Hvad stiller man op, når man bliver udskreget til den næste store tennisstjerne, og hvad stiller man op, når man på bagkanten af karrieren må indse, at det ikke gik som håbet?

I 1999 var Kristian Pless verdens bedste juniorspiller i tennis. Han vandt juniorernes Australian Open, lå nummer et på verdensranglisten, og igen troede man i Danmark på, at nu skulle det være. Nu skulle vi have en tennisspiller helt derop, hvor svenskerne, tyskerne og amerikanerne havde regeret så længe. Men der var noget, der ikke spillede for Pless. Der var skader, uforklarlige formdyk og mentale nedture. Oven i dobbeltfejl og skuffelser fik han endda raget et image til sig som en utilnærmelig og selvoptaget spiller, der kunne finde på at melde fra til landsholdet eller den største danske turnering Copenhagen Open.

I det nye nummer af Euroman ser den nu 32-årige Kristian Pless tilbage på en barndom og ungdom fuldstændigt domineret af tennis – og store forhåbninger, der aldrig helt blev indfriet. Det blev ’kun’ til en placering som nummer 65 på verdensranglisten. Der var selvfølgelig lyspunkter, som Pless også fortæller om. Der var kampen mod Pete Sampras foran 23.000 tilskuere i US Open, hvor han følte sig levende som spiller og menneske. Omvendt er han også befriende ærlig omkring Playstation-umodne tennisspillere, negative avisforsider, evindelige smerter og skader, og ikke mindst de resultatmæssigt frie fald, han kom ud for flere gange i karrieren:

”Jeg siger til mig selv, at jeg skal være stolt af det, jeg har nået. Men det er nok mere det andet: at jeg måske ikke fik det, jeg kunne, ud af min karriere.”

Læs i det nye Euroman hvordan Pless håndterer dén djævel på skulderen, og hvad han fylder sit liv med i dag, hvor tennissporten kun er en biting.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman