banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER

Det rådne FIFA: Guldbarrer, elskerinder og hemmelige konti

Ny bog fortæller historien om, hvordan Blatters forgænger indførte korruptionen i verdensfodboldforbundet.

Fredag bliver det afgjort, hvem der skal overtage præsidentposten i FIFA.

Favoritten hos bookmakerne er den bahrainske sheik Salman Bin Ebrahim Al Khalifa, der står i spidsen for det asiatiske fodboldforbund og desuden kan regne med det meste af Afrikas støtte. Sheiken anklages af flere menneskerettighedsorganisationer for i sit hjemland at have udpeget systemkritiske sportsfolk, som blev udsat for tortur i landets fængsler, i forbindelse med demonstrationer under det arabiske forår i 2011.

Den anden førende kandidat er schweizeren Gianni Infantino, der har det europæiske fodboldforbund UEFA bag sig og går for at være en af de mere troværdige kandidater i forhold til at gøre op med organisationens tilsølede image. Dog har Infantino været en del af FIFA-familien i femten år, hvilket får nogle til at betvivle hans reformvenlighed. 

Journalist Andrew Jennings er en af dem, der mest vedholdende har boret i og udstillet korruptionen i FIFA. I mandags udkom hans bog 'FIFA-BANDEN - Afsløring af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden'.

Euroman.dk ville gerne have talt med briten, der blandt andet har hjulpet FBI med oplysninger i sagen, der førte til anholdelsen af syv FIFA-embedsmænd og indirekte ledte til Sepp Blatters og Michel Platinis karantæne fra verdensfodbolden. Men Jennings er alvorligt syg efter en hjerneblødning i efteråret, og det har ikke kunnet lade sig gøre. 

Forleden lykkedes det dog Ekstra Bladet at komme i kontakt med Jennings i et interview om det forestående præsidentvalg:

"Det hele er falsk. Det er en joke. Kandidaterne er forfærdelige, og jeg kan næsten ikke få mig selv til at nævne deres navne. Men jeg håber, at sheiken vinder, for det vil for alvor vise, hvor råddent det hele er. De kan ikke genopbygge noget som helst."

Her følger et uddrag af Jennings' bog, der fortæller, hvordan traditionen for råddenskab blev indstiftet i FIFA af brasilianeren João Havelange, der sad som præsident fra 1974 til 1998:

Under VM i Frankrig 1998. Havelange er nummer to fra højre.

---------------------------------------------------------------------------

Havelanges gyldne dokumentmappe

- Hvorfor er den så tung, når han forlader Zürich?

Lufthavnen i Zürich på et hvilket som helst tidspunkt mellem 1974 og 1998: 
Chaufføren Rudi havde den enkle opgave at hente FIFA’s præsident i lufthavnen, når hans fly ankom fra Paris. Havelange elskede at blive et par dage i Paris på sin vej fra Rio. Rudi lagde sin chefs bagage ind i den fornemme limousine og satte den lille dokumentmappe af aluminium i den ene side. Den var let som en fjer. Når Havelange senere forlod Zürich, var det en helt anden sag. Så var Rudi nødt til at bruge begge hænder for overhovedet at få bakset dokumentmappen op i bilens bagagerum. Når præsidenten ankom til FIFA’s gamle kontorer i Sonnenbergog åbnede sin mappe, trillede der måske 20 grønne vakuumforseglede pakker med pulverkaffe ud. Gaver til de ansatte. 

“Den smagte rædselsfuldt,” husker en FIFA-official.

“Det var ikke det, du forventede fra Brasilien.” 

Når mappen var tom, kørte Rudi Havelange til en af de førende guldhandlere i Zürich. Der var han kendt som “en særdeles god kunde”, for hver eneste gang han rejste fra Rio til Zürich, kørte Rudi ham en tur, så han kunne få fyldt sin mappe med guldbarrer.

“I gennemsnit brugte Havelange op mod 30.000 dollars pr.gang,” husker en af de ansatte.
Hvor kom pengene fra? Ingen vidste det med sikkerhed – men Havelange havde altid rigeligt med store bundter af pengesedler at række over disken hos guldhandlerne. Købte han guldet på vegne af sine gangstervenner i Rio? Eller hvidvaskede han den returkommission, han trak ud af Schweiz som tak for at have sikret sine venner lukrative VM-kontrakter?

Den lille aluminiumsdokumentmappe var mindst fem gange om året i Zürich med FIFA-præsidenten. Og hver gang vendte den hjem igen fuld af guldbarrer. Hvordan smuglede Havelange adskillige kilo guld ind i Brasilien? Det var let! Han havde diplomatpas, og hans bagage blev aldrig undersøgt. Hans underordnede, Sepp Blatter, var en mand, der nidkært fulgte med i selv den mindste detalje. Han må have set det hele. Men han valgte at holde sin mund lukket, mens han opmærksomt sugede til sig af de kriminelle metoder. En af Havelanges store meritter var at skjule sine kriminelle aktiviteter bag det aristokratiske image som hårdfør, men generøs gentleman. 

Det opdagede jeg ved selvsyn til FIFA’s kongres i Seoul i 2002. På det tidspunkt var Havelange ærespræsident. På præsidentposten var han blevet erstattet af sin ambitiøse kuffertbærer Sepp Blatter, en ussel bureaukrat,som ikke var i nærheden af at have Havelanges klasse. Jeg forsøgte at få et godt foto af Havelange, da han var på vej op på scenen i kongressalen. Han så mig, stoppede halvvejs oppe ad trinene, indtog en alfaderlig positur som en karismatisk erhvervsleder og gav mig tid til at tage et par billeder. 

Havelange havde tæmmet journalister i både Brasilien og Europa. De skrev en fabel om, at FIFA’s rigdomme skyldtes Havelanges fantastiske forretningstalent. Det havde intet på sig. Havelange var heldig at overtage roret i international fodbold, netop som tv og sponsorer var parat til at betale hastigt voksende beløb til fodboldofficials som Havelange selv – folk, som i det skjulte privatiserede og udbyttede folkets spil. 

Sandheden er, at en ærlig og redelig FIFA-præsident kunne have fået langt bedre aftaler ved at koncentrere sig om det forretningsmæssige. Havelange prioriterede i stedet bestikkelse og returkommission. Frem for at gøre spillet rigere gjorde han sig selv rigere. Horst Dassler og hans folk i marketingfirmaetInternational Sport and Leisure (ISL) fik for alvor millionerne til at rulle kloden rundt. Hvor må de have grinet bag Havelanges ryg. Deres kunder ville have betalt meget mere, hvis Havelange havde ført reelle forhandlinger om prisen på sit fantastiske produkt. I stedet forærede han det hele væk for at få sin returkommission.


Havelange og Blatter arm i arm.

Tilsvarende uærligt var det, når Havelange fremstillede sig selv i offentligheden som en god familiefar. 

“Jeg havde i 1946 den store lykke at kunne gifte mig med Anna Maria Hermanny-Havelange, og vores ægteskab har indtil videre varet i 52 år,” udtalte han i 1998. 

“Vi har en datter, Lúcia, og hun har velsignet os med tre børnebørn, Ricardo, Joana og Roberto, som er vores store glæde og vores håb for fremtiden.”

Det er utroværdigt. Han var så ligeglad med sin datter Lúcia, at han tillod hende at gifte sig med den slimede Teixeira (tidligere præsident for det brasilianske fodboldforbund, red.), som – da han blev midaldrende – droppede hende til fordel for den langt yngre Anna.

Havelange viste sin verdensklasse i vandet og blev hyldet for sine olympiske resultater i svømning og vandpolo, både i 1936 og i 1952. Han var fast besluttet på at gøre det lige så godt på lagenerne. I FIFA-sammenhænge har Havelange altid spillet rollen som manden, der ærede sin elskede hustru, Anna Maria, men hver eneste official kendte udmærket hemmelighederne om hans utroskab. En af hans mest mindeværdige elskerinder i FIFA var en smuk, høj kvinde – lad os kalde hende frøken Lækker.

På et tidspunkt fik hun øje på præsidenten, da han var på besøg fra Rio, og de indledte en affære, som kom til at vare i fem år. Frøken Lækker blev installeret i en luksuslejlighed i Zürichs mest elegante forstad, Zürichberg, indrettet med de allerdyreste møbler. Det regnede ned over hende med gaver af det pureste guld. Havelange tilbragte ikke så megen tid i Zürich, og frøken Lækker kedede sig og indledte et forhold til en mellemleder fra FIFA. De gjorde ikke så meget for at skjule deres hyrdetimer,og snart kendte alle i hele FIFA-bygningen til dem. 

En anden af præsidentens funktionærer blev misundelig og skrev et anonymt brev til frøken Lækkers nye elskers hustru. Det begyndte at udvikle sig til en farce.

I 1985 var FIFA’s topfigurer på turné i Sovjetunionen, hvorde begyndte i Moskva. Havelange havde to gæster med: en brasiliansk væddeløbshesteejer – en gammel ven og allieret fra Rio – og Abilio d’Almeida, et brasiliansk medlem af FIFA’s magtfulde, 24 mand store eksekutivkomité. De var tilsyneladende blevet briefet af misundelige officials i Zürich og fortalte nu præsidenten, at han ikke var den eneste lagenatlet,som disponerede over frøken Lækker.

Turen gik videre til Aserbajdsjan, hvor værterne i Baku havde planlagt en overdådig aften med mad og underholdning. Havelange fremstod deprimeret, og efter få minutter rejste han sig, gav signal til sin brasilianske entourage om at følge med og spadserede ud af lokalet. Aftenen var ødelagt,værterne var mundlamme, og hele showet blev aflyst. Snart vidste de FIFA-ansatte, at Havelange var blevet tippet om, at frøken Lækker slap djævelen løs derhjemme sammen med sin anden elsker. Havelange ringede hjem til ham og spurgte, om hun var der. I stedet for at benægte sagde han til Havelange: 

“Vent lidt ... jo, her er hun.”

Da FIFA-delegationen kom tilbage til Zürich, nægtede Havelange at se frøken Lækker og betalte hende for at forsvinde. Hendes elsker blev skånet.

(...)

 
FIFA’s rodede regnskaber afslører en del af, hvordan Havelange udnyttede organisationen. Der er blevet gættet på mange store tal for hans udgifter og den høje pris for hans kontor i Rio. Det lykkedes mig at få fat i hans krav for sit sidste år, 1998. Omkostningerne for hans kontor i Rio var 1,8 millioner schweizerfranc (dengang godt otte millioner kroner,o.a.). Det kan man få mange telefonsamtaler for.

Gennem sine 24 år som præsident i FIFA nød Havelange et ekstraordinært og nærmest utroligt privilegium: Han kunne underskrive checks, uden at nogen anden official samtidig skrev under. Han havde ret til på egen hånd at udskrive checks til sine venner, til folk, han havde brug for at bestikke – og til sig selv. Senere overgav han dette hemmelige privilegium til Blatter.

En særlig luksus, Havelange havde hang til, var at købe dyre ure og give dem til rige mennesker – især magthaverne i Golfen. Milliardærsheikernes gavekultur inkluderer ure af guld og platin med overdådige juvelbesætninger. Mantraet i FIFA-hovedkvarteret i Zürich var: 

“Du er nødt til at give for at modtage.” 

FIFA betalte for sheikernes gaver – men FIFA-officials beholdt selv de gaver, de modtog ved sheikernes besøg. FIFA’s yndlingsleverandør var Genève-afdelingen af den internationale juvelerkæde Harry Winstons “Rare Jewels ofthe World”-boutique i Quai General-Guisan.

Selv efter at han var gået af og havde overladt præsidentposten til Blatter, fortsatte ekspræsident Havelange med at bruge FIFA’s penge hos Harry Winston. Det ved jeg, fordi en ven i Schweiz gav mig en kopi af en ordre, der blev afgivet af Havelanges personlige sekretær. Den 11. juni 1999 bestilte hun – på papir med FIFA’s brevhoved – fem fornemme ure, det ene fremstillet af platin. Den samlede regning lød på 97.000 schweizerfranc (knap en halv million kroner i datidens valuta, o.a.). 

I sit otium fortsatte Havelange med at bruge penge som en fordrukken milliardær. Han havde retten til at tjekke ind– med en gæst – på et hvilket som helst luksushotel i verden.Og han kunne når som helst bruge op til 30.000 schweizerfranc på sit FIFA-American Express-kort. Folkene i FIFA’s finansdepartement bed det i sig, når ærespræsident Havelange betalte 600 euro for en flaske vin på en restaurant i Paris. Ricardo Teixeira delte sin ekssvigerfars dyre smag – når FIFA betalte. Som ethvert andet medlem af FIFA’s eksekutivkomité havde Ricardo sin egen konto hos FIFA i Zürich. 

Det er dér, de gemmer penge for skatteinspektørerne derhjemme.De kan få udbetalt vanvittige beløb for rejser og hotelophold, fordi FIFA ikke afkræver dem kvitteringer for billetter og restaurationsregninger som dokumentation for deres forbrug. Blatter ser gerne, at de er tilfredse, så de bliver aldrig bedt om at dokumentere deres krav. Det er alligevel ikke hans egne penge, de putter i lommen!

Pengene bliver gemt på deres FIFA-konti. Her kan man trygt sætte pengene ind, hvis man har begået ulovligheder med VM-billetter. Eksekutivkomitémedlemmerne har også ret til at kradse 200 dollars ind i diæter for hver eneste dag, de er væk hjemmefra, og de penge ryger også ind på deres konti i Zürich. Senere hævede præsident Blatter (kontonummer 469) de daglige diæter til 500 dollars – og indførte diæter på 200 dollars om dagen til partnere. 

Og så kunne man tro, at det var et problem at få pengene – i US dollars eller den møntfod, man foretrækker – med sig hjem. Næh. Folk fra FIFA’s finansdepartement overrækker store bundter af pengesedler. På vej til lufthavnen kan du så proppe dem ned foran i bukserne og op i armhulerne. Af og til kan det være belejligt at have en veninde med meget store trusser. 



LÆS OGSÅ: Sepp Blatters syv mest spektakulære citater

LÆS OGSÅ: Ballon d'Or er så forudsigelig at det flår i kæbemusklerne

LÆS OGSÅ: Myten om brasiliansk fodbold: caipirinha, kvinder og kæmpemæssige kønsorganer

 

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok