Mikkel Hansen fotograferet i Bredgade i København i november 2011. Foto: Jonas Bie
Verdens bedste Mikkel Hansen
Af Christoffer Rosenløv Stig Christensen, 18. januar 2012 |
Som dreng var han den mindste og låste sig inde på sit værelse, når han havde tabt. I dag er Mikkel Hansen Danmarks største og mest afslappede håndboldstjerne. Euroman mødte landsholdsspilleren, der forlod Barcelona og rejste hjem til Danmark for at blive verdens bedste.
DET ER ONSDAG aften, en time efter endnu en ligasejr til mesterholdet AG København, og nede på halgulvet står han der stadig. Som sidste spiller til autografskrivningen, mens banen i Brøndby Hallen bliver rullet sammen, og larmen fra 5.000 tilskuere sidder tilbage som et forstummet ekko på tilskuerpladserne og en susen i øregangene.
Holdkammeraterne er på vej hjem, men foran ham er der fortsat nogle få fans tilbage med kuglepennene klar. De har ventet, mens han har skrevet sig gennem cirklen af fremstrakte arme og ladet sig fotografere med fnisende teenagetøser og knægte med drømme så store som dem, han selv havde engang. Og de får, hvad de vil have, som de andre før dem, med et smil og en rap replik, selv om han egentlig er træt og utilfreds med kampen. For han kan selv huske skuffelsens dybe stik fra barndommen, da det var ham, der stod i hallerne og ventede forgæves, og han kan huske forløsningen, når håndboldhelten endelig satte sin signatur.
Den højre arm, han skriver med, er måske landets vigtigste i sporten, som vi danskere selv har opfundet. Ved det seneste VM i januar i Sverige fik Danmark sølv, og Mikkel Hansen blev slutrundens topscorer med 68 mål i ti kampe, ligesom han blev udvalgt til Allstar-holdet på kongepladsen som venstre back, der er udgangspunktet, selv om han også kan udfylde den spilstyrende rolle som playmaker på banens midte.
Udstyret med stor springkraft og overekstremiteter så smidige og stærke som en orangutang kan han, når han stiger til vejrs med munden på vid gab, slynge, skrue, kyle og kaste bolden fra vinkler og i lejer og med sådan en kraft, at målmændene sjældent når at læse skuddet, før de må vikle bolden ud af nettet. Han har evnen til at score mange mål, spektakulære mål, og endnu vigtigere: de afgørende mål.
”I de situationer søger jeg bolden. Jeg tænker ikke, at hvis jeg brænder nu, så taber vi eller ryger ud. Jeg tænker, at hvis jeg scorer nu, så vinder vi eller går videre, og det er nok twistet på det. For tænker man: ’Åh, nu mangler der 15 sekunder, og det står lige, hvad sker der, hvis jeg brænder?’, så brænder man. Tænker man for meget, så taber man lige det splitsekund og mister sit momentum. Jeg har altid fået at vide: ’Hvis du er fri, så skyd.’ Hvis du ser NBA, så er det ofte i fjerde quarter, de bedste basketballspillere træder i karakter. Det kan du se i statistikkerne. Så skyder de eller laver de vigtige afleveringer. De kan spille en halvsløj kamp og så pludselig klikke ind. Det kender jeg også fra mig selv,” siger Mikkel Hansen nogle dage senere i Københavns Indre By, hvor han bor og færdes hjemmevant blandt cafeer og modebutikker.
Kækt klædt i cap, lyseblå skjorte knappet helt op i halsen over de brede skuldre, opsmøgede chinos og slidte sneakers i størrelse 46 hviler hans 196 cm og næsten 100 kg i en tilbagelænet selvsikkerhed uden fare for at blive til selvforherligelse. Han griner og fortæller om dengang, han spillede i Barcelona, og håret var blevet ret langt, uden at han selv havde tænkt nærmere over det. Men en dag, da han kom til træning, havde holdkammeraterne klistret et billede op på hans skab af den stærkt behårede menneskeabe Chewbacca fra Star Wars-filmene. ”Han er meget afslappet, og han bruger ordet at chille meget,” fortæller holdkammeraten fra Barcelona og nu AG København, Joachim Boldsen. ”Som alle andre bliver han også påvirket på banen, men det er en fordel for ham, at han tager tingene, som de kommer. Han ved, hvad han kan. Du ser ham sjældent stresse på banen. Ofte har han den der coolness over sig, og det er især det, der er vigtigt i de afgørende situationer.”
MIKKEL HANSENS UDSTRÅLING gør, at han til tider kan virke fraværende. Når han spiller foran 10.000 tilskuere, kan han ligne en, der fjern i blikket er på rejse i sit eget univers. Han kan virke overlegen, når han, som han gjorde i kampen mod Serbien ved VM, får kommentatorerne til at brøle balstyrisk over et drøn med underhånden, men selv ser ud, som var det ikke noget særligt, og for øvrigt også er løbet hjem uden megen mimik ved de ni foregående, flotte mål. Og han kan virke distanceret, når tv-reporteren lige efter kampen forgæves forsøger at få store følelser frem i en spiller, der ser ud, som om han bare hurtigst muligt vil i omklædningsrummet.
Det sidste skyldes nok, at Mikkel Hansen ikke selv søger opmærksomheden uden for banen. Hans lejlighed er lukket land, han vil aldrig stille op til fx danseshows eller kendismiddage på tv, og han skal stadig vænne sig til, at flere og flere vender sig om på gaden. På godt og ondt. Som de halvfulde fyre, der akkurat højt nok til, han kunne høre det, engang hvislede ”homo”, da han gik forbi dem, men ikke havde modet til at sige det ansigt til ansigt. Det kan stadig irritere ham, for han spekulerer over den slags, hvordan han selv opfører sig, og hvorfor andre har behov for at være sådan, og han undrer sig over de gange, hvor piger har gjort sig til, når han en sjælden gang er i byen, men stensikkert aldrig ville være kommet hen til ham, hvis han bare havde været Mikkel Hansen og ikke ham håndboldstjernen. Det giver han ikke en skid for, som han siger. Ligesom han har det svært med alle de der reality-hungrende ’se mig’-egoer, der vil være kendte uden at kunne andet end at skabe sig og vende vrangen ud for åben skærm.
Men Mikkel Hansen er hverken overlegen eller distanceret. Og selv om han for det meste ser uimponeret og afslappet ud, så er han bare sådan – en tidstype i den urbant hippe del af hans generation, som også hans tøjstil er det. Lidt løst og slapt, men alligevel så nøje valgt, præcist i detaljen og skarpt sat sammen, båret med en attitude af ukuelighed.
Men der er fuld fokus og koncentration, når fingrene har været i bøtten med harpiks. Og han er sin egen værste kritiker.
”Jeg lægger mere pres på mig selv, end andre gør. Jeg er ligeglad med, hvis der bliver skrevet, at jeg har spillet dårligt. Det, der betyder noget, er, om vi vinder. Der er ikke noget, der hedder ’tab og vind med samme sind’ for mig. Det må være en, der har tabt mange gange, der har fundet på det. Det er jo latterligt,” siger han.
November 2008. Mikkel Hansen til træning på Barcelonas hjemmebane.
MÅSKE ER DET den indstilling, der har været med til at booste interessen for dansk herrehåndbold de senere år. Tv-seertallet ved VM i januar nåede under den dansk-franske finale op på 3.127.000. Det er det højeste seertal nogensinde til en sportsbegivenhed på dansk tv og dermed højere end både seertallet til VM-finalen i fodbold og til EM-fodboldfinalen i 1992, da Danmark vandt guld. Og på klubplan fik AG København samlet 36.650 tilskuere i Parken, da holdet i seneste sæson vandt DM. Et tilskuerantal, der var intet mindre end verdensrekord.
Ifølge Politikens mangeårige sportsjournalist Rasmus Bech, som bl.a. har skrevet bogen ’Kasper Hvidt – Under himlen midt i målet’, er håndbolden blevet professionaliseret og har fået et kommercielt showbiz-præg med større haller og et drej på underholdningsknappen, der har gjort sporten mere mondæn og givet den bredere appel end dens tidligere skævvredne image af at være noget, som mest hørte til ovre i det mørke Jylland. Hvad angår landsholdet, kunne 80’ernes ’bolsjedrenge’ også lægge gaderne halvøde og trække forsider i formiddagsaviserne, når det gik godt ved slutrunderne, men de seneste otte års mange medaljer, startende med EM-bronze i 2002 og sportsligt kulminerende med EM-guldet i 2008, har været lig med klart større popularitet og bevågenhed end tidligere.
”Op gennem 90’erne havde Ulrik Wilbek enorm succes på kvindesiden, mens mændene var nede i en bølgedal. Men efter årtusindskiftet kommer der en generation af vindertyper som blandt andre Kasper Hvidt og Joachim Boldsen. Det er kraftige og ligefremme personligheder, der leverer varen på banen og er godt båret af TV 2, som var til stede, hver gang de to mennesker klædte om til korte shorts. Der blev skabt mediedarlings med bredt bryst og store smil, og man kom tæt på dem, som man også er på banen, hvor der er voldsomt meget atmosfære. Det stod i kontrast til det mere glatbarberede fodboldmiljø med talende attachémapper, der sagde det samme som træneren og omtalte sig selv med et anonymiserende ’man’. Håndbold har slået sig fast som topunderholdning på et mere intenst niveau end en fodboldslutrunde, ikke mindst fordi de næsten spiller hver dag, og seerne knap nok har fået en VM-kamp ud af kroppen, før der venter en ny. Som tv-sport er man tæt på under kampene, og der er voldsomt meget atmosfære. Det er uforudsigeligt tv-teater, når det er allerbedst. Netop nu er det mandlige håndboldlandshold Danmarks kække drenge. Det har slået an. Men hvor længe det kan gå, afhænger af resultaterne og personlighederne. Af, hvem der skal bære det videre,” siger Rasmus Bech.
