Louann Brizendine havde planlagt det hele. Hendes førstefødte søn skulle opdrages til at være i kontakt med sin bløde side, og hvis han en dag ønskede at danse ballet frem for at spille rugby, skulle han have lov til det. Hun forestillede sig, at fremtidige svigerdøtre ville takke hende for at have opdraget en følelsesmæssigt kompetent mand, der virkelig forstod kvinder. Derfor var det helt naturligt, at den tre-årige knægt skulle have en Barbiedukke i julegave. Han flåede ivrigt gavepapiret op, kiggede en stund på den velschwungne dukke, greb hende om livet og begyndte så at svinge hendes ben i luften som et sværd, mens han nedkæmpede imaginære fjender. Da indså Louann Brizendine, at slaget var tabt.
Først årtier senere fandt moderen og bestsellerforfatteren bag ’The Female Brain’ ud af, at hendes søns hjerne til en vis grad var forprogrammeret til at ville lege røvere og soldater frem for at invitere dukkerne til teselskab – og at disse forskelle går igen livet igennem.
”Både mænd og kvinder har det med at misforstå de biologiske og sociale instinkter, der styrer det modsatte køn,” siger Loann Brizendine.
Gennem sit arbejde som neuropsykiater på University of California, San Francisco, har hun 25 års erfaring med at se på kvindehjernen, men i sin seneste populærvidenskabelige bog, ’The Male Brain’, er det mandehjernen, hun sætter under lup. Og selv om menneskehjernen i det store og hele er den samme uanset køn, afviger mænds hjerner alligevel fundamentalt fra kvinders på en række genetiske, hormonale og strukturelle måder, der trækker os imod en bestemt mandeadfærd. Så når en lækker kvinde fx vrikker sig gennem vores synsfelt, modarbejder biologien vores gode opdragelse – om det gjaldt vores liv, ville vi dårligt kunne undlade at kigge. Når mænd ofte tildeles rollen som sexfikserede, konkurrenceelskende, aggressive hulemænd, ligger der en neurologisk forklaring bag, men faktisk er vores hjerne også programmeret til at være en god far og et mere følsomt gemyt, efterhånden som tindingerne grånes, og ryggen rundes. Så hvor stor en del af stereotyperne er biologisk bestemt?
MÆND TANKER deres hjerne med en anden benzin, end kvinder gør. Hvor hormoner som østrogen, progesteron og oxytocin trækker hunkønsvæsner imod en bestemt kvindeadfærd, er det hos mænd testosteron, vasopressin og anti-müllerian hormon (AMH), der gør os til hankøn.
Allerede otte uger efter undfangelsen tager den lille gut sine første skridt mod manddommen. Her begynder testiklerne nemlig at pumpe store mængder testosteron ud. Ifølge ’The Male Brain’ marinerer det mandlige kønshormon hjernen og får nogle områder til at vokse, mens AMH samtidig får de feminine sider af hjernen til at svinde ind. Et hold forskere på Harvard University lavede et forsøg med mus, som de avlede til ikke at producere AMH, og det viste sig, at hannerne ikke længere udviklede den maskuline adfærd, der normalt gjorde dem mere udfarende og risikovillige.
Testosteron får også musklerne til at vokse sig større hos drenge det første år og forbereder dem på mere voldsom leg, der ruster drenge til at søge fysisk og social dominans. Mens de tumler rundt, udskilles hormonet dopamin, der giver en form for neurokemisk rus – hjernen ser ganske enkelt dopamin som en belønning og vil have mere.
Men det er i puberteten, at manddommen virkelig begynder at indprentes. Kroppen trækkes i alle mulige retninger, men også hjernen ændres. Den overstrømmes med 20 gange mere testosteron, der er designet til at gøre drenge til mænd og maskuliniserer vores tanker og adfærd. Louanne Brizendine forklarer, at hvis testosteron var øl, ville en niårig indtage et par deciliter om dagen, mens en 15-årig ville bælle syv en halv liter dagligt. Det er også her, et nyt operativsystem installeres på vores indre harddisk, et system, der gør os tilbøjelige til at vælge YouPorn frem for dansk stil. Hjernens sexcenter vokser sig nemlig 2,5 gange større end hos piger og får sex-tankerne til konstant at flimre i baggrunden af det visuelle kortex i disse år. Det får os til at tænde på kvindekroppens timeglasfigur med brede hofter, store bryster og flad mave, der er et forhistorisk tegn på frugtbarhed.
Men hjernen begynder også at boble med aggression. Vasopressin banker rundt i kroppen og får os til at blive mere territoriale og fysisk aggressive for at forberede os til at kæmpe os mod toppen af hierarkiet. I teenageårene begynder drenge rent faktisk at opfatte ansigter som mere fjendtlige. Ved at give en række forsøgspersoner en næsespray med vasopressin fandt forskere fra Bowdoin College i Maine ud af, at piger opfattede neutralt udseende ansigter mere venligt end teenagedrenge, der ofte så ansigterne som decideret fjendtlige. Samtidig bliver drenge mere konkurrenceivrige, og en sejr i en vigtig fodboldkamp udløser mere testosteron end et nederlag, hvilket gør hjernen høj og får den til at hungre efter mere.
Teenageårene er også hjemsted for livets uforglemmelige dumdristigheder. Det præfrontale kortex, der er hjernens bremseklodser, som omhyggeligt tænker tingene igennem og afvejer risici, inden vi kaster os ned ad en bakke i en indkøbsvogn med en flaske Johnnie Walker i hånden, er nemlig ikke fuldt modnet i unge mænd, før de er i starten af tyverne. Med andre ord giver hjernen den gas, men har svigtende bremser. Den gode nyhed er, at det ændrer sig, hvis vi altså når så langt.
