'
Mikkel Hansen

Mikkel Hansen

Mikkel Hansen: "Tror du, jeg fik stryg til træning, da jeg kom med langt hår og pandebånd?"

Mikkel Hansen lærte sit fag på den hårde måde, men han brugte tæskene til at blive endnu bedre, og i dag er hans højre arm den mest værdifulde i sporten. Christoffer Rosenløv Stig Christensen har mødt verdens bedste håndboldspiller, der rejste til Paris og blev klogere på sig selv.

Ingen af gæsterne på restauranten tager synderlig notits af manden, der har klemt sig ned ved et lille bord med en skål grød. Skeen forsvinder næsten i hans store næve, der er den mest feterede inden for hans metier, mens han fører den op til munden med beherskede bevægelser og i et roligt tempo.

Mikkel Hansen har været her før og er tilbagelænet i de vante omgivelser på spisestedet i bohemekvarteret Marais. Han spiller for storklubben Paris Saint Germain Handball og har boet i den franske hovedstad siden 2012, da han rykkede fra den danske ditto, fordi smykkemanden Jesper Nielsens ambitiøse håndboldcirkus AG København blev erklæret konkurs.

Mikkel Hansen var lige flyttet ind i sin lejlighed i det velfriserede 8. arrondissement tæt på Champs Élysées, da en fransk dame med puddelhund bød ham velkommen til kvarteret med formaningen: ”Do not make noise in the night.”

I hendes øjne lignede den høje danske tilflytter med den adrætte gang, det lange hår, skovmandsskægget og den skarpe påklædning nok mere en kreativ type med hang til fest end en idrætsmand, der inden for sit fag er kendt for at lægge mange timer i styrketræningsrummet.

Og for en travl tjener på en restaurant noget tid senere var Mikkel Hansen nok bare endnu en turist med skolefransk i bagagen:

”Jeg havde besøg af nogle af drengene hjemmefra og skulle lige føre mig frem, så jeg ville bestille på fransk. Tjeneren slog bare direkte over i engelsk med det samme. Det var det største slag i hovedet, han kunne give mig. Mine venner grinte bare. Tjeneren havde simpelthen ikke tid til en, der prøvede at snakke fransk,” siger Mikkel Hansen.

 

Skjorte: Wood Wood til 1.200 kr. Bukser: Norse Projects til 900 kr. Kamera: Rolleiflex 2 2,8 Planar til 6.000 kr. hos Photografica. Solbriller: Mikkels egne.

Sådan en mandag formiddag står den afslappede stemning og dæmpede summen på restauranten i skærende kontrast til den øredøvende larm fra de fyldte tilskuerpladser i Rios Future Arena et par måneder tidligere, hvor Mikkel Hansen i OL-finalen mod Frankrig viste, hvorfor han for anden gang er blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller.

Eller hvorfor den internationale avis Washington Post under legene kaldte ham for sin sportsgrens svar på basketball-ikonet LeBron James: De har begge en særlig evne til score meget og spektakulært, til at se skudvinkler eller afleveringer til medspillere, som få andre kan få øje på, og derfor kan de afgøre kampe.

Bagud med et enkelt mål nogle få minutter før pausen var det danske hold i angreb og fik frikast, men samtidig havde den ene dommer rakt en arm i vejret – et tegn til, at der skulle afsluttes med det samme efter spilstoppet.

En svær situation. Mikkel Hansen gjorde sig klar til at skyde, mens flere af medspillerne så til med skuldrene trukket op og spændt kropsholdning. Selv pegede han lige en enkelt gang og gav en kort dessin til en holdkammerat for at indikere, hvor han gerne ville modtage bolden foran det franske felt, men ellers hang hans lange arme ned langs siden i de sekunder.

Foran millioner af tv-seere kan Mikkel Hansen i sådan et øjeblik ligne en mand, der med munden let åben befinder sig i sin egen verden, men det er bare et udtryk. En distance, måske, til det pres, der altid hviler på ham, og som han heller ikke vil være foruden.

For når presset er størst, føler han et rush, og da han fik bolden fra en medspiller, steg han fjedrende til vejrs over de franske forsvareres parader og kastede den med omkring 100 km/t ind over målstregen via underkanten af overliggeren.

Før pausen scorede Mikkel Hansen to gange mere. Danmark gik i omklædningsrummet foran 16-14. Opgøret mod de regerende olympiske mestre var tippet i dansk favør.
”Derfra så vi os ikke tilbage,” siger Mikkel Hansen.

Den specielle arm

Da Mikkel Hansen var drengespiller, gik han ofte og drejede håndleddet og vred sin højre arm rundt i underlige positioner for at finde ud af, hvor fleksibel han kunne gøre den. Måske er det derfor, at håndboldeksperterne igen og igen har kaldt den noget helt særligt i håndboldsporten. Mikkel Hansen har i hvert fald en evne til at holde armen strakt i skudøjeblikket, så han når over forsvarets parader, og det giver samtidig en katapult-effekt, som betyder, at boldens fart er høj. Når Mikkel Hansen skyder hårdest, er det med op mod 110 km/t. Derudover kan han brække i håndleddet, så målmænd har svært ved at regne ud, hvor skuddet vil sidde, og han kan også give bolden et sideskru og et overskru, så den dykker i sin bane på vej mod målet – lidt som et frispark af Cristiano Ronaldo.

Efter den sensationel­le 28-26-sejr over franskmændene brølede den danske topscorer glæden ud over en triumf, han kalder sin karrieres højdepunkt, krammede holdkammerater,

svøbte Dannebrog om skuldrene og stillede glad med guld om halsen op til en selfie med fans på tilskuerpladserne, men da han var på vej ud af hallen, opstod et af de momenter, der kan få Mikkel Hansen til at virke lidt aparte eller mystisk i nogles øjne.

For lige siden han som 20-årig i 2008 bragede ind i den brede befolknings bevidsthed og ind på den internationale håndboldscene, da han ved OL i Beijing scorede et utroligt mål direkte på frikast i sidste sekund, har en af landets største sportsstjerner også været kendt som en af de mere sky af slagsen.

Hvis han selv skal sige det, er han nok også en ret lukket person. Og han ved godt, at mange undrer sig over ham, når han sommetider løber tilbage efter en scoring uden den store jubel.

Eller over, at han ikke løsner mere op, når han bliver interviewet efter en optur på banen, men leverer nøgterne svar og altid sætter holdets indsats over sin egen.

Det harmonerer ikke altid med forventningerne til underholdningen i et foreningsland, der har opfundet håndboldspillet, hvor man selv i de mindste byer kan finde en håndboldhal som samlingspunkt, og hvor sporten er blevet synonym med en folkelighed, som stiller krav til de fremmeste udøvere om også at levere varen uden for banen.

Sådan har det været, siden ’Bolsjedrengene’ i spraglede landsholdsdragter opnåede en fjerdeplads ved OL i 1984.

Selv brød Mikkel Hansen igennem på et landshold, der som det første havde vundet en guldmedalje ved en slutrunde (EM 2008) og blev båret af udadvendte vindertyper, der gik rent ind hjemme i stuerne,

som målmanden Kasper Hvidt, der kunne råbe sin mening ud, så skærmen dirrede, eller tromleren Joachim Boldsen, der bøffede modstandere og fik folk til at smile med sine slagfærdige udtalelser, eller fløjen Lars Christiansen, der satte mål ind i stor stil og gav det kvindelige publikum varme kinder med sin jyske charme.

Mikkel Hansen er anderledes.
”Mikkel, kommer du ikke også og stopper her hos os?” sagde sportsværten Morten Ankerdal efter medaljeceremonien i Rio, da han midt i et liveinterview på TV 2 med to andre danske spillere spottede landsholdets overskyggende profil passere forbi nogle meter væk, og rakte ud efter ham.

”Du har jo to i forvejen …,” lød det med et tøvende udtryk fra Mikkel Hansen, inden han alligevel trådte hen til det interimistiske tv-studie og svarede på spørgsmålene med en mine, der skiftede mellem seriøsitet og spredte smil over den joviale jubeltone.

Frakke: Our Legacy til 4.200 kr. T-shirt: Norse Projects til 450 kr.

Men ingen, der så med, kunne være i tvivl om, at han helst havde været fri for at stå der i rampelyset, og da han efter et par minutter så sit snit til at slippe ud af interviewet, var han væk igen.

”Prøv lige at høre her,” siger han i dag. ”Hvad havde jeg lyst til? Jeg havde lyst til at stå i omklædningsrummet med mine holdkammerater, som jeg havde trænet med i flere måneder og kæmpet som en sindssyg sammen med.

Medierne betyder noget, men i den situation betyder mine holdkammerater væsentlig mere. Jeg ved godt, at vi skal give det ene interview efter det andet, men folk må også have forståelse for, at man lige efter at have vundet OL ikke har lyst til at stå igen og igen og svare på, hvad man føler, eller hvordan man skal feste. Selvfølgelig var jeg glad.

Men jeg gad ikke være den sidste mand ude af hallen. At vinde en OL-finale er et minde for livet, og det skal ikke være, at jeg stod i mixed zone i en time bagefter.

Det var da federe at hoppe og danse i omklædningsrummet, hvor det fløj med ting. Jeg ville hellere opleve at vinde OL end fortælle om det. Sådan noget kan folk ikke altid forstå.

Hvis nogen synes, at jeg er arrogant, må det være deres mening. Måske synes nogen, at det er forkert, men det er jeg ligeglad med. Sådan er jeg.”

I en branche fuld af friske fyre fremstår Mikkel Hansen som en kunstnertype. En kompleks størrelse, der ikke kan og ikke vil sættes bås, for der generaliseres meget ude i verden, mener han. Især om sportsfolk.

”Jeg ville blive skør, hvis jeg skulle læse alt det om, hvordan jeg skal spille og opføre mig og se ud på banen, eller om jeg skal klippe mit hår,” siger Mikkel Hansen.

Hans lange hår har rent faktisk været emne for en artikel i en formiddagsavis, hvor det blev udsat for kendisfrisøren Dennis Knudsens bedømmelse, og læserne kunne give ham andre frisurer.

Lige så reserveret Mikkel Hansen kan virke på fladskærmen, lige så gavmild er han kendt for at være behind the scenes, når fankøen til autografer er lang, og det fortælles, at han engang i AG København havde glemt en ældre dame, der ventede på hans signatur i hallen, og valgte at køre hende hjem, da han kom ud fra omklædningsrummet.

Og lige så afdæmpet han kan virke på pressemøder med landsholdet, lige så højt kan han høres i holdbussen eller på hotellet, når han laver skæg og ballade med de andre spillere, siges det også om ham.

Strikpolo: Wood Wood til 1.000 kr. Bukser: Wood Wood 1.200 kr. Ur: Patek Philippe Nautilus til 183.960 kr.

Men kun få mennesker får lov til at komme rigtig tæt på Mikkel Hansen.
”Jeg har altid haft min familie, som jeg har kunnet snakke med. Begge mine forældre ved meget om håndbold. De har altid været gode til at hjælpe mig, når jeg har spurgt om det.

Det er ikke sket så tit, men når det er sket, har de vidst, at det var seriøst, og har været der for mig. De mennesker, jeg har tæt på, betyder meget for mig. Dem holder jeg inde på livet, men det tager tid, inden jeg lader andre mennesker komme derind. Jeg har brug for at være privat.”

En typisk arbejdsuge for Mikkel Hansen

Mandag: Styrketræning om formiddagen, træning med holdet om eftermiddagen efterfulgt af behandling, hvis jeg har brug for det efter weekendens kamp.

Tirsdag: Video i ca. en time, hvor vi ser på modstanderen, og så en kort taktisk træning.

Onsdag: Kamp.

Torsdag: Træning om eftermiddagen med løb, og jeg styrketræner selv.

Fredag: Hvis vi spiller om søndagen, trænes der hårdt. Bagefter nok lidt styrketræning fra min side. Spiller vi lørdag, er det taktisk træning.

Lørdag: Taktisk træning.

Søndag: Kamp. Spiller vi på udebane, rejser vi dagen før og træner der for at se faciliteterne an. Der er meget rejsen frem og tilbage. Det er det hårde. At spille og træne er det sjove. Jeg er glad for, at jeg hver eneste morgen kan stå op og glæde mig til at tage til træning.

I Paris er der stadig mange tjenere, der ikke aner, hvem Mikkel Hansen er, og det passer ham fint, at han kan gå uforstyrret på gaden. Byen er blevet et fristed for ham.

Han finder ro i larmen fra boulevarderne og nyder at forsvinde ind i folkemængden og gå på opdagelse i sidegader og på gallerier og museer. Han interesserer sig for kunst uden ligefrem at ville kalde sig selv for en kender, men nogle gange slår han til og køber et værk, hvis det taler til ham.

For nylig købte han maleriet ’Bilferie’ af den danske kunstner Anders Brinch, som får ham til at smile og mindes køreture sydpå med familien, da han var barn. Han synes, at det er spændende at se den kreative proces hos mennesker med et unikt talent.

At kunstverdenen ikke har ret meget forbindelse med håndboldverdenen, er netop pointen for Mikkel Hansen.

”Det er vigtigt for mig at omgås folk uden for håndbold. Jeg kan godt lide at snakke om håndbold, men det er også fint at have en distance til det. Jeg træner hårdt og er 100 % dedikeret til min sport, men for mig er det sundt at få tankerne over på noget helt andet.

Det holder i Paris, hvor der altid er nye udstillinger og spændende ting at opleve. Jeg føler mig privilegeret over at kunne bo her og leve af det, jeg elsker.”

Hvad har det betydet for dig som håndboldspiller at komme til Paris? ”På mange punkter er jeg blevet mere bevidst om, hvad der virker for mig, så jeg kan levere på højeste niveau på håndboldbanen.

Jeg er klar over, at jeg skal have et liv ved siden af håndbold og tænke på andet end kun håndbold for at levere på det niveau, som gør mig tilfreds – eller mere eller mindre tilfreds. Helt tilfreds bliver jeg nok aldrig. Lige meget hvor fejlfrit det har været på banen, kan det altid blive bedre.”

Hvor kommer det fra, at du altid vil gøre det bedre?
”Jeg kommer fra en meget konkurrerende familie.
Det kan godt blive hedt, når vi spiller Bezzerwizzer eller diskuterer.

Jeg lærte tidligt, at man kan tabe. Nu om dage er der mange, der lader deres børn vinde hele tiden. Når børnene så finder ud af, at de rent faktisk kan tabe, får de et chok. Det var jeg vant til fra en ung alder. 

Jeg har lært mig selv at være målrettet, arbejde hårdt og ikke give op. Jeg har en konkurrencementalitet og et vindergen, som afgør kampe. Jeg kender ikke en værre følelse end at se glæden i modstandernes øjne, hvis jeg har tabt.”

Den indstilling har fået Mikkel Hansen til at skille sig ud, fra han 12 år gammel meldte sig ud af fodboldklubben og udelukkende koncentrerede sig om at spille håndbold i Helsingør, hvor faderen Flemming Hansen som tidligere landsholdsspiller havde været profil på byens fremtrædende divisionshold og blev træner for sin søn.

Fra ham fik Mikkel Hansen opdyrket modet til at skyde ud fra devisen om, at han også skulle afslutte den fjerde gang, hvis chancen bød sig, selv om han havde brændt de tre foregående forsøg, fordi han havde en særlig evne til at afslutte.

Nogle gange talte de ikke sammen i timevis, hvis Mikkel Hansen følte sig irettesat af faderen for at have afleveret bolden til en mere fri, men også dårligere medspiller, når han selv havde haft en skudåbning og dermed større chance for at sikre sit hold et mål.

Nok en lidt atypisk indgangsvinkel til en sportsgren, som er kendt for sin kollektive tankegang. Men Mikkel Hansens opførsel stak også ud.

”Jeg passede ikke rigtig ind i Helsingør i begyndelsen, hvor mange spillede for at have det sjovt. Jeg ville da også gerne have det sjovt, men jeg ville også vinde. Jeg gik voldsomt op i håndbold og havde svært ved at forstå, at nogle af de andre ikke gik lige så meget op i det som mig,” siger Mikkel Hansen.

I raseri smadrede han engang en rude i hallen. Senere, da han som 15-årig tog til Sydfyn for at gå på Oure Idrætsefterskoles håndboldlinje, kunne han finde på at låse sig inde på værelset i skuffelse over en præstation.

Vreden var ofte vendt indad, for Mikkel Hansen er en hård dommer over for sig selv, men holdkammeraterne kunne også få et møgfald, når han tændte af, hvis de efter hans mening havde været for sløsede i kamp eller til træning.

For ham var det glemt bagefter, og han kunne også undskylde sine udbrud, men senere hen har han tænkt over, at ordene måske lød hårdere og sad dybere i dem, de ramte, end han havde overvejet.

Omvendt kunne Mikkel Hansen blive mindet om, at han ikke skulle tro, at han var noget særligt. Hans særegne blanding af selvsikker udstråling og generthed blev tolket som arrogance af andre elever på Oure. Til fodboldkampene var der en gruppe, der aldrig ville have ham på holdet.

Så kunne de nemlig bedre komme til at flæske det store talent. Historien kommer ikke fra Mikkel Hansen selv, men er fortalt af barndomsvennen Tobias i bogen ’Alt om Mikkel Hansen’.

Så konkret om sin egen og andres opførsel har hovedpersonen ikke lyst til at være, men oplevelserne dengang er en af grundene til, at han har startet ’MH24 – Foreningen Mikkel Mod Mobning’ og arrangerer håndboldlejre, hvor holdånd og fællesskab er nøgleordene.

 

For som han siger: ”Fordi jeg har været en idiot i nogle situationer, er det ikke ensbetydende med, at andre skal være det. De kan lære af andres fejl.”

Kommer der stadig vredesudbrud fra dig i omklædningsrummet?
”Det kommer stadig nogle gange, hvor jeg er rasende på mig selv. Og så er det bedre at komme ud med det end at sidde på sit værelse.

Jeg kan også godt sige min mening om tingene til andre, men generelt synes jeg ikke, at jeg er særlig slem. Nogle gange skal man bruge et los i røven, men fordi det virker for mig, når jeg er startet sløvt, er det ikke lig med, at min makker til venstre og højre synes det samme. Ingen tvivl om, at jeg har fået bedre øje for det.”

Mikkel Hansen har også blik for at tirre sine modstandere. På sin helt egen måde.

”Der er meget trash talk i håndbold. Det er lidt til grin. Der er modspillere, der siger grimme ting om ens familie under kampen. Det har jeg aldrig helt forstået. De aner jo ikke, hvem min familie er.

Jeg bruger mere ironi. Der bliver revet en del i tøjet, og det er forholdsvis irriterende. Så jeg spørger, om de ikke kan vente med at få min trøje til efter kampen. Så skal jeg nok signere den.

Når jeg har sagt det, kan jeg godt forberede mig på en tur i gulvet, fordi de bliver rasende og synes, at det er mangel på respekt. Så får jeg en på lampen. Det giver som regel to minutters udvisning til modstanderen. Og det er jo godt for mit hold.”

Spyt og Halshug

Håndboldhaller i Østeuropa kan være en hidsig oplevelse. Dér har Mikkel Hansen haft de mest grænseoverskridende oplevelser som håndboldspiller.
”Jeg var med i Serbien med ynglinge-landsholdet som 15-16-årig. Vi var røget ud i semifinalen, så finalen var mellem Serbien og Kroatien. Der var spændinger pga. Balkan-krigen, og stemningen i hallen var sindssyg. Der var 7.000 mennesker. Hvis Kroatien scorede, og vi klappede, fordi det var et flot mål, stod serberne og lavede halshug-tegn hen til os. Og en spiller fra Kroatien blev skubbet ud mod publikum, der spyttede på ham og hældte øl på ham. Der tænkte jeg mit.
Jeg syntes også, at det var en bizar oplevelse, da jeg spillede mod Vardar (i Makedonien, red.) i Champions League med Paris for nogle år siden, og vi tabte med to mål. Jeg havde lige sagt tak for kampen og var rasende indeni, da der kom en mand med akkreditering hen til mig og spurgte, om han måtte få min trøje. Jeg sagde nej, og da jeg vendte mig om, kunne jeg høre, at han spyttede på mig. Jeg er ligeglad med, hvis tilskuere spytter på mig eller kaster øl på mig, men der er bare ikke en official for en klub, der skal spytte på mig. Det fik virkelig mit temperament til at koge over, og jeg ville gerne have fat i ham. Heldigvis blev jeg holdt tilbage af nogle holdkammerater. Hvis jeg havde fået fat i fyren og fortalt ham en ting eller to, så var jeg nok endt med en karantæne bagefter.

Over hans venstre øjenbryn sidder arret fra en flænge, han fik i løbet af OL-turneringen, da han under en kamp blev ramt af en albue, så blodet flød, og han måtte sys for at kunne spille videre.

Mikkel Hansen har fået buler og blå mærker af bredskuldrede mænd, siden han som kun 17-årig blev rykket op på GOG Svendborg TGI’s 1. divisionshold og blev hærdet af de ældre spillere.

”Tror du, jeg fik stryg til træning, da jeg kom med langt hår og pandebånd? Altså på Sydfyn. Tror du, jeg fik stryg?” spørger Mikkel Hansen. Og ja, det fik han i den grad.

Han fik trælår, luften slået ud af maven og hudafskrabninger fra halgulvet, når han lang og ranglet stod i forsvaret og blev torpederet af en spiller i gennembrud, eller han kunne få en arm i ansigtet, når han selv forsøgte at komme på skudhold. Ingen var ude på at skade ham med vilje, siger han. Håndbold er bare en hård branche.

”Det var en oplæring og en uddannelse inden for sport,” siger Mikkel Hansen og lyder mere begejstret end indigneret, for han lærte også om ydmyghed, når han slæbte boldnet og dunke og blev sat på plads, når han kæftede op eller var lidt for kæk.

Men selvtilliden blev aldrig banket ud af ham, og når de andre spillere gik i bad, kunne han stadig stå i hallen og skyde efter det samme målhjørne igen og igen for at træne sin præcision, indtil armen gjorde ondt.

I 2008 blev Mikkel Hansen hentet til Barcelona som 20-årig. En af verdens mest prominente klubber. Også i håndbold. Det var en drengedrøm, men den gik ikke helt som ønsket. I hans anden sæson i klubben kom den rutinerede stjerne Siarhei Rutenka til.

Mikkel Hansens spilletid på venstre back blev reduceret. Ikke mindst i de store kampe. Han følte sig heller ikke rigtig til rette. Kulturen i Barcelona var mere stiv, end han var vant til, og uden for omklædningsrummet havde mange af holdkammeraterne familie og børn og ikke så meget tid til at hænge ud med en ung knægt.

Han følte sig meget langt væk fra sine forældre og søskende, som han har et tæt forhold til, men meget sigende for Mikkel Hansen ringede han først hjem til forældrene med sin beslutning og de tanker, han havde tumlet med længe, dagen før han fortalte træneren, at han gerne ville væk, når sæsonen var slut.

Skuffelsen til trods står opholdet i Barcelona tilbage som et karrierefremmende valg, mener han.

”Barcelona hjalp mig til at arbejde endnu hårdere og sige til mig selv, at hvis du vil nå op, hvor du gerne vil være, skal du arbejde meget mere fysisk. Det var gode lærepenge at komme derned og se, hvor jeg havde mangler, hvis jeg skulle blive en af de bedste i verden.

Nogle mente, at det var en fejltagelse af mig at tage dertil. Det synes jeg ikke. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg var nødt til at træde op ad stigen for ikke at gå i stå, og så var det bare at hoppe ud i det. Opholdet har også hjulpet mig til at være bedre rustet til at komme til en ny kultur og leve i udlandet som sportsudøver.”

Mikkel Hansen rejste hjem til Danmark og AG København i 2010, hvor han fik mere frihed til at træne sin fysik og tog på uden at miste sin eksplosivitet eller fart.

Han fik også mere spilletid i forsvaret, som var hans svage side, og blev så komplet en håndboldspiller, at han for første gang blev kåret til verdens bedste et par måneder efter, han var med til at vinde EM-guld med Danmark i 2012.

Mikkel Hansen har tømt skålen med morgenmad. Han vil have en portion mad mere at tanke op på og ’chille’ lidt for sig selv, inden der venter endnu en arbejdsdag i Paris Saint Germain Handball. Hjemme i lejligheden ligger OL-guldmedaljen fremme.

Den er også et slags kunstværk. Mikkel Hansen har siddet med den nogle gange, men han har ikke rigtig haft tid til at lade alle indtrykkene fra Rio synke ind. Det kunne han godt tænke sig.

Helst et varmt sted på en ferie, men efter legene havde han kun én dags fri i København, inden det var tilbage til en ny sæson i Paris.

Mesterklubben er ligesom fodboldholdet ejet af Qatar Sports Investments, og med et rekordbudget, der ifølge flere medier overstiger 100 mio. kr., overgår den langt alle andre i håndboldverdenen. Ambitionerne er derefter.

Alle kampe og turneringer skal vindes. Presset har været med til at gøre ham endnu bedre, siger han. Sæsonen op til sommerens OL-triumf i Rio er hans måske bedste nogensinde.

Han blev bl.a. topscorer i den franske liga og den mest scorende nogensinde i en Champions League-sæson (141 mål), selv om holdet dog skuffende røg ud i semifinalen. Især tilgangen af den legendariske 66-årige træner Zvonimir ’Noka’ Serdarušić, som i 90’erne forvandlede Kiel fra et færgeleje til en magtfaktor i håndbold, har løftet hans niveau, fortæller Mikkel Hansen.

”Hvis jeg står 10 cm forkert i forhold til den timing, han vil have, tager han fat i mig og forklarer mig, hvorfor jeg skal rykke de få centimeter. Det er fedt at have det elev-agtige forhold og føle, at jeg sidder på skolebænken. Jeg kommer tit hjem fra træning og har lært noget nyt.”

Frakke: Burberry til 14.500 kr. Bukser: Matinique til 800 kr. Sneakers og solbriller er Mikkels egne

For tiden spiller Mikkel Hansen to kampe om ugen i snit, der er næsten daglig træning og endelig en masse rejsetid rundt til udekampe i den franske liga og resten af Europa.

Og i januar venter endnu en slutrunde med Danmark, når der er VM i Frankrig. Så vil en hel håndboldnations øjne igen blive rettet mod ham, for han skal spille op til sit bedste, hvis Danmark igen skal nå en finale.

”Jeg kan have ondt af mig selv over forventningerne hver eneste gang, eller jeg kan sige: ’O.k., der er nok en grund til dem. Hvis ingen havde forventninger til mig, var det til at falde i søvn over.’”

LÆS OGSÅ: Et af Danmarks største nye håndboldtalenter: ’Jeg restituerer ved at styrketræne’

LÆS OGSÅ: Disse sportsgrene var populære, da farfar var ung

LÆS OGSÅ: Mathias Zanka Jørgensen: ’Hvad skal vi med gaypride, når et helt stadion diskriminerer homoseksuelle, uden nogen løfter et øjenbryn’

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok