'
Det danske landshold spiller minigolf ved EM i 92

Den danske triumf i 1992

EM 92-guldvinderne sprang splitternøgne i poolen og festede igennem, efter de havde kvalificeret sig til semifinalen

For 25 år siden forandrede Danmark sig og gennemlevede sin egen ’summer of love’. Christian Boisen har skrevet en bog om den fantastiske tid, og hvor afslappet det danske landshold faktisk levede.

I disse uger er det 25 år siden, Danmark vandt EM. Alle, der er gamle nok til at kunne huske sommeren 1992, har vores egen private mytologi, en lille film, vi vil huske til og med plejehjemmet.

Filmen har evigt happy-filter på og handler om den surrealistiske ’Summer of Love’, hvor vi var høje på tre måneders non-stop bragende solskin fra en turkis himmel, dansk nej til unionen ved folkeafstemningen om Maastricht-aftalen og en ufattelig triumf i Sverige. Vi kan huske, hvor og med hvem vi så semifinale og finale. Nogle få kan også huske, hvordan de fejrede sejrene, og hvor de vågnede op.

Jeg kan huske, at jeg tog færgen fra Dragør til Linhamn og stod på Malmø Stadion til vores første kamp mod England, og jeg kan huske, hvor lidt vi troede på Danmarks chancer. Ingen regnede med den flok spillere, der havde taget samme færgeoverfart og indkvarteret sig på Ystad Saltsjöbad i de værelser, den netop udelukkede jugoslaviske landsholdstrup skulle have boet i.

På færgen var de 20 danske EM-spillere – over halvdelen med mange Superliga-kilometer i benene fra sidste spillerunde to dage før - iklædt start-90’er-spraglede træningsdragter, overskæg og langt nakkehår.

Et modent ægtepar kom hen til et par af spillerne og spurgte, sikkert på vegne af flere passagerer, hvad de unge mænd dog skulle, siden de alle sammen var klædt i fritidssæt. Ikke mange genkendte Richard Møller Nielsens kollektiv med de få stjerner og de mange arbejdsmænd.

To uger senere stod jeg og 150.000 andre danskere på Rådhuspladsen efter to timers søvn, da samme kollektiv kom hjem med pokalen, og vi troede nærmest stadig ikke på det.

Vi gik allesammen amok i en lykkerus, der varede hele sommeren, og endda, hævdede en stor videnskabelig undersøgelse offentliggjort i British Medical Journal i 2006, ændrede os som folk.

“I Danmark kan man korrekt hævde, at 2-0-sejren over Tyskland ved EM i 1992 i sidste ende satte danskerne i en sådan euforisk tilstand, at landet ikke har været det samme siden. Det kan forklare det høje niveau af livstilfredshed i Danmark i årene efter 1992.”

“Den danske fodboldtriumf i 1992 har haft en vedholdende indflydelse. Sejren har formentlig medvirket til det største løft af den danske psyke, siden den langvarige historie med danske nederlag begyndte i år 1066 i England, efterfulgt af tabene af Sverige, Norge, Nordtyskland,De Dansk-vestindiske Øer og Island.”

Vi rettede ryggen og blev glade og initiativrige, internationale og udadvendte.
Det var ikke kun os almindelige danskere, der forstod at feste. De danske EM-spillere gjorde det også selv.

 

Det danske landshold, der kun var med på et afbud i sidste øjeblik efter udelukkelsen af Jugoslavien, blev verdensberømte som klassiske underhunde af gammeltestamentlige dimensioner for mirakelsejrene over nogle af verdens stærkeste fodboldnationer, herunder Frankrig, de forsvarende europamestre Holland og de forsvarende tyske verdensmestre.

Lige så sagnomspunden blev danske spilleres afslappede opførsel uden for banen.

Mest kendt er vel spillertruppens besøg på McDonald’s uden for Gøteborg i dagene mellem sejren over Frankrig og semifinalen mod Holland. Også landstræner Richard Møller Nielsens aflysning af træningen inden kampen mod Frankrig i Malmø til fordel for en intern minigolfturnering er en del af heltekvadet. Den slags var ikke sket i Frankrig, Tyskland eller Hollands træningslejre.

