'
Pierre Emile Højbjerg

5 ting vi lærte om fodbold i weekenden

5 ting vi lærte om fodbold i weekenden

Pierre Emile Højbjerg blev givet håb, dommer lavede kæmpe fejl i Championship, og Morten Olsen siger, at den nye DBU-ledelse ”ikke er fodboldmænd”.

Karsten Krogh bor i København og har kommenteret mere end 300 fodboldkampe fra Serie A og La Liga. Han har også skrevet om fodbold og tennis i Sportsfan, Football Italia, Football 365 og 24 Timer.

Højbjergs problemer
Måske lysner det for Pierre Emile Højbjerg i Southampton. Han spillede hele kampen, da Southampton vandt 1-0 på udebane over West Brom. Han har ellers haft det svært i det sydengelske, hvor han kun er startet 12 gange på banen i denne sæson. Han har ikke scoret og har ingen assists, men man kan selvfølgelig håbe på, at Højbjerg med 90 minutter og en sejr er kommet tættere på flere pladser i startopstillingen. 

Jeg kan godt blive en smule bekymret for Pierre Emile Højbjerg. Måske blev han hypet for meget, da han scorede sejrsmål, og der trillede en tåre foran kameraerne efter en landskamp. Der blev talt om, at fremtidens landshold skulle bygges op omkring ham, og at han var en ny Søren Lerby og meget andet. Det gjorde heller ikke hypen mindre, at Guardiola talte varmt om den danske midtbanespiller, og han som 18-årig fik kampe på et af Europas bedste fodboldhold.

Siden har Pierre Emile haft problemer med at komme på hold i Augsburg, Schalke og Southampton, og med al respekt for de nævnte klubber, så er det jo ikke Barcelona og Juventus, vi taler om. Måske har vi troet lidt for meget om ham i fodbolddanmark?

Personligt kan jeg godt lide, at Pierre Emile hele tiden gerne vil have bolden og gerne vil skabe noget. Det er en fin egenskab for en ung spiller. Nu skal han bare lære engang imellem at ville lidt mindre med bolden, fordi han træffer altså nogle forkerte beslutninger på banen, der er rigtigt kostbare. Og så skal folk – mig selv inkluderet – lige huske, at Pierre Emile Højbjerg 5. august i år fylder 22. Herregud! Hvis man ikke må lave nogle fejl, når man stadig ikke har lært at barbere sig, så bliver det hele lidt småt, gør det ikke?

Romersk lokalopgør 
Vi starter lige et par dage før weekenden, nemlig i tirsdags, hvor der var lokalopgør i Rom. Norden dominerer i italiensk fodbold. Byerne Rom og Napoli i syd har til sammen vundet syv italienske mesterskaber. Torino og Milano i nord har 77 titler. Snart 78. Genoa alene har ni titler – godt nok alle vundet før 1925 – men stadig. 

Det har altid været sådan i Italien, og det irriterede Mussolini, at Rom, i hans øjne jo verdens centrum, konstant blev ydmyget af de norditalienske byer. Derfor besluttede han, at de fire største romerske hold, deriblandt Lazio, skulle lægges sammen, så der kunne stilles et hold, der var lige så godt eller bedre end giganterne i nord.

AS Roma blev dannet i 1927, men Lazio snakkede sig ud af samarbejdet, dels fordi det var en fattig klub, der alligevel ikke kom med noget, der kunne bruges, dels fordi det var Roms ældste klub, startet i 1900, og dels fordi klubben var mere kendt for atletik og rugby end fodbold.

I dag er lokalopgøret et af de mest hadefulde i Europa. Roma har vundet langt de fleste af de seneste opgør i ligaen, men tirsdag havde Lazio en god chance for at sende Roma ud af Coppa Italia. De lyseblå havde vundet den første kamp 2-0, og det lignede en svær opgave for Roma at komme videre til finalen. Træner Spalletti valgte at nedprioritere kampen en smule, men det gjorde Lazio ikke og med profiler som Biglia og Immobile på banen har Lazio et fornuftigt hold i denne sæson.

Lazio var foran både 1-0 og 2-1, og selvom Roma vandt 3-2, er det nu Lazio, der er i finalen i Coppa Italia. En sjælden triumf for Lazio mod Roma i disse dage, og spillerne og træner Simone Inzaghi jublede, som havde de vundet VM. Lad os håbe, de nød sejren. I finalen 2. juni får de fornøjelsen af Juventus, som de ikke har slået i de sidste 12 kampe. Ti er er tabt. Målscore 4-23. Værsgo, Lazio. 

Håbløs dommer i Championship 
Der er dommerfejl, og så er der dommerfejl. Da Newcastle og Burton Albion mødtes på St. James’ Park i midtugen, gik alt som forventet, da hjemmeholdet fik et straffespark i 29. minut. Matt Richie scorede sikkert, men dommer Keith Stroud havde set, at Newcastles Dwight Gayle var i feltet, før der blev sparket. Så han fløjtede. Og dømte indirekte frispark til Burton Albion. 

Efter flere minutters palaver med Newcastle-træner Rafa Benitez og alle Newcastle-spillerne, holdt Keith Strudel fast i sin beslutning. Utroligt nok var han forbi sine linjevogtere og sin fjerdedommer, der åbenbart aldrig, hverken på tv eller i virkeligheden, havde set et straffespark, der skulle tages om. Kampen fortsatte, og da Newcastle alligevel vandt kampen 1-0, kunne alle trods alt grine af episoden. Måske lige på nær Keith Strudel.

”A lapse in concentration” kaldte Professional Game Match Officials Board hændelsen og forklarede, at lørdagens kamp i League One mellem Gillingham og Millwall ikke, som planlagt, ville blive dømt af Keith Strudel. Måske frygtede man, at Keith Strudel ville dømme straffespark, hvis en Gillingham-spiller ikke havde begge fødder på jorden ved et indkast?

Slutspilsproblematik
Der er tilskuerkrise i dansk fodbold. Det er en af grundene til, at vi har indført et slutspil i Superligaen i denne sæson. Det kan i sig selv være en fin ide. Problemet er, at denne sæson ikke er en særlig god målestok for noget som helst. FC København fører med ti point over Brøndby, der selv fører med 17 point ned til FCM på tredjepladsen. Bevares, det skal da nok blive sjovt og småbarbarisk at se på, når der er playoffkampe og den slags i slutningen af sæsonen, men i toppen er det altså svært at få sit pis i kog over, hvem der bliver nummer tre. 

Olsen færdig med Danmark
DR lavede i denne uge et stort interview med Morten Olsen, der åbenbart er ved at sælge sit hus i Danmark. På den spillemæssige side var der ikke så meget nyt at hente i Olsens udtalelser. Han kunne ikke skjule, at han var meget, meget skuffet over, at Thomas Gravesen stoppede så forholdsvis tidligt på landsholdet. Det kan man godt forstå. Gravesen var fantastisk under Olsen.

Mange andre trænere havde sikkert slet ikke villet vildbassen fra Vejle på holdet, men Olsen fandt en værdifuld og elegant motor på midtbanen i Gravesen. Folk grinede af hurtigløberen Rommedahl, men Olsen gjorde ham til en af årtiets bedste spillere i rødt og hvidt. Martin Laursen kunne ikke tæmme en hjørnesofa, men Olsen gjorde ham til måske den bedste danske landsholdsforsvarer nogensinde. 

Kvalitetsmæssigt havde Olsen mindre, end Hareide har lige nu, men kvalificerede os alligevel til fire slutrunder. Nu er slutrunderne meget større, og det er nemmere at kvalificere sig, men Danmark kommer ikke med til næste VM.  Vi er i øjeblikket nummer 51 i verden – det laveste nogensinde. Der er ikke meget, der tyder på, at det bliver bedre i nærmeste fremtid. Olsen var unik. Fodboldfagligt på et ekstremt højt niveau. Vi var heldige med at have ham i så mange år.  

Olsen kommenterede også problemerne med DBU og lod forstå, at de nye DBU-folk ”ikke er fodboldmænd” og derfor er svære at arbejde sammen med. I samme ombæring roser Olsen folk som Jim Stjerne Hansen og Lars Berendt.

Jeg husker mit eneste møde med Lars Berendt. Jeg var i praktik på DR, og min kollega Frank With spurgte, om jeg ikke ville med til pressemøde i Parken, hvor Michael Laudrup skulle præsenteres som assistenttræner. Da vi stod ved indgangen, råbte en vred Lars Berendt til mig, at jeg godt kunne glemme alt om at komme ind i shorts. Det var 30 grader udenfor. Frank With måtte trække på al sin erfaring for at få mig ind, men Lars Berendt holdt et vågent øje med mig under hele seancen. Man kunne jo aldrig vide, hvad sådan en lømmel i shorts kunne finde på. Jeg er sikker på, at Lars Berendt sidder på en veranda et sted og råber til naboernes børn, at de skal skride ud af hans have. 

LÆS OGSÅ: Hvis Zlatan ikke forlænger med United: ”Jeg vil erobre et nyt land”

LÆS OGSÅ: David Nielsen: "Jo mere succes jeg får som træner, desto sjovere bliver det at fortælle om alt det lort, jeg lavede for 20 år siden"

LÆS OGSÅ: Storhed og fald: Sådan startede Don Ø’s store nedtur

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok