I Swansea har Michael Laudrup endelig fundet sig til rette som træner for en udenlandsk klub efter problemer både i Getafe, Spartak Moskva og Mallorca. Jonas Nyrup er en af forfatterne til en ny bog om Laudrups trænerkarriere. Vi har stillet ham et par spørgsmål om Laudrup.

Hvorfor har Michael Laudrup oplevet problemer som træner i så mange klubber?

”Det fylder meget, når en klub ansætter Michael Laudrup, så uden at ville det, kan han komme til at skygge for andre, der er vant til at være konge i klubben, fx en sportsdirektør. Laudrup bliver hurtigt større end klubben, fordi han er den han er.
Der er også nogle kritikere, der mener, at han ikke er klar nok omkring sine forventninger til indflydelse. Fx i Getafe var han efter et år træt af, at klubben solgte de bedste spillere, men det er det den klub lever af. Og de lader ikke træneren bestemme over spillerhandler. Så enten var han ikke opmærksom på det ved tiltrædelsen, eller også forsøgte han at ændre præmisserne undervejs.”
 
Hvordan er han som træner?

”Han er ikke en der skælder ud. Hans assistenttræner på Mallorca Miguel Ángel Nadal (Laudrups tidligere holdkammerat i Barcelona, red.) fortalte os om en kamp mellem Mallorca og Hércules. Det var en modstander, der kun havde en teoretisk chance for at undgå nedrykning, og Mallorca kunne redde sig definitivt ud af bundstriden. Alligevel var Mallorca bagud 0-2 ved pausen, og der kunne man forestille sig, at mange trænere ville gå amok, men Laudrup sagde bare, at de skulle tage det roligt og spille frit. Kampen endte 2-2. Nogle kritiserer ham på den baggrund for at være for blød. Andre roser ham af samme årsag for at være god til at få glæden frem i spillerne, så nogle af hans egenskaber udlægges både som en styrke og en svaghed.”

Hvordan har du oplevet dine møder med ham på Mallorca?

”Når man møder Michael Laudrup, er han meget som man forestiller sig. Meget diplomatisk og flink. Han siger næsten aldrig ’det vil jeg ikke tale om’. Han glider af på spørgsmålet i stedet for. Han er meget professionel i sin håndtering af medierne. Da det gik dårligt på Mallorca, var det helt utroligt som han kunne holde masken. Senere gik det op for os, at han slog nogle temaer an i det han sagde, selvom han ikke sagde det direkte. Fx at ’ham den nye angriber er da udmærket, men jeg var ikke inde over handlen’. Det han i virkeligheden sagde var ’sportsdirektøren har købt en spiller, jeg ikke ønskede’. Til sidst var der tegn på, at han ikke var glad. Normalt når han samlede boldene sammen efter træningen foregik det ved, at han elegant vippede, nærmest telepaterede, dem op i et net. Næsten som man så ham, da han var bedst som spiller. Men mod slutningen af hans tid i klubben, så han mindre magisk ud, når han samlede boldene. Han tjattede til dem.”

Hvad er hans ambitioner som træner?

”Mange taler om, at målet må være at komme til Barcelona eller Real Madrid. Selv siger han, at han ikke har nogen karriereplan. At han ikke vil planlægge efter at få job i en klub, hvor man risikerer at blive fyret meget hurtigt. Han vil hellere planlægge efter, hvor han finder den rigtige udfordring. Han er blevet klogere omkring valg af arbejdspladser, men jeg kan ikke forestille mig, at han ville sige nej til Real Madrid eller Barcelona. Og meget tyder på, at han nok skal få tilbuddet en dag.”

Og landstrænerjobbet?

”Han har sagt nej, og Jim Stjerne Hansen (DBU’s generalsektretær, red.) siger, at DBU nok må vente med strategisk tålmodighed et pænt stykke tid endnu, for når en træner har den alder, Michael har, så vil han gerne arbejde med spillerne hver dag. Men DBU vurderer også, at når han har prøvet karrieren som klubtræner fuldt ud, kan det godt være, at han vil synes, at landstrænerjobbet er ideelt. Sådan gik jo også med Morten Olsen.”

’Michael Laudrup – en gentleman i nye klæder’ af Jonas Nyrup og Niels Pedersen udkommer 30. oktober på Bogkompagniet.



LÆS OGSÅ Morten Olsens eftermæle på spil

FACEBOOK Bliv ven med Euroman