Mindre omtalt - og mere imponerende på det mytologiske, det tilbagelænede og det præstationsmæssige parameter – er spillernes fejring af sejrene over Frankrig og Holland, lige midt i turneringen, som gør triumfen yderligere surrealistisk. Som om den ikke var psykedelisk nok i forvejen.

Under arbejdet med en nyudgivet bog om EM-triumfen, som jeg har skrevet her i foråret, opsøgte jeg af nysgerrighed et sted i mytologien om Sommeren 1992. Ystad Saltsjöbad, hvor den danske spillertrup boede i størstedelen af slutrunden, de første 10 dage, under de tre kampe i gruppespillet.

For nogle år siden var jeg for første gang på Nya Ullevi i Göteborg, hvor den karakteristisk hvælvede tribune omgivet af lysmasterne mod den lyse svenske sommerhimmel, giver et sug i maven. Det var her. 22. juni 1992. Danmark-Holland. 26. juni 1992. Danmark-Tyskland. Og det er stort.

Man kan huske Nya Ullevi fra semifinalen og finalen. Det særlige svenske midsommeraftenlys, som skinnede hele vejen ud gennem skærmen, da spillerne stod linet op til nationalsangene, og da Henrik Larsen, John Faxe Jensen og Kim Vilfort scorede og Kent Nielsen frelsende saksede bolden væk på målstregen lige foran Karl-Heinz Riedle. Jeg – og vi er mange – har set højdepunkterne fra de to kampe et trecifret antal gange. Og så dem igen i Kasper Barfoeds geniale film fra 2015 med Ulrich Thomsen som en genopstanden Richard Møller Nielsen.


Foto: Per Kjærbye

Ystad Saltsjöbad var med i filmen i en anden udgave. Det var ikke det rigtige hotel.

Spillernes præstationer uden for banen mellem kampene blev naturligvis ikke transmitteret i tv som superheltepræstationerne på Nya Ullevi og Malmø Stadion. Det, der foregik på hotellet om natten efter kampene, var strictly behind the scenes. What happens in Vegas, stays in … osv.

Jeg måtte se stedet selv. Og forestille mig det.

Det var jo her, party-crasherne fra Danmark rykkede ind og overtog de værelser, som det hjemsendte jugoslaviske landshold havde booket. Og så gik det løs.

Dengang var det gamle Ystad Saltsjöbad (120 år i år) det, som en ejendomsmægler fra Nordkysten ville kalde patineret. I dag er det et af Sveriges mest besøgte hoteller med spa og indendørs pool og gourmetrestaurant og beige feelgood-motiver lige til en Ralph Lauren-reklame. Her høres næsten kun danske stemmer.

Kæreste- og venindepar holder forkælelsesweekend i badekåber og checker ind på instagram i absolut behagelige omgivelser med rolig havudsigt og Bornholm 86,2 kilometer ude i Østersøen.

I 1992 var der også flest danske stemmer. De lød måske lidt mindre soft. Peter Schmeichels stemme gik bedst igennem. Så kom Flemming Povlsens og Brian Laudrups. De tre verdensklassespillere lå øverste i hierarkiet og kaldte skuddene i truppen. Der var ingen spa og ingen indendørs pool i Ystad. Spillerne delte værelser to og to og var ikke imponeret over standarden. Der var heller ingen badekåber.

Da indskiftede Lars Elstrup havde scoret det sensationelle sejrsmål, og Danmark havde besejret Frankrig 2-1 og dermed var kvalificeret til semifinalen mod Holland, kørte spillerbussen mod Ystad Saltsjöbad.

Richard Møller Nielsen viste nye sider af sig selv ved at synge for på frække fynske sange. Forinden havde han sagt til journalisterne på pressemødet efter kampen, at spillerne nok fik lov til at fejre resultatet med en enkelt øl til maden.

”Men fest. Nej, da. Det her er ramme alvor. Jeg begyndte at spekulere på den næste match, allerede da slutfløjtet lød. Og spillerne gør det fra i morgen tidlig. De er nemlig topprofessionelle med den helt rigtige indstilling.”

Da spillerne kom hjem til hotellet i Ystad, var der ganske rigtigt mad og en øl, mens højttaleranlægget spillede ”Olé, olé, olé, olé/We are the champions//We are the champions”. Lidt over midnat gik de gamle i seng. Spillerne fortsatte med at fejre semifinalepladsen ved den udendørs pool på hotellet.

Jeg spurgte receptionisten på Ystad Saltsjöbad, om det nu også er den samme pool, der ligger der i dag, som den EM-guldvinderne festede ved. Det bekræftede hun.


Foto: Per Kjærbye

Der verserer forskellige historier om spillerfesterne efter sejrene over Frankrig og Holland. Flemming Povlsen har fortalt, at det var sjovt i Sverige: ”Normalt skulle spillerne være i seng klokken 11. Det var vi også, men efter kampene mod Frankrig og Holland var det bare klokken 11 om formiddagen. (…) Richard gav spillerne fri, hvis vi havde lavet et stort stykke arbejde, og det system passer godt til den danske mentalitet. Til gengæld takkede vi for tilliden ved at vise, at vi var klar til næste kamp.”

Efter sejren over Frankrig hoppede halvdelen af spillerne splitternøgne og med forstærket promille i poolen på Ystad Saltsjöbad.

Der er en tilsvarende scene i filmen Sommeren ’92, som dog foregår i en indendørs pool – og ikke i Ystad.

Det siges desuden, at en kendt kvindelig dansk elitesportsudøver, der også var på Ystad Saltsjöbad, var med i poolen. Lige så naturligt påklædt som EM-heltene. Uanset hvad var det ikke kedeligt.

Festen fortsatte. Også efter sejren over Holland i den højdramatiske semifinale.
Brian Laudrup har fortalt, at han var gået lidt tidligere i seng end de andre, da han blev vækket et par timer senere ved nogle voldsomme trin på trapperne.

”Så hørte jeg én råbe: ’Gå nu ordentligt for helvede! Hvis du taber mig, så kommer jeg ikke til at spille før om tre måneder!’” Da Brian Laudrup åbnede værelsesdøren ud til gangen så han ”en to meter høj mand med en rød næse komme gående med Lars Olsen i favnen.” Anføreren var blev skadet mod hollænderne, så Peter Schmeichel slæbte rundt med ham i favnen. Ved synet af sine to holdkammerater, har Laudrup fortalt, at han tænkte: ”Hold kæft, vi skal spille finale om tre dage”.

Brian Laudrup beretter endvidere om, at en gruppe af spillerne sad og spillede klaver i hotellets foyer. ”Richard (Møller Nielsen, landstræner, red.) gik i seng med ordene: ’Drenge, I går i seng om lidt.’ ’Ja’, sagde de. Og da Richard kom ned til morgenmaden næste morgen sad der nogle endnu!”

Når man tænker på, at disse work hard-play hard-udlevende spillere havde været i 120 minutters totalkrig mod Holland og mange af dem måtte stille op med skader i finalen mod Tyskland fire dage efter, bliver de danske EM-guldvinderes præstation endnu mere bibelsk.

Langt ude. Urealistisk og utroværdigt. For meget.

Men sådan var det bare. Alt kunne lade sig gøre i Sommeren 1992. Alt.
Og for at slutte ringen kommer alle EM-guldvinderne fra 1992 tilbage til Ystad i denne måned for at fejre sølvbrylluppet for den euforiske, usandsynlige Summer of Loooooove.
(Husk badetøj.)

Ystad Saltsjöbad 

Christian Mohr Boisen: Triumfen. Lindhardt og Ringhof. Netop udkommet.

 LÆS OGSÅ: Jakob Fuglsang: Touren kommer før min datters fødsel

LÆS OGSÅ: Arsenal-legenden Tony Adams taler ud om sin nedtur og alkoholproblemer i ny bog

LÆS OGSÅ: En runde golf om ugen kan forlænge din levetid med op til fem år

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok