han havde penge, en stor opsparing, og kunne gøre som han ville. Men den materialistiske succes kunne ikke udfylde hullet i en tilværelse, der mest af alt handlede om at gå på arbejde i hverdagene og se Brøndby IF og drikke bajere i weekenden.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg – fra det første job jeg fik bag et skrivebord inde i Undervisningsministeriet – nok et eller andet sted siddet og tænkt: ’Skyd mig. Er det dét her, jeg har brugt så mange år af mit liv på at kvalificere mig til?’,” siger han.

Carsten Larsen havde længe vidst, at han gerne ville lave noget, hvor han kunne få lov til at føle, at han gjorde en reel forskel for andre mennesker. Måske gøre noget for dem, der ikke havde lige så meget som ham selv. Men han havde svært ved at rejse sig fra sofaen i sin lejlighed. Flere gange forsøgte han at engagere sig i frivilligt arbejde, men endte altid med at gå i stå, inden han for alvor kom i gang.

Men i 2013 blev han alligevel en del af Lisbeth Zornig Andersens ’Stemmer på kanten’-projekt som frivillig under kommunalvalget. Her mødte han Linda Villadsen, der er uddannet folkeskolelærer, og det var hende, der for alvor fik ham til at tage sig sammen, fortæller han. Ifølge Carsten Larsen får hun tingene til at ske, mens han som regel gerne tænker sig om både to og tre gange, før han foretager sig noget. 

”Hun er min motor. Var det ikke for Linda, havde jeg nok droppet det hele igen og stadig siddet her i min sofa,” siger han.

I starten var Carsten Larsen og Linda Villadsen selv meget aktive i den helt konkrete, praktiske hjælp som mad- og tøjuddeling, men som bevægelsen har vokset sig større, går mere og mere af deres tid med administrative opgaver. En af dem er Facebook-gruppen hvor han, Linda og en håndfuld andre administratorer skiftes til at have ’vagt’ og godkende opslag, så det hele ikke ender i kaos, og dem, der har brug hjælp, forsvinder i mængden.

Hvordan sikrer I jer, at de, der skriver og beder om hjælp, rent faktisk er folk, der har brug for hjælp?

”Vi er ikke en kommunal kontrolenhed, der går ind og vurderer, om de behov, folk siger, at de har, rent faktisk er så store, som de giver udtryk for. Vi er klar over, at der selvfølgelig findes nogle få, som kunne gøre mere selv, eller som beder om mere, end de har brug for, men grundlæggende har vi tillid til mennesker. Næstehjælperne er bygget på tillid. Og der skal altså meget til at melde ud i et offentligt forum, at man har brug for hjælp til at få mad på bordet. Det er meget grænseoverskridende.”

Risikerer I ikke selv at være med til at undergrave velfærdsstaten ved at lave et netværk, der går uden om fællesskabet og det sociale sikkerhedsnet?

”Jo, og det er vi også opmærksomme på. Det er et problem, at vi er nået dertil, hvor vi i enkelte tilfælde oplever, at jobcenteret sender en borger videre til Næstehjælperne, når vedkommende har brug for hjælp. Men det må vi leve med indtil videre, for der er mange mennesker derude, som er dybt desperate. Der er folk, der ikke har råd til at købe deres livsvigtige medicin, selv om de har søgt tilskud, og som ikke kan købe tøj til deres børn eller har problemer med at få mad på bordet, når den første halvdel af måneden er gået. Dem kan vi jo ikke bare lade være med at hjælpe.”

Sidst på eftermiddagen i Næstehjælpercaféen skal dagens maduddeling til at gå i gang. Maden ankommer i store kasser og bliver derefter sorteret, da enkelte varer er for gamle til, at de kan bruges. Der er både frugt, grøntsager, brød og frossent kød, som supermarkedet ikke længere kan sælge til deres kunder. Men desværre er der ikke helt så meget mad denne gang, som der plejer at være, og derfor skal der rationeres.

”Tag kun dét, der er absolut nødvendigt. Og lad folk med børn komme forrest i køen!” råber en midaldrende dame til forsamlingen.

Folk stiller sig pænt op i kø, og én efter én får de lov til at gå ud og fylde en pose med mad. Det er dog ikke alle de fremmødte, der deltager i maduddelingen.

I det ene hjørne af lokalet sidder en ældre herre klædt i sort lædervest og passer sig selv og sin kop kaffe. Han rejser sig kun, når det er blevet tid til at fylde den igen. I det andet hjørne er en midaldrende mand i mosgrøn skjorte og sixpence-kasket midt i et spil backgammon med yngre fyr af anden etnisk herkomst. De kan klare sig selv og lader derfor andre komme til.

Da alle er færdige, og kasserne er næsten tomme, kommer Carsten Larsen ind i lokalet. Han har ikke selv brug for maden, men han har lovet sin kæreste at tage noget med til en af hendes bekendte. Han putter et par enkelte ting i sin rygsæk og lyner den til.

”Det skal jo heller ikke gå til spilde,” siger han og smiler.

LÆS OGSÅ: Klitmøller i Vestjylland: Mød ildsjælene bag succesen i vandkants-Danmark

LÆS OGSÅ: ”Jeg har lovet min far, at jeg en dag vil komme videre efter hans død. Men hvordan?”

LÆS OGSÅ: "Jeg tager små doser LSD for at blive stærkere og mere kreativ"