Som dreng var han den mindste og låste sig inde på sit værelse, når han havde tabt. I dag er Mikkel Hansen Danmarks største og mest afslappede håndboldstjerne. Euroman mødte landsholdsspilleren, der forlod Barcelona og rejste hjem til Danmark for at blive verdens bedste.
DET ER ONSDAG aften, en time efter endnu en ligasejr til mesterholdet AG København, og nede på halgulvet står han der stadig. Som sidste spiller til autografskrivningen, mens banen i Brøndby Hallen bliver rullet sammen, og larmen fra 5.000 tilskuere sidder tilbage som et forstummet ekko på tilskuerpladserne og en susen i øregangene.
Holdkammeraterne er på vej hjem, men foran ham er der fortsat nogle få fans tilbage med kuglepennene klar. De har ventet, mens han har skrevet sig gennem cirklen af fremstrakte arme og ladet sig fotografere med fnisende teenagetøser og knægte med drømme så store som dem, han selv havde engang. Og de får, hvad de vil have, som de andre før dem, med et smil og en rap replik, selv om han egentlig er træt og utilfreds med kampen. For han kan selv huske skuffelsens dybe stik fra barndommen, da det var ham, der stod i hallerne og ventede forgæves, og han kan huske forløsningen, når håndboldhelten endelig satte sin signatur.
Den højre arm, han skriver med, er måske landets vigtigste i sporten, som vi danskere selv har opfundet. Ved det seneste VM i januar i Sverige fik Danmark sølv, og Mikkel Hansen blev slutrundens topscorer med 68 mål i ti kampe, ligesom han blev udvalgt til Allstar-holdet på kongepladsen som venstre back, der er udgangspunktet, selv om han også kan udfylde den spilstyrende rolle som playmaker på banens midte.
Udstyret med stor springkraft og overekstremiteter så smidige og stærke som en orangutang kan han, når han stiger til vejrs med munden på vid gab, slynge, skrue, kyle og kaste bolden fra vinkler og i lejer og med sådan en kraft, at målmændene sjældent når at læse skuddet, før de må vikle bolden ud af nettet. Han har evnen til at score mange mål, spektakulære mål, og endnu vigtigere: de afgørende mål.
”I de situationer søger jeg bolden. Jeg tænker ikke, at hvis jeg brænder nu, så taber vi eller ryger ud. Jeg tænker, at hvis jeg scorer nu, så vinder vi eller går videre, og det er nok twistet på det. For tænker man: ’Åh, nu mangler der 15 sekunder, og det står lige, hvad sker der, hvis jeg brænder?’, så brænder man. Tænker man for meget, så taber man lige det splitsekund og mister sit momentum. Jeg har altid fået at vide: ’Hvis du er fri, så skyd.’ Hvis du ser NBA, så er det ofte i fjerde quarter, de bedste basketballspillere træder i karakter. Det kan du se i statistikkerne. Så skyder de eller laver de vigtige afleveringer. De kan spille en halvsløj kamp og så pludselig klikke ind. Det kender jeg også fra mig selv,” siger Mikkel Hansen nogle dage senere i Københavns Indre By, hvor han bor og færdes hjemmevant blandt cafeer og modebutikker.
Kækt klædt i cap, lyseblå skjorte knappet helt op i halsen over de brede skuldre, opsmøgede chinos og slidte sneakers i størrelse 46 hviler hans 196 cm og næsten 100 kg i en tilbagelænet selvsikkerhed uden fare for at blive til selvforherligelse. Han griner og fortæller om dengang, han spillede i Barcelona, og håret var blevet ret langt, uden at han selv havde tænkt nærmere over det. Men en dag, da han kom til træning, havde holdkammeraterne klistret et billede op på hans skab af den stærkt behårede menneskeabe Chewbacca fra Star Wars-filmene.
”Han er meget afslappet, og han bruger ordet at chille meget,” fortæller holdkammeraten fra Barcelona og nu AG København, Joachim Boldsen. ”Som alle andre bliver han også påvirket på banen, men det er en fordel for ham, at han tager tingene, som de kommer. Han ved, hvad han kan. Du ser ham sjældent stresse på banen. Ofte har han den der coolness over sig, og det er især det, der er vigtigt i de afgørende situationer.”
MIKKEL HANSENS UDSTRÅLING gør, at han til tider kan virke fraværende. Når han spiller foran 10.000 tilskuere, kan han ligne en, der fjern i blikket er på rejse i sit eget univers. Han kan virke overlegen, når han, som han gjorde i kampen mod Serbien ved VM, får kommentatorerne til at brøle balstyrisk over et drøn med underhånden, men selv ser ud, som var det ikke noget særligt, og for øvrigt også er løbet hjem uden megen mimik ved de ni foregående, flotte mål. Og han kan virke distanceret, når tv-reporteren lige efter kampen forgæves forsøger at få store følelser frem i en spiller, der ser ud, som om han bare hurtigst muligt vil i omklædningsrummet.
Det sidste skyldes nok, at Mikkel Hansen ikke selv søger opmærksomheden uden for banen. Hans lejlighed er lukket land, han vil aldrig stille op til fx danseshows eller kendismiddage på tv, og han skal stadig vænne sig til, at flere og flere vender sig om på gaden. På godt og ondt. Som de halvfulde fyre, der akkurat højt nok til, han kunne høre det, engang hvislede ”homo”, da han gik forbi dem, men ikke havde modet til at sige det ansigt til ansigt. Det kan stadig irritere ham, for han spekulerer over den slags, hvordan han selv opfører sig, og hvorfor andre har behov for at være sådan, og han undrer sig over de gange, hvor piger har gjort sig til, når han en sjælden gang er i byen, men stensikkert aldrig ville være kommet hen til ham, hvis han bare havde været Mikkel Hansen og ikke ham håndboldstjernen. Det giver han ikke en skid for, som han siger. Ligesom han har det svært med alle de der reality-hungrende ’se mig’-egoer, der vil være kendte uden at kunne andet end at skabe sig og vende vrangen ud for åben skærm.
Men Mikkel Hansen er hverken overlegen eller distanceret. Og selv om han for det meste ser uimponeret og afslappet ud, så er han bare sådan – en tidstype i den urbant hippe del af hans generation, som også hans tøjstil er det. Lidt løst og slapt, men alligevel så nøje valgt, præcist i detaljen og skarpt sat sammen, båret med en attitude af ukuelighed.
Men der er fuld fokus og koncentration, når fingrene har været i bøtten med harpiks. Og han er sin egen værste kritiker.
”Jeg lægger mere pres på mig selv, end andre gør. Jeg er ligeglad med, hvis der bliver skrevet, at jeg har spillet dårligt. Det, der betyder noget, er, om vi vinder. Der er ikke noget, der hedder ’tab og vind med samme sind’ for mig. Det må være en, der har tabt mange gange, der har fundet på det. Det er jo latterligt,” siger han.
November 2008. Mikkel Hansen til træning på Barcelonas hjemmebane.
MÅSKE ER DET den indstilling, der har været med til at booste interessen for dansk herrehåndbold de senere år. Tv-seertallet ved VM i januar nåede under den dansk-franske finale op på 3.127.000. Det er det højeste seertal nogensinde til en sportsbegivenhed på dansk tv og dermed højere end både seertallet til VM-finalen i fodbold og til EM-fodboldfinalen i 1992, da Danmark vandt guld. Og på klubplan fik AG København samlet 36.650 tilskuere i Parken, da holdet i seneste sæson vandt DM. Et tilskuerantal, der var intet mindre end verdensrekord.
Ifølge Politikens mangeårige sportsjournalist Rasmus Bech, som bl.a. har skrevet bogen ’Kasper Hvidt – Under himlen midt i målet’, er håndbolden blevet professionaliseret og har fået et kommercielt showbiz-præg med større haller og et drej på underholdningsknappen, der har gjort sporten mere mondæn og givet den bredere appel end dens tidligere skævvredne image af at være noget, som mest hørte til ovre i det mørke Jylland. Hvad angår landsholdet, kunne 80’ernes ’bolsjedrenge’ også lægge gaderne halvøde og trække forsider i formiddagsaviserne, når det gik godt ved slutrunderne, men de seneste otte års mange medaljer, startende med EM-bronze i 2002 og sportsligt kulminerende med EM-guldet i 2008, har været lig med klart større popularitet og bevågenhed end tidligere.
”Op gennem 90’erne havde Ulrik Wilbek enorm succes på kvindesiden, mens mændene var nede i en bølgedal. Men efter årtusindskiftet kommer der en generation af vindertyper som blandt andre Kasper Hvidt og Joachim Boldsen. Det er kraftige og ligefremme personligheder, der leverer varen på banen og er godt båret af TV 2, som var til stede, hver gang de to mennesker klædte om til korte shorts. Der blev skabt mediedarlings med bredt bryst og store smil, og man kom tæt på dem, som man også er på banen, hvor der er voldsomt meget atmosfære. Det stod i kontrast til det mere glatbarberede fodboldmiljø med talende attachémapper, der sagde det samme som træneren og omtalte sig selv med et anonymiserende ’man’. Håndbold har slået sig fast som topunderholdning på et mere intenst niveau end en fodboldslutrunde, ikke mindst fordi de næsten spiller hver dag, og seerne knap nok har fået en VM-kamp ud af kroppen, før der venter en ny. Som tv-sport er man tæt på under kampene, og der er voldsomt meget atmosfære. Det er uforudsigeligt tv-teater, når det er allerbedst. Netop nu er det mandlige håndboldlandshold Danmarks kække drenge. Det har slået an. Men hvor længe det kan gå, afhænger af resultaterne og personlighederne. Af, hvem der skal bære det videre,” siger Rasmus Bech.
Artiklen fortsættes på de følgende sider...
EN AF DEM er 24-årige Mikkel Hansen, der, klichéfyldt, men sandt, har fået håndbolden ind med modermælken.
”Jeg kan huske, at jeg spillede pokalfinale med Helsingør, hvor jeg så ham blive ammet i pausen. Senere var han en af de drenge, der løb og skød på mål efter kampene,” fortæller faderen Flemming Hansen, der selv er tidligere back på landsholdet og OL-deltager i 1984.
I 12-års-alderen lagde Mikkel Hansen fodboldstøvlerne væk og satsede udelukkende på håndbold. Omtrent samtidig mærkede han ifølge faderen første gang det dragende sus fra en af de helt store haller.
”Vi var med drengeholdet nede og se en kamp mellem Flensburg og Grosswallstadt i Fördehalle. Det var dengang, Joachim Boldsen spillede i Grosswallstadt. Der sidder Mikkel og en kammerat og siger: ’Nøj, det kunne vi godt tænke os.’ Det er jo lidt sjovt, at det er gået i opfyldelse,” husker Flemming Hansen, der selv trænede sin søn i de år og indpodede ham modet til at skyde.
”Alle har prøvet at møde sådan et hold, hvor der er en, der skyder hele tiden, og det vrænger vi lidt på næsen af. Det er nok lidt dansk og skyldes sikkert, at vi har haft en mere social forståelse af spillet herhjemme end andre steder. Men hvis en spiller har brændt fire gange i træk, og den femte chance reelt er den største, hvorfor skulle han så ikke skyde?” siger Flemming Hansen.
Kollektivets kraft og taktisk snilde kombineret med tekniske færdigheder har længe været fundamentet under det danske herrelandshold i kampen for at kunne hænge på fysisk stærkere håndboldnationer som Frankrig, Kroatien, Tyskland og Spanien. Men de senere år har Dansk Håndbold Forbund valgt at fokusere mere individuelt end tidligere.
”Som jeg ser det, er Mikkel den første eksponent for en spillertype, der er bygget op om sine spidskompetencer og kan noget ekstraordinært. De seneste år har vi kigget mere efter enerne i rekrutteringen og har givet dem mere snor. Det er et led i en strategi, hvor vi har kunnet se, at der var en begrænsning i det, kollektivet kan. Vi er simpelthen nødt til at have nogle, der kan afgøre kampe selv, lave mål ud af ingenting og lave de nemme mål. Og Mikkel er et rigtig godt eksempel på, at hvis du har et ekstraordinært skud, så kan du lave mål uden 6-8 afleveringer først,” siger Claus Hansen, der er U18-landstræner og tidligere træner for Mikkel Hansen i GOG Svendborg TGI.
Men er han en spiller, der er blevet bygget op som en ren skydemaskine og egotripper på banen? Nej, ifølge landstræner Ulrik Wilbek har Mikkel Hansen et veludviklet blik for sine medspillere og kan som en anden Michael Laudrup lægge de maskerede afleveringer.
”Mikkel kan gå op i et hopskud og samtidig se ud ad øjenkrogen, at nu går venstre fløj i forsvaret frem, og så kan han lægge en diagonalaflevering over til sin egen højre fløj. Og han kan i kontrafasen aflevere sådan nogle bolde, som en quarterback kan, som bare er knaldhårde og skærer gennem det hele,” forklarer Ulrik Wilbek.
DET KAN MÅSKE være svært at tro på nu, men som ungdomsspiller var Mikkel Hansen en af de mindste på banen, og selv om han havde en god skudteknik, var han nødt til at bruge sit overblik og udvikle en skarp spilforståelse.
”Han blomstrede sent. Jeg så Mikkel første gang til en unionstræning på Sjælland, og da han var 14-15 år, var han meget lille og spinkel. Men kendte man hans ophav, vidste man, at der nok skulle ske noget. Vi vidste, han havde de forudsætninger, der var vigtige. Han kendte elitesport indefra, hvilket forskning viser er en fordel, og så er det faktisk også fint, hvis højden og drøjden kommer sidst, for så må de udvikle deres tekniske og taktiske kunnen for at klare sig,” forklarer Claus Hansen, der også var lærer for Mikkel Hansen på Svendborg Handelsskole, hvor indsatsen var halvhjertet og fraværet stort, så de to fik lavet en særlig model, der tilgodeså håndbolden.
Mikkel Hansen kom til Sydfyn som 15-årig for at gå på Oure Efterskoles håndboldlinje, og her oplevede de andre elever det til tider indadvendte og temperamentsfulde sind.
”Da jeg var yngre og tabte, kunne jeg låse mig inde på værelset og ikke tale med andre i rigtig lang tid. Det var ikke ret modent bare at låse sig inde på Oure, men det betød, og det betyder rigtig meget for mig at vinde. Det kommer derhjemmefra. Undtagen dengang mine søskende og jeg var helt små, er der aldrig blevet tabt med vilje i vores familie. Jeg kan stadig huske et spil Risk for nogle år siden, hvor min ene søster spillede så elendigt, at min mor vandt. Det er lige før, vi stadig kan skændes om det. Alle går op i at vinde, sådan er det i en sportsfamilie. Det betyder selvfølgelig noget, at jeg er vokset op med en far, der selv spillede på højeste niveau. At vinde er den fedeste følelse, og jeg kan blive helt høj af det. Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er kedeligt at vinde så meget, som vi gør med AG København, og mit svar er altid: ’Overhovedet ikke,’” siger Mikkel Hansen, der efter Oure Efterskole skrev kontrakt med GOG Svendborg TGI og blev hængende i fem år.
”HAN ER EN god dreng. Det har han altid været. Jeg kan huske, da vi vandt DM i 2007. Det var en onsdag aften, guldet blev fejret ganske heftigt, men Mikkel kom op i skole, og jeg mener faktisk ikke, han havde sko på, da han kom ind i klassen. Han var stadig ret påvirket og gav hele klassen morgenbrød og sagde noget i retning af, at han ikke havde deltaget i så meget med klassen pga. håndbolden, så nu ville han gerne bidrage med noget,” fortæller Claus Hansen. GOG var i mange år en af Danmarks førende håndboldklubber og kendt for at fremavle talenter. Allerede som 17-årig var Mikkel Hansen en del af førsteholdet, og til træning gik de ældre spillere fysisk og verbalt til knægten, som ikke skænkede det med hierarki så mange tanker. Selvtilliden og frækheden til at turde være sig selv led ingen skade. Han blev ved med at rejse sig efter hårde tacklinger og overhalinger, og han blev ved med at træne for at blive bedre. Træne, træne, træne.
”Jeg havde en aftale med træner Carsten Albrektsen om, at jeg efter træning skulle ramme det røde felt helt oppe i sammenføjningen tre gange, inden jeg måtte gå i bad. Nogle gange gik jeg nærmest i omklædningsrummet med is på skulderen, men det handler om repetition. Gentagelse på gentagelse på gentagelse,” siger Mikkel Hansen, hvis træningsiver også er blevet bemærket af Ulrik Wilbek.
”Det gode eksempel er jo ved VM. For at holde sig selv fast på målsætningen om at blive fysisk stærkere gik han direkte over og styrketrænede, når vi havde talt med pressen. Vi snakkede siden hen om, at det måske var overkill, for han var meget træt, da han kom hjem fra slutrunden. Men det siger lidt om ham, at efter at være blevet kampens spiller igen og have scoret 10-12 mål går han over og styrketræner helt for sig selv,” fortæller landstræneren.
Mikkel Hansen spillede sin sidste kamp for GOG Svendborg TGI i 2008 og sagde farvel til klubben ved at score 15 mål i den sidste DM-finale mod FCK Håndbold, som dog blev tabt. Men sommeren var langtfra forbi.
’SKUDDET, DER VÆKKEDE Danmark,’ hed en af de mange overskrifter, ’Dynamikkel’ skabte med sin utrolige scoring direkte på frikast efter slutfløjtet mod Rusland ved OL i Beijing. En scoring, der blev hans gennembrud på landsholdet. Fra at være med som 20-årig reserve blev han med ét kast udråbt til folkehelt.
Mikkel Hansen var inden rejsen til Kina skiftet til Barcelona, en drengedrøm, han havde haft, siden han havde siddet klinet til skærmen under de tre hidsige Champions League-finaler mellem catalanerne og Badel Zagreb i 1997, 1998 og 1999, men han kom kun med til OL som reserve trods de gode præstationer i GOG. Noget, der gjorde ham så skuffet, at han overvejede at melde fra. Men vreden ulmede af, han pakkede tasken og boede i begyndelsen uden for OL-byen, som reglerne foreskrev, indtil stregspilleren Michael V. Knudsens betændte blindtarm sendte ham hjem og Mikkel Hansen ind på hotellet med de andre spillere. Danskerne kom til OL som europamestre og med mod på mere, men spillet hang slet ikke sammen, og efter to uafgjorte gruppekampe skulle Rusland helst besejres for at holde liv i medaljehåbet.
Ved 24-24 bliver kampen fløjtet af, men der er dansk frikast i venstre side af banen. Mikkel Hansen, der angrebet inden spillede Joachim Boldsen fri til udligning, får fat i bolden og siger lidt i sjov til holdkammeraten Lars Jørgensen: ”Ja, ja, hvor svært kan det være. Nu sætter jeg den op i krogen.” Af en eller anden årsag vælger russerne at sætte de to laveste spillere yderst i muren ved hans skudarm. Det havde de nok ikke gjort, hvis de havde vidst, at den unge og ukendte dansker kunne kaste en bold, så den både fik overskru og sideskru på samme tid, som når David Beckham sender et frispark af sted. Resten er hæmningsløs jubel og YouTube-nostalgi. Se det her.
Artiklen fortsætter på næste side...
OL endte alligevel skidt for både Danmark og især for Mikkel Hansen, der indkasserede sin sorteste oplevelse i karrieren, da han dehydreret og alkoholforgiftet blev indlagt på et hospital i Beijing. Ulrik Wilbek havde givet sine spillere lov til at drikke et par øl oven på skuffelsen i kvartfinalen mod Kroatien og endte med at læse om det i formiddagsaviserne, der kunne reportere hjem om Kasper Søndergaards bræktur og Mikkel Hansens kollaps.
”Jeg var så skuffet over min egen indsats og over, at vi havde tabt, at jeg hverken spiste eller drak noget efter kampen. Og så fik vi lidt at drikke senere, og efter at have spillet i en varm hal og efter en lang turnering skal der jo ikke meget til. Jeg kvajede mig og fik min tur for det. Det er et overstået kapitel, som jeg ikke har lyst til at snakke om eller tænke på. Jeg kom videre og lærte af det,” siger Mikkel Hansen.
I BARCELONA SPILLEDE han i to sæsoner, meget i den første, men så hentede klubben Sergei Rutenka, en af verdens bedste backs, og tiden på banen blev barberet ned. Især i de vigtigste kampe, hvor presset er størst, dem, som Mikkel Hansen brænder for og suger næring af.
”Det første år var alt nyt og spændende. Anderledes. Men så begyndte jeg at gå lidt tør i det. Det var en lille smule ensomt, indtil min kæreste Julie kom de sidste tre måneder. De forgangne 5-6 måneder kunne andre godt mærke, at jeg var en anden. Det var en årgang, hvor det ikke kørte, som jeg syntes, det skulle, hverken på eller uden for banen. Jeg syntes ikke altid, træneren behandlede to spillere ens, og der er jeg nok retfærdighedens mester,” siger Mikkel Hansen, der skulle vænne sig til en mere streng rollefordeling mellem ung og gammel og en mere konservativ kultur uden helt samme plads til humor og sarkasme, som han kendte den og holdt af fra omklædningsrummene derhjemme.
”Jeg kan huske, vi spillede i Norge og vandt med syv mål. Men træneren var ikke helt tilfreds med indsatsen. Jeg snuppede et stykke frugt for at fylde depoterne og sad med det ene ben oppe og så måske lige lidt for afslappet ud. Træneren var ved at spørge en af de mere rutinerede spillere om, hvad der gik galt, men så kiggede han på mig og råbte ind i ansigtet på mig: ”Vil du have mere frugt?” Da jeg kom ud fra badet, var min taske fyldt op med alle frugterne fra kurven, og jeg har aldrig fundet ud af, hvem der gjorde det,” fortæller Mikkel Hansen, der tænker positivt tilbage på sit ophold:
”Klubbens motto er ret sigende: ’Mere end en klub’. Og det passer 100 %. Jeg lærte sindssygt meget dernede, og det kan hjælpe mig i mange år frem. Det styrkede mig meget at prøve at føle sig uretfærdigt behandlet.” 
FOR HALVANDET ÅR siden lavede Mikkel Hansen og Ulrik Wilbek en aftale: Mikkel Hansen skal blive verdens bedste håndboldspiller. Det var endnu en årsag til, han i 2010 forlod Spanien til fordel for rigmanden Jesper Nielsens millionsatsning i AG København, der ikke er i samme liga som Barcelona eller andre storklubber som fx Kiel og Atlético Madrid, men som kan tilbyde den spilletid i forsvaret, han skal bruge for at blive komplet.
”Jeg så større muligheder her, og jeg kan godt blive den bedste i verden ved at spille i Danmark. Flere hold i ligaen har oprustet med profiler, og jeg træner sammen med rigtig dygtige spillere som Joachim Boldsen og Lars Jørgensen, der stadig er blandt de allerbedste forsvarsspillere. Offensivt har vi en rutineret stjerne i Ólafur Stefánsson, så der er mange at lære af. Og så spiller vi jo Champions League nu, hvor der bliver gået mere til den. Alting er større og sjovere, og jeg kan måle mig mod de bedste hold,” siger Mikkel Hansen.
Der er stadig et spillemæssigt stykke og nogle kilo målt i muskler op til franskmanden Nikola Karabatic, der gennem en årrække er blevet regnet som verdens bedste håndboldspiller. Eller tjekken Filip Jicha fra Kiel, der fik dén udnævnelse i 2010. Men ifølge landsholdskollegaen fra Kolding IF, Lars Christiansen, der spillede 14 sæsoner i Bundesligaen og debuterede på landsholdet i 1992, nærmer Mikkel Hansen sig dem.
”Fortsætter Mikkel, som han gør nu, er jeg ikke i tvivl om, han kan blive den bedste. Før var det nemt at sige, at han ikke kunne spille i forsvaret, men nu er han også i den ende af banen og er blevet bedre der, og så har han nogle værktøjer, de andre ikke har. Fx det overraskende skud langt ude fra. Som jeg ser det lige nu, er Mikkel i top 5,” lyder det fra landsholdets grand old man, der fortæller, at Mikkel Hansens gennembrud i 2008 udfyldte et hul på landsholdet. ”Vi manglede en spiller, der kunne skyde fra 10-12 meter og lægge pres på modstanderne helt derudefra. Det betyder, at stregspilleren og fløjene får mere plads, og det er en kæmpe force for os.”
Forude venter EM i januar og OL i London til sommer, hvor Mikkel Hansen er tiltænkt en nøglerolle for Danmark. Ulrik Wilbek kan kun huske to dårlige halvlege fra bagspilleren det sidste halvandet år og ser positivt på fremtiden for sin største stjerne og for dansk herrehåndbold generelt.
”Vi har rigtig mange dygtige spillere, og vi har mange unge talenter med Niklas Landin, Nikolaj Markussen, Rasmus Lauge og Mikkel Hansen i spidsen. Derfor har jeg svært ved at se, at Danmark ikke skulle præge toppen.”
TRE DAGE EFTER autografskrivningen i Brøndby Hallen er det også Mikkel Hansen, de serbiske drenge venter på uden for arenaen efter AG Københavns udesejr over Partizan Beograd i Champions League. På vej hen mod spillerbussen træder en lokal fan frem og siger på selvlært dansk:” Bravo, bravo, du er den bedste.” Han svarer med et beskedent tak og går om bord. På vej videre.
”Jeg er ofte blevet spurgt om, hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er nu. Jeg spiller for spillets skyld. Fordi det er sjovt. Der er bare noget specielt, når jeg får den bold i hånden. Lige nu står jeg op hver morgen med den her følelse: Yes, jeg skal til træning. Det bliver sgu fedt.”
En masse ting, du ikke vidste om Mikkel Hansen
■ Synes, at de værste sange efter en scoring er tyrolersange. Den værste af de værste er ’Sweet Caroline’, et DJ Ötzi-remix af Neil Diamonds klassiker, der blev spillet til EM i Østrig i 2010.
■ Binder først sine snørebånd, efter træneren har holdt oplæg, og lige inden opvarmningen. På banen har han en vane med at tørre sine fingre af i shortsene.
■ Lagde engang efter en kamp hånden på ryggen af en sponsor, der fik et stort aftryk af en harpikshånd bag på sin fine blazerjakke.
■ Træner i øjeblikket mest sine ben. I bænkpres kan han tage 115 kg i fire sæt med seks gentagelser.
■ Spillede tidligere med en snor eller en elastik for at holde på håret, men fandt så et pandebånd, han følte sig godt tilpas med. Kan ikke forestille sig at skulle spille uden pandebånd og ville blive irriteret, hvis det ikke var der. Har i dag pandebånd fra Hummel (og sko) med eget navn og logo.
■ Synes, at Nikola Karabatic fra Montpellier er verdens bedste håndsboldspiller.
■ Er fodboldmæssigt fan af Barcelona og Brøndby.
■ Havde en Porsche Carrera 4S Cabriolet, da han spillede i Barcelona, men kører i dag i en Mercedes SLK 350.
■ Kan bedst lide tøjmærkerne Wood Wood, Soulland, Acne og Whyred.
■ Skal se ’Godfather’-filmene mindst en gang om året.
■ Elsker tv-serien ’Californication’.
■ Har basket-ikonet LeBron James fra Miami Heat som sit forbillede.
■ Er født 22. oktober 1987 i Helsingør, hvor faderen spillede for Helsingør IF. Flemming Hansen er tidligere landsholdsspiller og var træner for sin egen søn i drengeårene. Moderen har spillet håndbold, ligesom hans storesøster og lillesøster også kender alt til sporten.
■ Har kontrakt med AG København til 2014 og får omkring 2,5 mio. kroner i årsløn. Det kostede angiveligt klubejer Jesper Nielsen i omegnen af 3 mio. kroner at købe Mikkel Hansen fri i Barcelona.
■ Spiller i trøje nummer 24 både i klubben og på landsholdet. Nummeret fik han i Barcelona, hvor der også stod ’Mikkel’ bag på trøjen. Det lyder mere særpræget end ’Hansen’, synes han, og derfor er fornavnet også bag på trøjen i AG København.
■ Debuterede på A-landsholdet i sommeren 2007 og har pr. 1. oktober 2011 spillet 67 kampe og scoret 326 mål. Er dansk mester og pokalvinder med AG København. Årets Håndboldspiller i Danmark 2010.
På billederne af Mikkel Hansen i smoking bærer han:
Smoking J. Lindeberg til 4.350 kr.
Skjorte J. Lindeberg til 1.100 kr.
Butterfly Lavallière til 399 kr.
Ur Hublot til 62.450 kr.
Manchetknapper Montblanc til 2.375 kr.
Sko Bien Caché by George’s til 2.299 kr.
Stylist Frederik Lentz Andersen
Hår og maekup Zenia Jæger / Agentur
Stylistass. Camilla Louise Høg
Fotoass. Oliver Grenaa
Billedbehandling Werkstette
Tak til Riots for lån af location
