banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER

Totti visner på bænken: Sådan takkede 5 andre legender af

Francesco Totti er midt i en langsom sortie fra sin klub gennem 24 sæsoner. Roma-legenden står dermed i samme situation, som mange ikoner før ham. For hvordan bliver et exit så smertefrit som muligt? Asker Hedegaard Boye fortæller om fem meget forskellige farveller.

De seneste uger har budt på en lavmælt sæbeopera i Rom. Den kunne have udviklet sig værre og voldsommere, men den kunne bestemt også være endt smukkere. Det har således været under opsejling i et års tid, at Francesco Totti, historiens største Roma-spiller og en af italiensk fodbolds helte, er på vej på pension.

Den aldrende forward, der var blandt Europas bedste fodboldspillere, da han blev verdensmester med Italien i 2006, og som siden har holdt et flot niveau, var endelig begyndt at mærke alderens tegn. Det var i det tidlige forår sidste år, at den daværende cheftræner, Rudi Garcia, begyndte at sætte Totti på bænken. Indimellem fik ikonet en kamp, men det blev efterhånden klart, at hans tid som urørlig førstemand var forbi.

Hovedpersonen selv sagde ikke meget. Men efter klubbens trænerskifte i januar har piben fået en anden lyd. Den nu 39-årige Tottis forhold til sin nuværende chef, Luciano Spalletti, er iskoldt, og i  sidste måned tog manden med 10-tallet bladet fra munden og krævede respekt. Han vidste godt, han ikke var ung længere, men at han måtte nøjes med et par minutters spilletid hist og pist, betragtede han som en hån.

Spalletti understregede, at han alene tænkte på holdets bedste, mens præsident James Pallotta forsøgte at mægle mellem de to. Siden har intet ændret sig. Spalletti er stadig cheftræner. Roma vinder og vinder. Og Totti? Han sidder stadig ude på reservebænken. Dilemmaet er velkendt. For hvordan fortæller man lige en spiller, der har været anfører, siden han var 22 år gammel, og som frem til 2011 havde sit eget kontor på træningsanlægget Trigoria, at nu er det game over? Farvellet kan have mange ansigter, her er fem: 

Det uventede

[Fernando Hierro og Real Madrid]

Juni 2003 var en begivenhedsrig måned i den spanske hovedstad. En uge efter at Real Madrid havde vundet det spanske mesterskab blev klubbens cheftræner, Vicente Del Bosque, afskediget. Sammen med Del Bosque fik også den mangeårige anfører, Fernando Hierro, sparket. Officielt fordi han med sine 35 år ikke var fremtidens mand, uofficielt fordi han havde stået i spidsen for et oprør mod ledelsen. Hierro var utilfreds med behandlingen af Del Bosque og planerne om at købe David Beckham og havde undladt at lede de andre spillere på en æresrunde på Estádio Santiago Bernabéu efter den afgørende ligasejr over Athletic Bilbao. 

Det sørgelige

[Bobby Moore og West Ham United]

I 1960'erne var der ingen over Bobby Moore. »Den bedste forsvarsspiller, jeg har stået overfor,« sagde Pelé. Den lokale eastender og verdensmester anno 1966 spillede flere end 600 kampe for West Ham. Men da karrieren gik på hæld, og alkoholen fik greb om fodboldspilleren og mennesket Moore, var rygklapperne forsvundet. Han forlod West Ham i 1974, 32 år gammel, da han blev udskibet til Fulham i 2. division. Efter karrieren forsøgte han at gøre sig nyttig for West Ham, men blev gang på gang afvist. Først efter hans tidlige død i 1993, er London-klubben begyndt at dyrke ham som en af klubbens store helte. 

Det ærgerlige

[Paolo Maldini og AC Milan]

Efter flere end 900 kampe for den italienske storklub AC Milan var det tid til et sidste farvel til San Siro. Men den 41-årige Paolo Maldini, en af historiens største forsvarsspillere og klubbens loyale medarbejder gennem 24 år, fik langtfra den afsked, han havde ønsket. Efter hjemmekampen mod Roma i maj 2009 begav han sig ud på en sidste æresrunde, men da han nærmede sig de mest passionerede fans i sydkurven, blev han mødt af buhråb og smædesange. For dem var og blev Maldini for upersonlig, en firmaets mand, men ikke en mand af folket i modsætning til den otte år ældre forsvarskollega Franco Baresi. 

Det bittersøde

[Steven Gerrard og Liverpool]

Alle vidste, at det ville være hans svanesang. Steven Gerrard havde for længst annonceret, at Liverpools hjemmekamp mod Crystal Palace ville være hans sidste kamp på Anfield, før han drog til LA Galaxy. Han fik sin æresport, sin tifo og sine hyldestsange, men han fik også et klart nederlag i afskedsgave. Liverpool spillede en forfærdelig kamp og tabte 1-3 til de gæstende londonere. »Han fik en vidunderlig afsked. Tilhængerne var fantastiske, men resultatet var skuffende,« opsummerede daværende manager Brendan Rodgers efterfølgende. 

 

Det planlagte

[Oliver Kahn og FC Bayern München]

Efter en glorværdig karriere, der strakte sig over 20 år, heraf de 14 i München, var det tid til et sidste ciao for FC Bayern-legenden Oliver Kahn. Den bryske keeper viste ikke tegn på rørelse, da han tidligt i sæsonen 2007/08 annoncerede sit karrierestop. Han var blevet 38, og hans afgang var kun naturlig. Han sluttede af i Bundesligaen med en 4-1-sejr over Hertha Berlin, men hans allersidste optræden var i en sommerkamp i Kolkata i Indien foran 120.000 vilde fans. I september 2008 fik Kahn sin testimonialmatch mod et udvalgt tysk landshold.

 

LÆS OGSÅ: Det rådne FIFA: Guldbarrer, elskerinder og hemmelige konti

LÆS OGSÅ: Zanka styrer musikken i FCK's omklædningsrum

LÆS OGSÅ: Lider Eriksen af Wozniacki-syndromet? 

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok