Facebook fyldes hver dag med billeder og videoer af skyderier, voldtægter, halshugninger og dét, der er værre – hvis det ellers findes. Og den eneste grund til, at det aldrig når dit ’newsfeed’, er, at det sociale medie har 4.500 medarbejdere, hvis eneste job er at fjerne kontroversielt indhold fra Mark Zuckerbergs milliardforretning. Og det er langt fra et let job. 

Det fortæller en tidligere Facebook-moderator, der ønsker at forblive anonym, til The Guardian. Han har arbejdet i Facebooks team, der har til opgave at tjekke indhold, som enten anmeldes af brugere eller bliver markeret af algoritmen, til en løn på knap 100 kr. i timen.

”Der var bogstaveligt talt intet fornøjeligt ved jobbet. Du mødte ind på arbejde kl. 9 hver morgen, tændte din computer og så nogen blive halshugget. Hver dag, hvert minut, det er, hvad du ser. Hoveder, der bliver hugget af,” siger han.

For Facebook-moderatorer er psykologsamtaler hverdagskost. Flere havde problemer med at sove og led af mareridt, fortæller den anonyme moderator til The Guardian. Folk, der ansættes i Facebooks moderator-team, får blot to ugers kursus, inden de skal stå ansigt til ansigt med det brutale indhold, og ifølge den anonyme moderator er hverken undervisningen eller den efterfølgende støtte tilstrækkelig. 

”Vi var underbetalte og undervurderede,” siger han til The Guardian.

Avisen har været i kontakt med Facebook, der ikke ønsker at afsløre detaljer om, hvordan de træner deres moderatorer. Men en talskvinde fra det sociale medie siger, at medarbejderne tilbydes løbende træning og evaluering foruden de to ugers oplæring.

”Vi erkender, at dette job kan være vanskeligt. Det er derfor, at alle personer, der undersøger Facebook-indhold, tilbydes psykologisk støtte og wellness-ressourcer. Vi har samarbejdet med psykologer om et program, der er specifikt designet til at støtte folk i disse funktioner. Programmet inkluderer rådgivning, træning i resiliens og støtteprogrammer,” siger hun.

Men den anonyme moderator kan ikke genkende Facebooks forklaring. Han fortæller, at han ikke modtog obligatorisk rådgivning, men at han i stedet blev tilbudt mindfulness-sessioner med et par månedes mellemrum, og at der var adgang til en psykolog efter forespørgsel. Flere medarbejdere, blandt dem mange immigranter, valgte dog i stedet at søge psykologhjælp i deres fritid af frygt for at blive fyret eller sendt hjem uden løn. 

Facebook er tidligere blevet kritiseret hårdt for ikke at være gode nok til at moderere indhold. I april filmede en thailandsk mand, mens han myrdede sin blot 11 måneder gamle datter og sendte det live på Facebook – videoen var tilgængelig i 24 timer og blev set mere end 370.000 gange, inden den blev fjernet. Og i marts blev en 15-årig pige fra Chicago voldtaget af en gruppe mænd, mens de viste det på Facebook.

Episoder som disse har fået Mark Zuckerberg til at melde ud, at Facebook vil øge indsatsen mod kontroversielt og ulovligt indhold og ansætte yderligere 3.000 moderatorer i løbet af det næste år. Samtidig vil det sociale medie forbedre ekspeditionen af opslag, billeder og videoer, som anmeldes eller bliver markeret af algoritmen, så de fjernes hurtigere, end tilfældet er i dag.

LÆS OGSÅ: Unge er begyndt at tage ekstra stærke og farlige ecstasy-piller med IKEA-logoer

LÆS OGSÅ: Tendens: Børn bruger dødsfald til at få anerkendelse på YouTube

LÆS OGSÅ: "Jeg tager små doser LSD for at blive stærkere og mere kreativ"