Vinterpausen er ved at være overstået og det betyder én ting. Vi skal hjem på tribunen og se en masse bold. 

Selvfølgelig med fadøl i begge hænder. Uden drikke dur fodboldtilhængeren nemlig ikke, som man siger.

Hvis du ikke allerede er i stemning til øl og bold, bør følgende video ikke have problemer med at vække din indre roligan.

Allerede nu på søndag kl. 16.00 går det løs i Parken, hvor hovedstadens stolthed tager imod vestkystens rutinerede sømænd, der har for vane at give modstand trods hjemmebanefordel. Esbjerg har haft en turbulent sæson, der i øjeblikket efterlader dem under nedrykningsstregen, hvorfor man kan være sikker på, at jyderne er sultne efter point på kontoen. Spørgsmålet er dog, om sulten er nok. Omvendt er FCK nemlig mindst lige så sultne efter en sejr, således der kan lægges afstand til Aab, SønderjyskE og "en eller anden klub", der slog et engelsk hold fornyligt.

Med en sejr på søndag over Esbjerg, vil FCK have fire point ned til andenpladsen og yderligere syv til tredje- og fjerdepladsen, såfremt FCM ikke får point. Et sådan scenarie ville ikke være specielt dårligt. Faktisk ville det være det helt rigtige ben at få ud af sengen, hvad angår superligasæsonens anden halvleg.

2016 er året, hvor guldet vender hjem til hovedstaden efter at have været til låns siden 2013. Med et spækket stadion, sprudlende stemning og kolde Carlsberg i hænderne, er der gode forudsætninger for, at det bliver en rigtig god sommer.

Vi ses på tribunen.