Wirtschaftswunder, som frit oversat betyder det økonomiske mirakel, er som bekendt den tyske betegnelse for den hurtige genopbygning og det økonomiske opsving, der blomstrede i Vesttyskland efter møntreformen i 1948. Med en lille omskrivning kunne man med rette hævde, at Tyskland i nyere tid har oplevet et tilsvarende Fussballwunder, der ikke bare har afkrævet respekt og skabt beundring blandt fans og fagkyndige i hele verden, men som også har ændret tysk fodbolds selvforståelse. Det tyske landshold spiller i dag en positiv og chanceskabende type fodbold, som ligger langt fra fortidens betontilgang og arketypisk kedelige spillerprofiler. Hvad er forklaringen?
Det kan Daniel Theweleit, fodboldekspert og journalist for bl.a. Frankfurter Rundschau, Berliner Zeitung og Der Spiegel, svare på.
”Forandringen i tysk fodbold begyndte efter EM i år 2000, hvor Tyskland spillede forfærdeligt, og holdet røg ud i gruppespillet. På den baggrund tog fodboldforbundet en beslutning om, at tysk fodbold skulle bringes i en ny og anden retning. Derfor fik klubberne besked på, at de skulle opbygge fod-boldakademier, så talentudviklingen kunne blive sat mere i system. Det blev simpelthen påbudt klubberne i 1. og 2. Bundesliga – ellers fik de ikke deres spillelicens. Som en del af talentarbejdet besluttede man også, at man ikke længere kunne forlade sig på den traditionelle tyske power og vilje. Et tysk landshold har altid haft en fantastisk evne til at vinde i sidste minut, fordi de har haft en helt speciel måde at ville vinde på. Men vilje og fysisk styrke var ikke længere nok, sagde man. Tyskland var også nødt til at forbedre både spillernes teknik og taktiske forståelse.”
LÆS OGSÅ De bedste trøjer fra EM - og den værste
”Det var den første store forandring i tysk fodbold – etableringen af fodboldakademier og en ny måde at tænke fodbold på. Den anden store forandring var, da man efter EM i 2004 ansatte Jürgen Klinsmann. Han ændrede landsholdets måde at arbejde på i forhold til den mentale forberedelse op til en kamp, i forhold til mediehåndteringen og i forhold til den fysiske træning. Selv fodboldforbundets præsident og hans stab fik ikke længere lov til at bo på hotellet sammen med spillerne inden en kamp. Klinsmann havde studeret business management i USA og lært, hvordan store virksomheder håndterede deres ansatte. De tanker tog han med hjem til Tyskland og implementerede dem på landsholdet.”
Samtidig med Jürgen Klinsmann blev Joachim Löw ansat som assistenttræner. Som Daniel Theweleit forklarer, var han det taktiske geni i trænerduoen. Joachim Löw havde arbejdet i Østrig i nogle år og var blevet inspireret af deres måde at tænke fodbold på. Både hvad angår den taktiske fodboldforståelse inde på banen, men i særlig grad også håndteringen af spillerne uden for banen. Moderne spillere skulle ikke have fortalt, hvad de skulle gøre. De skulle forstå det. Og de skulle også komme med deres egne tanker og ideer til træningen. Det var et helt andet samarbejde mellem spillerne og trænerne, end man havde set før, og det gav sig udslag i et nærmest forvandlet tysk landshold ved VM i 2006 – afholdt på hjemmebane.
”Da Klinsmann kom, havde han sagt til sine spillere, at de i venskabskampe aldrig måtte spille bolden i retning mod eget mål. De skulle altid spille fremad. Han gad ikke se den klassiske, langsomme form for tysk fodbold. Kun to måneder før VM tabte holdet 4-1 til Italien, så han var måske lige offensiv nok i sit udgangspunkt, men belært af nederlaget fandt han den rette balance, og Tyskland fik som bekendt et fantastisk VM.”
LÆS OGSÅ Cykeltid: Gå aldrig ned på udstyr
Philipp Selldorf er journalist på Süddeutsche Zeitung og har fulgt det tyske landshold gennem de seneste 15 år. Han fremhæver også VM i 2006 som den slutrunde, hvor tysk landsholdsfodbold for første gang høstede frugten af det strategiarbejde, man havde påbegyndt i 2000. Og den positive tilgang til både spillet og spillerne fik en enorm betydning for hele nationen.
”Selvfølgelig har tyskerne altid holdt af deres landshold, men tidligere var man meget kritiske over for tyskernes måde at spille på. Landsholdet har historisk set været meget succesfuldt, men der har altid været noget negativt forbundet med dem, fordi de spillede så kynisk og beregnende. Man kunne faktisk ikke lide at se dem spille. Selv om de altid kom langt. Der var en afstand mellem holdet og det tyske folk. Det har helt klart ændret sig, og i dag er holdet meget populært.”
Efter 2006 overtog Joachim Löw hovedansvaret for landsholdet, hvor han siden har videreført sine fodboldfaglige ideer, samtidig med at han har arbejdet på at skabe et nyt, fladt hierarki, hvor alle er lige, og hvor de unge fx ikke længere skal slæbe de ældre spilleres tasker. Ikonet Michael Ballack, som fyldte meget både på og uden for banen for nogle år tilbage, er erstattet af en ny og mere ydmyg spillertype som Mesut Özil og Sami Khedira, begge produkter af år 2000-strategien og Klinsmann og Löws mere moderne mandskabsbehandling.
Tilbage står spørgsmålet, om 2012 skal være året, hvor et tysk landshold igen vinder en stor titel.
”Selv om alle er enige om, at der er sket noget med denne generation af spillere og det tyske landshold, så er faktum, at de ikke har vundet noget endnu. Det gjorde tyske landshold engang,” siger Daniel Theweleit.
”Der var en situation i semifinalen ved VM i 2010, hvor Toni Kroos havde en stor chance i en meget tæt kamp mod Spanien. Men han scorede ikke. Og man kunne måske spekulere i, om det gamle tyske landshold med den gamle tyske mentalitet ikke havde grebet det lille øjeblik og vundet 1-0. I stedet tabte man kampen. Så Tyskland skal snart vinde noget. Ellers kan man kun sige, at godt nok spiller de smukt, men de har mistet evnen til at vinde de store turneringer. Löw udtalte for nylig, at man ikke kan vinde en turnering i dag uden at spille smukt. Det er hans filosofi. Det havde man nok ikke hørt fra en tysk landstræner i gamle dage.”
