Der er en djævelsk ironi i, at Johan Cruyff skulle dø Skærtorsdag. Manden, der i sine velmagtsdage i 1970'erne lød kaldenavnet JC Superstar og hvis selvforståelse ikke var meget mindre, tabte kampen mod lungekræft og er ikke længere iblandt os. Det er ikke til at fatte. For hvem har fantasi til at tænke sig vor tids fodbold uden Cruyff, og kan man overhovedet forestille sig det moderne Holland uden landets største sportsmand?
I årene efter Anden Verdenskrig lå det lille lavland i ruiner. Skyldtynget og dystert, calvinistisk og konservativt. Landets fodbold forsøgte at samle stumperne, men var selv et levn fra fortiden: tung, usmidig og usexet. De bedste hollændere, der var søgt udenlands i håbet om at gøre karriere, var ikke velkomne på landsholdet, som var forbeholdt de hjemlige amatører.
Først i 1954 og efter folkeligt pres hævede fodboldforbundet KNVB den mentale bom. De hollandske klubber fik nu lov at betale deres spillere, mens legionærerne fik muligheden for at spille på landsholdet. Samme år smeltede landets to parallelle ligaformater endelig sammen i én professionel række. Alligevel var der noget provinsielt over den hollandske fodboldkultur.
»Vi var endnu ikke voksne som italienerne, spanierne og franskmændene. Vi var arbejderbørn, og mentalt var vi ikke, hvor vi skulle være. Vi havde talent, men vores personligheder var ikke stærke nok. Vi var for ydmyge, vi var endnu ikke verdensborgere,« sagde Feyenoord-profilen og daværende landsholdsspiller Hans Kraay.
Men i Amsterdam begyndte de nye tanker efterhånden at spire med hjælp udefra. I 1959 ankom Victor Frederick Buckingham til fodboldklubben Ajax. Briten ønskede at bygge videre på de idéer, som landsmanden Jack Reynolds havde forsøgt sig med i klubben allerede i mellemkrigstiden. Buckingham ville have, at hans hold skulle spille frit. Spillerne skulle udfolde sig enkeltvis, men hænge sammen i et kollektiv. Alle spillere skulle – i princippet – kunne alt. Indskuddet var vigtigt, for Buckinghams materiale var begrænset, og hans toårige ophold forblev i det store hele ufrugtbart.
Men i 1964 vendte Buckingham tilbage til Amsterdam, og i mellemtiden var der sket noget. Ungdomsholdene boblede af beatnik-generationens energi, og ingen var mere iøjnefaldende end Hendrik Johannes Cruyff, en 17-årig arbejderknægt, der boede fem minutter fra De Meer Stadion i det østlige Amsterdam. Hans far døde tidligt, moderen arbejdede som rengøringskone på Ajax' anlæg, hvor hun blev forelsket i banebestyreren. Sammen opfostrede de Hendrik Johannes og den lidt ældre Hennie.
Den tynde dreng med det borende blik blev indskrevet i Ajax' ungdomsrækker som 10-årig, og i november 1964 fik han sin seniordebut bare 17 år gammel. Men det var først i den følgende sæson, at Cruyff markerede sig som hollandsk fodbolds nye håb. Buckingham drog hjem til London og overlod ansvaret for førsteholdet til den 38-årige Rinus Michels, der havde spillet under Reynolds, og som netop havde ført AFC, byens anden klub, til kvartfinalerne i Europa Cup'en.
Michels, der var uddannet idrætslærer og havde stoppet sin aktive karriere syv år tidligere, var brysk og målrettet. Han ønskede at systematisere Reynolds' og Buckinghams tanker. Hans Totaalvoetbal var en forstandig angrebsorienteret stil, et modsvar til både briternes fysisk betonede, hårde spil og italienernes henholdende, defensive tilgang. Han ville have sine spillere til at tænke fodbold, og ingen tænkte klarere end Cruyff.
Hvad om man skrinlagde den statiske samlebåndsfodbold, hvor hver spiller passede sin dont på et bestemt afsnit af banen, og hvor få profiler udgjorde forskellen på succes og fiasko? Et fodboldhold måtte være en flydende maskine, A Clockwork Orange, udgjort af kreative, selvstændige, bevægelige og omstillingsparate individer. En kulturrevolution begyndte at tage form.
Michels' træningsregime var strikt og benhårdt. Hans spillere skulle være i topform. Kun sådan kunne projektet lykkes. De måtte være i stand til at tage de kloge løb hele tiden. Bevægelse og boldbesiddelse var kernen i idealet om den totale fodbold. Holdet måtte være som en sund organisme, men Michels havde behov for en leder. Cruyff var som den elektriske og originale oprører det naturlige valg.
På papiret var han centerforward, ude på banen var han alting. Han satte angrebene i gang, han var med til at erobre bolden langt inde på modstanderens banehalvdel. Han satte sine medspillere i scene. Han skabte chancer, og han scorede de mest vidunderlige mål. Med vristen, indersiden, hælen, på saksespark, straffespark, uden for feltet, tæt under mål. »Cruyff havde en særlig evne til at flyve hen over græsset. Som var han hævet over jord, græstørv og andet forgængeligt,« skriver Niels Idskov i Feltherrer.
Han satte konstant spørgsmålstegn ved det bestående. Michels vidste, at med 11 Cruyff'er på holdet, ville han formentlig løbe ind i problemer, men også at uden Cruyff havde han ingenting. Når de andre driblede den ene vej, driblede Cruyff den anden. Den såkaldte Cruyff-vending, hvor han i stedet for at afslutte eller aflevere skubbede bolden bagom støttebenet i en 180-graders drejning, var andet og mere end et teknisk træk. Tricket, der blev verdenskendt efter ydmygelsen af svenske Jan Olsson under VM 1974, blev symbolet på den kreative ener, der var svær at blive klog på.
»Det er blevet sagt, at Cruyff allerede i sin spillerkarriere forbandt den flabede individualisme med tanken om kollektivet, og at han dermed forstod tresserne bedre end nogen anden,« skriver Idskov. Cruyff var det blændende glimt i en kæmpemæssig farveeksplosion, der gav plads til individet i et mekanisk klikkende spilsystem og dermed indeholdt begge tidens grundideer: den kollektive utopi og den radikale individualisme.
Det kunstneriske friløb i den orange fodboldrevolution havde en afsmittende effekt. Cruyff gjorde Holland moderne og resten af verden grøn af misundelse. Han blev et idol og bannerfører for en ungdomsgeneration, ikke bare i hjemlandet, men i Europa. Han var den skarptungede kæderyger, langhåret som sine holdkammerater. Idealist og individualist. Amsterdams John Lennon. Michels forlod Ajax til fordel for FC Barcelona i 1971. Rumænske Stefan Kovács, et mildere menneske, videreførte succesen sammen med sin assistent Bobby Haarms.
Verdensmesterskaberne i 1974 var Cruyffs slutrunde, selv om han endte som den tabende part i finalen mod værtsnationen. Hans Holland var alles darling. I holdet så mange en ny kraft. De selvbevidste hollændere befriede fodbolden fra de stive systemer. De provokerede med et glimt i øjet. I denne bevægelse var Cruyff popartisten, der indspillede plader, udgav biografier og tjente styrtende med penge. Hollands hovedsponsor, Adidas, måtte finde sig i, at Cruyff, der var Pumas mand, fik fjernet den ene af det tyske sportstøjsfirmas tre hvide striber på sin orange spillertrøje.
Cruyff, der dannede par med hustruen Danny, omfavnede tidsåndens appetit efter at frisætte det enkelte menneske. Han var geniet og rebellen på én gang i pagt med tidsånden og altid et par skridt foran. Hans taktiske indsigt gjorde ham i stand til at overskue hele banen hele tiden. Han tegnede de geometriske mønstre, og fik af sportsjournalisten David Miller tilnavnet »Pythagoras i fodboldstøvler«. Han så fodboldbanen i et nyt lys.
Nogle måneder efter VM senere vandt Cruyff sin tredje Ballon d'Or på fire år, men i sommeren 1973 var han færdig med Ajax. På en træningslejr i De Lutte, en lille landsby ved den tyske grænse, mistede han anførerbindet i en intern afstemning. Valget stod mellem Cruyff, den ældre Piet Keizer og Barry Hulshoff. George Knobel var indsat som ny træner og så afstemningen som et fint eksempel på klubbens kollektivånd. Cruyff var ikke helt enig.
Keizer, der tidligere havde været anfører, fik dobbelt så mange stemmer som Cruyff. »Det var som et kup. Det var det forfærdelige ved det. Johan Cruyff var Ajax' anfører, og så pludselig ved den nye træners ankomst bakkede spillerne op om en afstemning. Han var i chok, og hans tillid til dem var borte. Han forstod det ikke. Han var bitter. At underminere hans autoritet på den måde var en voldsom fornærmelse. Jeg kunne se det i hans øjne,« erindrer en af spillerne, forwarden Jan Mulder, i David Winners Oranje.
Cruyff styrtede op på hotellets anden sal, ringede til sin svigerfar og bad ham arrangere et møde med FC Barcelona. Få uger senere befandt han sig i Catalonien genforenet med Michels. I fem sæsoner var Cruyff omdrejningspunktet i en klub med en selvforståelse, der reflekterede Cruyffs verdensbillede. På en stærkt politiseret sportsscene var FC Barcelona præget af en ildfuld catalanisme, der så Franco alle vegne. Man var med daværende præsident Narcís de Carreras' ord »més que un club«, andet og mere end en fodboldklub
Her var Cruyff profeten, der opkaldte sin søn efter regionens skytshelgen og førte klubben til det første mesterskab i 14 år. I februar 1974 ledte han den historiske 5-0-ydmygelse af Real Madrid på Bernabéu. Som 32-årig valgte han at udfase klubkarrieren i først Los Angeles Aztecs og siden i sekundaklubberne Washington Diplomats og Levante, før han atter vendte hjem til Holland. Først to sæsoner i Ajax og til sidst det ulovlige skifte til Rotterdam-rivalen Feyenoord, med hvem han blev mester. Ingen skulle bestemme, hvor Cruyff spillede.
Et år efter karrierens ophør blev Cruyff cheftræner i Ajax. Han blev ansat uden certifikat og måtte de første par år nøjes med titel af teknisk vejleder. Men ingen var i tvivl: det var Cruyff, der bestemte. Som træner var han ingen diktator. Han tegnede og fortalte i sit træningstøj. Han havde ikke behov for at skabe et skel mellem sig selv og spillerne. Det var der allerede. Han var jo Cruyff.
I Ajax satte han sig for at opdatere Michels' Totalfodbold. Det offensivt indstillede mandskab bestod af tre bevægelige forsvarere, en defensiv midtbanespiller, to centrale midtbanespillere, to wings, en hængende angriber og en centerforward. Unge folk som Frank Rijkaard, Dennis Bergkamp og Marco van Basten blomstrede, og Ajax vandt titler i både ind- og udland, men det var først med ansættelsen i Barcelona i 1988, at Cruyff fik et hold, der kunne virkeliggøre hans idéer på det højeste internationale niveau.
Til formålet skulle han bruge en betroet spiller, der forstod hans tanker. I slutningen af 1980'erne var Josep Guardiola en splejset teenager på ungdomsholdet, men Cruyff så hans potentiale. Den unge mand skulle ind i midtercirklen. Han skulle orkestrere Barça og tjene som trænerens forlængede arm akkurat som Cruyff selv 20 år forinden. Guardiola fik førsteholdsdebut som 19-årig i 1990 og blev den gennemgående figur på El Dream Team, der vandt sin første mesterholdspokal i 1992, fire mesterskaber på stribe og også talte spillere som José Mari Bakero, Txiki Begiristain, Andoni Goikoetxea, Ronald Koeman, Hristo Stoichkov og Michael Laudrup.
Siden afskeden med FC Barcelona i 1996 har Cruyff ikke taget aktiv del i den fodboldverden, han selv genopfandt. I stedet har han causeret fra sidelinjen på cruyffsk. I Holland plejer man overbærende at sige, at legenden har opfundet et dybsindigt sprog, som kun han selv forstår. I De Telegraaf og Voetbal International tordnede han gang på gang mod de defensive, krysterne og kynikerne. Hvem var de, der vovede at rulle udviklingen tilbage til tiden før 1965? Selv var han i sin pensionisttilværelse ikke meget for at tage ansvar.
I 2008 påtog han sig opgaven som rådgiver for sin gamle klub Ajax, men kun for en kort bemærkning. »Der er en professionel uenighed. Jeg har fremlagt min plan, men mine visioner deles ikke af dem, som skal udføre dem i praksis,« sagde han lakonisk. »Han er først verdensborger, derpå catalonier og så hollænder,« skrev fodboldmagasinet Voetbal International om Cruyff, der efter VM 2010 ikke kunne lade være med at skose sine landsmænd, der nåede finalen med en hård og simpel spillestil. Bert van Marwijks Holland var intet andet end »beskidt og vulgær antifodbold«.
Året efter var Cruyff centrum for en større magtkamp i Ajax. I bestyrelsen, hvor han havde sæde, gik fire af de øvrige medlemmer bagom ryggen på ham ved at ansætte hans ærkefjende, Louis van Gaal, som ny direktør. Cruyff truede med at forlade klubben, men fik medhold i appelretten. Kvartetten havde handlet ulovligt. Ansættelsen blev annulleret, og Cruyff blev.
Gennem hele sin trænerkarriere lå Cruyff i strid med den fire år yngre landsmand. En strid der begyndte med en fatal julefrokost i 1989. Familien Cruyff havde inviteret Van Gaal på middag i hjemmet i Barcelona. Undervejs var gæsten nødt til at forlade selskabet, da han over telefonen fik beskeden om, at hans søster var afgået ved døden. Efterfølgende fortalte Van Gaal, at hans pludselig afsked havde gjort værten sur og tvær. Cruyff tog til stejlt genmæle i medierne, og siden har de to ikke været på talefod.
Men rivaliseringen har altid handlet om andet end et kuldsejlet personligt forhold. De to fodboldtænkeres spillestile har altid været tæt forbundne, men deres metoder og menneskesyn er grundforskellige. Van Gaal er den fanatiske, detaljeorienterede videnskabsmand, der ser sine spillere som robotter, Cruyff var det karismatiske, intuitive naturbarn, »Aladdin-figuren« med Idskovs ord, »der blev fodboldtræner uden diplom og flere gange havde held til på sidste spilledag at gøre FC Barcelona til spansk mester.«
I Ajax, the Dutch, the War tegner Simon Kuper et portræt af fodboldspilleren, træneren og mennesket Johan Cruyff, hvis hele professionelle liv var én lang konflikt. Ifølge Kuper har den calvinistiske ånd ironisk nok altid været indlejret i fritænkeren Cruyff, der var tro mod sine idéer, gik i krig for sine holdninger og inderst inde vidste, han havde ret. I modsætning til den samtidige Franz Beckenbauer, den medgørlige katolik nede fra Bayern, var tilværelsen for Cruyff aldrig et både-og, men altid et enten-eller.
Han scorede 190 ligamål i 240 kampe for Ajax, men var samtidig oplægger, spilopbygger og strateg. På ni store år vandt han syv nationale mesterskaber og tre Europa Cup'er med Ajax og FC Barcelona. Kun Alfredo Di Stéfano står tilbage som en lige så komplet fodboldspiller. Men VM vandt han aldrig, og udover den ikoniske slutrunde i 1974 var Cruyffs succes på landsholdet til at overse.
I sin blot anden landskamp blev han udvist. Det havde ingen hollænder prøvet før ham, og KNVB reagerede i affekt: 12 måneders karantæne. Han og Holland kvalificerede sig ikke til EM-slutspillene i 1968 og 1972 og tabte semifinalen til Tjekkoslovakiet i 1976. Cruyff stoppede på landsholdet i oktober 1977 efter en succesfuld kvalifikation til VM i Argentina.
Cruyff, Europas bedste fodboldspiller gennem tiderne, efterlader sig en uoverskuelig arv. Man kunne fremhæve de oplagte proselytter som Arrigo Sacchi, Guardiola, Juanma Lillo, Morten Olsen og Marcelo Bielsa. Folk, der har bevaret, videreudviklet og opdateret hollænderens tankegods. Men virkningen er langt mere vidtgående. Det er således aldeles umuligt at forestille sig en moderne fodboldkamp uden temposkiftene, uden den indforståede sammenhæng mellem kæderne, uden det besnærende kantspil, uden Cruyffs aftryk. Alle moderne klubber, trænere og spillere bærer på en flig af hollænderen. Verdensfodbolden har mistet sin dirigent og demagog, sit geni.
LÆS OGSÅ: Totti visner på bænken: Sådan takkede 5 andre legender af
LÆS OGSÅ: Det rådne FIFA: Guldbarrer, elskerinder og hemmelige konti
LÆS OGSÅ: Fodboldens superklubber har skabt et parallelsamfund uden indgang
