Andreas Kraul. Journalist, dækkede VM i 2002 i Japan og Sydkorea for Politiken.
Dagens pressemøde var netop afsluttet, og den lukkede træning begyndt, inden Danmarks tredje og afgørende gruppekamp mod Frankrig dagen efter.
Jeg gik lidt rundt på det store nye stadion, hvor pressemødet var blevet afholdt. På et tidspunkt for jeg vild. Den låge, jeg var kommet ind ad, kunne jeg ikke komme ud ad igen. Jeg gik op ad nogletrapper og kom ind i sådan en fantastisk VIP-afdeling helt oppe i toppen.
Der var også nogle sky boxes. Jeg prøvede flere af dørene, og én af dem var åben. Der var sådan nogle sorte læderstole, hvorfra jeg kunne se banen. Jeg forestillede mig, at det var der, Hyundais CEO sad og så fodboldkampene.
Jeg kunne jo ikke lade være med at sætte mig og kigge lidt på den lukkede træning, hvor Morten Olsen havde delt holdet op i to. Det var ikke, fordi det lå i kortene, at der skulle være noget interessant ved træningen.
Men det så kraftedeme ud, som om en meget ung Christian Poulsen spillede på det hold, som udgjorde start-elleveren, og førsteangriberen Ebbe Sand var sat på bænken. Det var en kæmpe overraskelse.
Jeg skyndte mig at ringe hjem til min redaktør. Han var lidt tilbageholdende. Han syntes, det lød mærkeligt. Og vi skulle i øvrigt køre startopstillingen på forsiden, og den vil man jo helst ikke ramme forkert med. Men jeg var sikker på, hvad jeg havde set, og vi endte med at køre den.
Kampen skulle spilles klokken ni om morgenen dansk tid, men alligevel var der en del, som nåede at skrive ind: ’Politiken har da mistet fatningen’, og ’Ebbe Sand spiller selvfølgelig, hvordan kan I tro andet?!’.
Men så kunne de jo tænde for fjernsynet og se, at den var god nok. Vi var det eneste medie, som forudså den rigtige startopstilling.
