Danskere i Holland
Det er interessant, hvordan danskere generelt klarer sig godt i Holland. Nikolaj Jørgensen blev topscorer (21 mål) og mester med Feyenoord i weekenden, og Kasper Dolberg scorede sit 16. mål i sit første år som seniorspiller.
Unge Dolberg har også stadig en Europa League-finale mod Manchester United, hvor han for alvor kan slå sit navn fast som et af de allerstørste angrebstalenter i Europa. Man får sgu lidt kriller i maven, når man som dansker ser Dolberg og drømmer om, hvad han kan blive til. Hans mål i Europa League-semien mod Lyon var simpelthen Romariosk. Så smukt og overlegent.
For nogle år siden talte jeg med Gertjan Verbeek, der har haft en lang karriere i hollandsk fodbold og i dag er træner i Bochum. Han havde arbejdet med et væld af danske spillere i sin karriere, og jeg spurgte, hvad det var, der gjorde, at danskere tilsyneladende gjorde det så godt i Holland.
Han svarede, at mentaliteten er tæt på at være den samme, danskerne lærer sproget lynhurtigt, er godt skolet rent fodboldmæssigt, og humoren er næsten éns, selvom hollænderne er lidt grovere end danskerne.
Han sagde dog også, at nogle gange var danskerne lidt for sarte, hvis træningen blev hård, og man gik lidt til hinanden. Jeg fornemmede på Verbeek, der var tidligere amatørbokser og på trods af sin alder lignende en mand, der kunne tage min arm og rive den af, at danskerne ikke stod forrest, når der skulle deles øretæver ud til træning. Med en enkelt undtagelse.
”Jon Dahl Tomasson var anderledes. Han er den bedste spiller, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Ikke nødvendigvis kun på grund af hans talent, men også fordi hans mentalitet var fantastisk. Den fødte vinder. Han fik ikke nødvendigvis mange venner hernede i starten, men han fandt sig ikke i noget, selvom han var ny og forstod hurtigt, at hvis man blev behandlet lidt hårdt til træning, så måtte man slå igen. Det havde han intet imod.”
Mon ikke også Søren Lerby og Frank Arnesen, der kom til Ajax i 1975 fra arbejderklubben Fremad Amager også godt kunne finde ud af det?
Begyndelsen til enden for Wenger?
Efter en serie horribelt ringe fodboldkampe besluttede Liverpool sig pludselig for at forsøge at score mål igen, i stedet for konstant at spille bolden planløst på tværs.
Det betyder, at Liverpool med overvældende sandsynlighed sikrer sig den fjerdeplads, der giver CL-kvalifikation til næste sæson. De skal blot på søndag slå Middlesbrough, der for længst er rykket ned. Motivationen alene bør være nok til den sejr, selvom man ikke skal tage noget for givet med nogle af Liverpools præstationer i denne sæson i erindringen.
Hvis Arsenal misser Champions League, vil det være første gang i 21 år, at de ikke er med i den fineste europæiske klubturnering. Samtidig har de en 67-årig træner, der også har været der i 21 år. Arsene Wenger er måske den vigtigste mand i klubbens historie med tre nationale titler, seks FA Cup-titler og én Champions League-finale på CVet.
Derudover transformerede franskmanden klubben og gjorde den langt mere international og professionel, da han besynderligt nok kom til fra japansk fodbold i 1996. Man kan næsten ikke overvurdere Wengers betydning for Arsenal.
Men nu er det altså efterhånden 13 år siden, at Arsenal sidst vandt en national titel, og i denne sæson bliver de endda kun det tredjebedste hold i London – kilometer efter Chelsea og Tottenham. Måske er det på tide for Wenger at sige adieu, og hvis Gunners uventet formår at slå Chelsea i FA Cup-finalen her 27. maj, så håber jeg lidt, at den franske professor går en æresrunde og pakker sammen. For hans egen skyld.
Barzagli i skyggen
Det er nok ikke gået manges øjne forbi, at Juventus og Real Madrid skal mødes i finalen i Champions League. Det er vel også de to bedste hold i verden i denne sæson. Fra en mand, der forudså, at Thomas Delaney ville få det svært i Bundesligaen (undertegnede; flot set) vil jeg bare sige, at jeg tror på Juventus i finalen.
Det er ikke fordi, Real ikke har et absolut klassehold med Ronaldo, der jo nærmest bare er blevet angriber og brager kasser ind, og med Isco i sit livs form. Jeg tror bare ikke, at Real kan score en masse mål, om overhovedet nogen, mod Juventus’ defensiv, der kun har lukket tre mål ind i hele Champions League i denne sæson.
Mbape scorede det første mål mod Juventus fra åbent spil i tirsdags i hele turneringen. Selvfølgelig først da det hele var afgjort.
Folk taler så meget om Buffon, Bonucci og Chiellini i Juventus’ forsvar, men man hører ikke meget om Andrea Barzagli. Barzagli er blevet 36 og bliver altid hevet ind i startopstillingen i de rigtigt vigtige kampe og oftest når Allegri spiller 3-5-2.
Han er en klog herre, der altid bliver overset i forhold til mange af de andre stjerner, men mange ser Barzaglis signing i 2011 som en af de vigtigste i denne cyklus for de stribede. Siden Barzagli kom til, har Juventus vundet alle fem (snart seks) mesterskaber i Italien.
En vis Andrea Pirlo kom også til Juventus i 2011, da Milan troede, at han var færdig (på en fri transfer, i øvrigt), men ledelsen i Juventus tillægger Barzaglis ankomst større værdi. Han kostede 6 millioner kroner fra Wolfsburg. Juventus har altid været fabelagtige til at hente spillere for ingen penge. Det kunne de lære noget af i Manchester-klubberne og hos naboerne fra Liverpool.
Skør målforskel
Et par af de hurtige. I den italienske Serie B ligger Pisa næstsidst og er rykket ned, men har ligaens bedste forsvar! Der er blot gået 33 mål ind mod dem i 41 kampe. Til gengæld har de kun scoret 23 gange i 41 kampe. Ikke ligefrem champagnebold de spiller for tiden i Toscana.
I Danmark har vi vores egen fattige parallel. Skive ligger nr. 3 i 1. division med negativ målscore. De har scoret ni mål færre, end de har lukket ind. Men de har stadig muligheden for at komme i Superligaen til næste sæson via playoff. Det kræver dog højst sandsynlig sejr over Nykøbing og AB i de to sidste.
Slutspil og sølle kvalitet efter FCK og BIF
Slutspillet i Superligaen er i gang, og der er da nogle enormt spændende kampe på vej. Men det bliver altså svært at vurdere, hvor fedt sådan et slutspil er, når toppen har været afgjort så længe.
FCK har mere eller mindre været mestre i månedsvis, og BIF satte sig vel nærmest på sølvet i efterårets sidste kamp med sejren over FCM. Selvfølgelig er der stadig nedrykning, tredjepladser og Europa at spille om, men det mangler noget intensitet, når nu det vigtigste for længst er afgjort.
And on that note kan man vel godt tillade sig at dele nogle svinere ud til de hold, der ikke er BIF og FCK, men som trods alt burde have været med til i det mindste at have gjort det hele lidt tættere.
Måske er Superligaens største skuffelse OB, sådan alt i alt. Spået af flere eksperter til at få en stor sæson med et af de højere budgetter i ligaen og en tidligere mestertræner ved roret. Men hvor har det været sølle i det fynske. Med deres 3-1-sejr i weekenden kan det stadig blive en hæderlig afslutning, og det kan de jo takke slutspillet for, men at OB ikke kunne komme med i slutspillet var så stor en skuffelse.
Det samme kan man sige om AaB og måske specielt AGF. Århusianerne har et ganske pænt spillerbudget i den øvre halvdel af Superligaen og også en tidligere mestertræner ved roret, men også her har det været mere end skidt. De har rettet en smule op på skuden, mens onsdagens kamp mod Esbjerg bliver en gyser helt forbudt for børn. Tænk, hvis AGF rykker ned igen. Det ville være forfærdeligt for Århus.
LÆS OGSÅ: ”Clásico var underholdende. Men velspillet? Nej"
LÆS OGSÅ: Milliard-ambitioner: Nykåret verdensmester vil være verdens rigeste bokser
