Nogle mangler en arm eller et ben. Andre kan man ikke se det på, men deres psyke kæmper en kamp. De er alle hjemvendte, tidligere soldater. Og de har alle ar med sig.

Men det gør dem ikke mindre stærke. Tværtimod. Det var tydeligt under årets store sportsstævne for veteraner, der alle er kommet til skade i krig. Stævnet hedder Invictus Games og løb af stablen for nylig med omkring 500 deltagere fra 14 lande fra alt fra New Zealand og Afghanistan til Canada og ikke mindst Danmark.

Turneringen fandt sted i Orlando i USA, og en anden, der også var til stede, var den amerikanske fotograf Erik Tanner, der fulgte og fotograferede de kæmpende kvinder og mænd. Billederne blev for nylig bragt i det amerikanske magasin TIME, og nu kan du også se dem her.

Erik Tanners arbejde begyndte allerede for et år siden, da en engelsk-amerikansk version af Invictus Games blev arrangeret af Forsvarsministeriet i USA.

"Jeg holdt kontakten med nogle af atleterne efter stævnet, og på et tidspunkt spurgte en af dem, om jeg også skulle dække selve Invictus Games. Jeg havde aldrig hørt om det før, men pludselig stod jeg så der i Orlando med soldater fra hele verden," siger Erik Tanner til Euroman.dk.

Det er anden gang, at legene blev afholdt, og deltagerne dystede i alt fra løb, svømning og roning til rullestolsbasketball, rugby og volleyball. Erik Tanner fokuserede især på at indramme, hvordan kroppene bevægede sig i de forskellige sportsgrene.

"Det er fascinerende at se på alt fra måden, hænderne ser ud på i en serv i siddende volley til, hvordan spillerne samler sig før en kamp går i gang, når de renser tankerne og fokuserer på, hvad de skal til at præstere," siger fotografen.

For ham at se er det mere atleter end sårede soldater, man ser til stævnet, forklarer han:

"Fysikken og intensiteten er slående. Hvis du ser forbi sygdommen eller den fysiske situation, så er det ligesom at se professionelle konkurrenceudøvere."

Invictus Games finder sted igen til september næste år, hvor det bliver afholdt i Toronto i Canada.


Michael Willadsen, Danmark, konkurrerede i siddende volleyball og svømning.


Rebujent Henri, Frankrig, konkurrerede i cykling, roning og volleyball.


Enrigue Schulze, Tyskland, konkurrerede i kuglestød, diskoskast, bueskydning og roning.


Abdul Ali Khil, Afghanistan, konkurrerede i vægtløftning og roning.


Nader Halimi, Afghanistan, konkurrerede i volleyball og roning.


Ibrar Ali, England, konkurrerede i løb (400 meter og 1.500 meter) og svømning (50 meter fri).


Cor Van Leeuwen (forrest) og Daniel Knegt (bagerst), Holland, konkurrerede i svømning, cykling og løb.


Haywood Range, USA, konkurrerede i kuglestød.


Allan Armstrong, USA, konkurrerede i cykling, svømning og løb.


Ergo Mets, Estland, konkurrerede i Jaguar Land Rover racerløb, siddende volleyball, roning og 100 meter løb.


Sadie Strong, USA, konkurrerede i bueskydning.




Jorge Salarzar, USA, konkurrerede i kørestolsrugby og kørestolsbasketball.


Alex Nguyen, USA, konkurrerede i kuglestød og kørestolsrugby.


Anthony Rios, USA, konkurrerede i cykling, siddende volleyball og kørestolsrugby.


Gabby Graves-Wake, USA, konkurrerede i løb og kuglestød.


Ronnie Jimenez, USA, konkurrerede i cykling.

Jason Reyes, USA, konkurrerede i kørestolsbasketball.


Ivan Sears, USA, konkurrerede i løb og indendørs roning.


Otar Doijashvili, Georgien, konkurrerede i siddende volleyball og roning.

LÆS OGSÅ: "Jeg har lovet min far, at jeg en dag vil komme videre efter hans død. Men hvordan?"

LÆS OGSÅ: Fotograf fandt ved et tilfælde ud af at se verden fra en satellit: "Du kan godt sige, at det var en virkelig smuk fejl"

LÆS OGSÅ: Dansk fotograf vinder stor pris for at hylde bankede tabere