Jakob Urth er vendt hjem fra Tibet efter som eneste dansker at have stået på toppen af den 8.027 meter høje Shishapangma-tinde. Han bruger hverken ilt, fixreb eller hjælp fra sherpaer – kun mental styrke og rå muskelkraft. Vi har snakket med bjergbestigeren med de store ambitioner.
Skal man være gjort af et særligt stof for at være seriøs bjergbestiger?
”Det tror jeg. Men i bund og grund handler det om at ville det og ikke se på for mange statistikker – fx er det kun er 2-5 %, der når toppen af otte kilometers bjergene. Mit mantra er all in eller bliv hjemme. Man skal virkelig ville det – også på grund af økonomien i det. Det er jo ikke som i en sportsklub, hvor man betaler kontingent og så er der fri afbenyttelse.
Men der er også alle forberedelserne, og sådan noget som at nørkle med vejrudsigter er en stor del af det, fordi der er et meget lille ’vejr-vindue’ til at bestige meget høje bjerge. Det kræver også noget held. Du kan aldrig regne med, at tingene går, som du har planlagt.”
Hvad har fået dig til at dyrke bjergbestigning på det niveau?
”Det er underligt, når man kommer fra flade Danmark. Det startede som ung med friluftsliv, der eskalerede til at blive en livsstil. Når først man har fået smag for at være i fjeldet og de mindre bjerge, bider det sig fast. Jeg var 17 år, da jeg første gang nåede toppen af Mont Blanc. Det var ved at koste mig og min kammerat livet. Vi gjorde det helt uden erfaring overhovedet. Bagefter måtte jeg gøre op: Skal jeg stoppe her eller skal jeg se at få noget mere erfaring. Jeg valgte det sidste.”
Shishapangma i storm set fra basecamp.
Hvorfor bruger du ingen hjælpemidler?
”Det er en ærlig måde at gøre det på. Jeg ved, at jeg kan bestige alle bjerge med hjælpemidler. Jeg har mødt masser af utrænede 60- og 70-årige, som har besteget Mount Everest med hjælp fra iltmasker og sherpaer. Så går sporten lidt af det. Det gør det ikke så meget, at det ikke lykkes – det vigtigste er, at man har givet det alt, at se, hvor langt man egentlig kan drive det. Bjergbestigning er jo rendyrket egoisme. Man sætter alt ind på at komme øverst op og sige ’se mig’.”
Bliver du aldrig bange?
”Jo, for helvede. Der er mange gange, hvor jeg tænker: 'hvad pokker er det, jeg har gang i her?' Det er længe siden, jeg har været bange for at falde ned og dø. Det er mere angst for ikke at gennemføre eller få forfrysninger og komme alvorligt til skade. Når man er i det, kører man bare på. Jeg har en hemmelig bog inden i hovedet, hvor jeg lagrer de gode og de dårlige oplevelser, og der står måske 90 % godt og 10 % dårligt. Så længe de gode oplevelser fylder langt mest, fortsætter jeg.”
Hvad er den farligste situation, du har stået i?
”Måske sidste år på nabobjerget til Mount Everest. Pludselig kunne man høre isflager og sten vælte ned. Jeg blev ramt på hjelmen og besvimede halvvejs, mens jeg hang i rebet. En koreansk klatrer, som vi forsøgte at redde, omkom. Det var tæt på. Hvis jeg havde kigget op, var jeg død på stedet.
Jeg har oplevet flere kammerater og medklatrere rundt om i verden, som man snakker med den ene dag og næste dag er de døde. Det gør sgu ondt. Det er bagsiden ved at klatre på det her niveau. Men jeg har valgt at leve sådan her. Der er bestemt nogle tunge overvejelser undervejs, men jeg er 37 år og gør det ikke med hovedet under armen.”
Afgang mod et forsøg på at komme til toppen.
Hvordan føles det at stå i 8 kilometers højde?
”Det var ikke en specielt fed følelse denne gang, jeg var udmattet fysisk og mentalt. Det havde været en tung opstigning med dårligt vejr. På toppen var der decideret snestorm og 40-50 minusgrader. Så selv om det var overvældende og fantastisk endelig at stå der, tænkte jeg meget hurtigt på at komme ned igen.
Andre gange er det en ekstase – en ultimativ lykke – at nå op. Det betyder noget at gennemføre. Nogen bjergbestigere siger, at det ikke er vigtigt – at det er vejen derhen, det drejer sig om. Men det er løgn. Det er sgu bedst at gennemføre”.
Hvad er det mærkeligste, du har oplevet?
”Der var måske engang i Argentina, hvor der var storm og sne så kraftig, at man var nødt til at sidde inde og holde fast i teltet. Det første døgn kan man godt holde sig, men vi lå der i 3-4 døgn, så til sidst måtte vi tisse og skide i gryderne, som skulle bruges til at lave mad på. Hvis vi gik ud af teltet, ville vi blæse omkuld.”
Hvad er dit ultimative mål?
”Der er flere, men det ultimative er at bestige alle 14 af verdens 8.000 meter-bjerge. Jeg har tre i bæltet, så der er et stykke endnu.”
___________
Fire ting Jakob Urth altid har med i oppakningen
- En iPod proppet med dødsmetal – ”det slår hjernen helt ud, hvis det er snestorm uden for teltet”.
- Kaffe – ”jeg er stor fan af god kaffe, så jeg har en lille hård boks med kvalitetskaffe, som jeg værner om undervejs”.
- Chokolade – ”en god belønning – jeg elsker kvalitetschokolade.”
- En lille rulle med bedeflag – ”dem sætter jeg på toppen af bjerget for at vise respekt. En gestus og en tak for, at jeg må være er. Jeg bruger det over hele verden – ikke kun i Himalaya.”
___________
Jakob Urth arbejder til daglig som trekking-, ski- og bjergbestigerguide. Er selv ude og klatre ca. tre måneder hvert år. Udover Jakob Urth har kun to andre danskere besteget tre såkaldte 8.000-meter bjerge, der er over 8 km høje. Jakob Urth er den eneste, der har nået de tre toppe uden brug af hjælpemidler.
Læs Jakob Urths dagbog under sin seneste ekspedition her.
FACEBOOK Bliv ven med Euroman
