Fortalt af Jacob Juul Hastrup


40 år, indehaver af Extreme Sports

Dag 1
Klokken er ni om morgenen. Jeg har spist en halv energibar og drukket noget energidrik. Der er et par skorpioner i teltet, men de gør ikke noget, medmindre man træder på dem. Jeg skal løbe Sahara Race for første gang. 250 km på syv dage. Min rygsæk vejer ca. 6,5 kg: sovepose, mad til alle dage, en ekstra trøje, et par sokker samt lakridser, vingummi og saltede mandler. Jeg har korte bukser på, men langærmet trøje for ikke at blive forbrændt. Etapen i dag er 37 km. Startstedet er i ørkenen ca. 12 timer i bus fra Cairo. Det ligner en relativt nem flad strækning, men jeg opdager hurtigt, at underlaget er en kalkskorpe, og nedenunder er der støv, der fylder skoene. Efter 3 ½ time er der 48 grader varmt. Mine fingre begynder at hæve, ansigtet hæver også, og jeg får kvalme. De sidste 10 km er de længste i mit liv. Der er dybt sand, og det er forbandet varmt. Jeg kaster op kort før mål. Den aften ligger alle stille i teltene og prøver at komme sig.

Dag 2
Jeg har sovet o.k., 5-6 timer. Det har kun været 25-28 grader i nat. Men jeg kan intet spise. Jeg kaster op med det samme, bare jeg forsøger at spise en energibar. Min krop summer mystisk. Jeg vil bare i gang med at løbe og ind i en rytme. Etapen i dag er ca. en maratondistance. Den første halve time lunter jeg af sted med nogle af de førende løbere, men så rammer vi nogle store sandbakker, og jeg ryger helt bagud. Jeg kan ikke spise noget, men drikker bare vand og energidrik og spiser mine elektrolytpiller. Det er piller med natrium og magnesium og andre salte, der binder væsken i kroppen. På sidste tjekpoint – de steder på ruten, hvor der er vand – ligger der mange løbere, der ikke kan fortsætte. Jeg er virkelig irriteret over varmen og har lyst til at pille huden af for at få luft til kroppen. Jeg sætter fart på for at komme hurtigt ind. Om natten kan jeg ikke sove. Det er ca. 30 grader varmt.

Dag 3
Jeg har voldsomt næseblod. Jeg opdager det, da vi skal i gang med at løbe de 45 km. Slimhinderne er udtørrede. Man forebygger det ved at smøre vaseline i næsen. Det er et træthedssymptom, at jeg har glemt det. Jeg kaster op hele tiden og kan kun få elektrolytpiller og vand ned. Der er læger med under løbet, men så længe de kan se, at man kan løbe, griber de ikke ind. Jeg ser en schweizer løbe rundt helt konfus. Han løber i den forkerte retning. Sammen med et par andre løbere prøver jeg at få fat på ham. Han vrøvler, mens vi får lagt ham ned. Jeg bliver forbrændt på benene. Så kommer jeepen med folk, der kan hjælpe ham, og jeg løber videre.

Men da vi rammer et bakkedrag, vælter det ud af næsen med blod. Jeg brækker mig. Nogle af de andre løbere giver mig noget af deres proviant, bl.a. nogle nødder, men det kommer op igen. Jeg er ikke træt, men det er så varmt, at jeg ikke kan være i mig selv. Jeg kan se klatter af blod dryppe fra næsen ned i sandet. Til sidst kommer der ikke andet end vand op, når jeg brækker mig. Pludselig bliver jeg overhalet af schweizeren, jeg har hjulpet tidligere. Han kommer forbi for fuldt drøn. Jeg løber de resterende 5-6 km i rimeligt tempo. Min placering er vist o.k., for også andre har haft store problemer. Min kone venter ved målet. Hun græder, da hun ser mig. Hun siger, jeg ser forfærdelig ud og bør udgå. Jeg prøver at komme lidt væk og være for mig selv. Om natten er mange af løberne nervøse. De siger, der er slanger over det hele, men jeg er ligeglad. Der er så varmt i teltet, at jeg ikke kan være nogen steder. 


Dag 4

Jeg har sovet maks. en time. Inden starten er der en italiener, der giver mig en saltkiks og et stykke parmesanost, og det kan jeg holde i mig. Etapen er på 36 km, og vi skal løbe i blødt sand det meste af vejen. Det begynder lige så stille at føles bedre. Det bløder stadig fra næsen. Det er ikke sundt at miste så meget blod, men der er ikke smerter. Jeg får nogle saltkiks og kan drikke. Men varmen er ekstrem, omkring 54 grader. Sidst på dagen er jeg helt færdig. Jeg ser folk ligge ned rundt omkring. Mentalt får jeg lidt optur over de andres nedtur. Jeg får overskud til at sætte tempoet op. Sidste checkpoint er i en oase, en lille bakke i ørkenen med 4-5 palmer. Der er en brønd, hvor man kan pumpe vand op i et betonkar, som er beregnet til, at kameler kan drikke. Vi kan ikke drikke vandet, men bruger det til at køle os ned. Der ligger et skelet i et hul.

Dag 5
Vi skal ud på 95 km, det meste af det er hårdt skorpesand med støv under. Jeg får kun løbet ti meter, inden jeg brækker mig. Det står ud af næsen med blod. For første gang under løbet har jeg lyst til at stoppe. Jeg hører nogen sige, at man får en cola ved første checkpoint efter 9-10 km. Den vil jeg bare have. Jeg begynder at løbe. Jeg indhenter nogle af de andre, og det hjælper på humøret. Da jeg når frem og suger colaen i mig på et par sekunder, er det, som om hele kroppen siger BRRRR. Som om sukkeret eksploderer i en tom krop. Da jeg skal videre, ser jeg nogen, jeg har løbet med før, og holder mig til dem og prøver at få snakket med dem. Jeg har ellers været meget inde i mig selv. Ved at få de andre til at snakke håber jeg også, at de ikke løber for hurtigt.


Målområdet på første etape. Strækningen går hen over gammel havbund. Kalkformationen til højre er fuld af fossiler.

Vi kommer til den sorte ørken. Her er underlaget sorte, brandvarme sten, og man kan se varmeflimmeret over det hele. Ca. halvvejs er der et tjekpoint i en oase, hvor der er to timers tvunget stop pga. varmen. Jeg begynder at kunne spise igen. En saltkiks, noget energi-gel og et glas cola. Hen mod slutningen af etapen bliver det mørkt, så jeg bruger pandelampen. De sidste 11 km kan jeg se lysene i målområdet. Det tager omkring to timer, før jeg er inde, men jeg får god fart på til sidst og bliver omkring nummer 10. Jeg har to store stykker toiletpapir i næsen, helt røde af blod.

Dag 6
Hviledag. Nogle af de langsomste løbere er ikke færdige med gårsdagens etape og kommer i mål i løbet af dagen. Jeg får sovet lidt, inden vi bliver kørt i bus til Cairo, hvor vi skal starte sidste etape på 16 km ind til pyramiderne.

Dag 7
Den får alt, hvad den kan trække. Til sidst løber vi mellem pyramiderne, og der ryger en lille tåre, da jeg ser målet ved sfinksen, hvor min kone står og venter. Jeg får et kys og en kold cola. Jeg bliver omkring nummer 30 i den samlede stilling. På billeder fra ruten kan jeg se, at det har været et flot løb, men jeg har ikke registreret meget andet end varmedis. Jeg har tabt 5-6 kg. Jeg har glædet mig til alt det, jeg skulle spise, men efter to stykker pizza føler jeg mig proppet. Efter løbet er der en stor fest. Når man har været varmesyg, er der ikke noget bedre end en kold øl.

Fortalt til Henrik Nordskilde.

»
FACEBOOK Bliv ven med Euroman »