I går var det tid til at fejre resultatet af tre års arbejde, da det danske kvindelandsholds træner, Nils Nielsen, sammen med sine spillere modtog folkets hyldest og fremviste sin sølvmedalje på Rådhuspladsen i København.

Og det er sandsynligvis de festligheder, kombineret med en intens EM-slutrunde, der havde sat sig på stemmen, der knagede en smule mere end vanligt, da vi i dag ringede til ham for at tale med ham om resultatet, om kvinder og om fremtiden.

Hej Nils, hvordan har du det?

”Rigtig godt, vi havde en lang dag i går. Nogle længere end andre. Jeg gik pænt i seng lidt over midnat for at være til morgen-tv i dag.”

Det er tre år siden, du blev ansat som landstræner. Det må være et temmelig tilfredsstillende sted, I nåede frem til i søndags. Hvilken andel mener du selv, du har i sølvmedaljerne?

”Da jeg blev ansat i sin tid, kunne DBU godt tænke sig et hold, hvor spillerne, samtidig med, at de spillede attraktiv fodbold, var åbne, tilgængelige og ærlige. Nogle gange i fodboldens verden kan det hele godt blive lidt konservativt. Rammerne for, hvordan man kan opføre sig, kan være meget fastlåste. Der har jeg fra begyndelsen givet spillerne lov til at være dem, de er. Nadia Nadim må gerne være Nadia, og Simone Boye må gerne være Simone. På vores hold har vi ikke haft så faste tidsplaner, og de spillere, der har lyst til at sidde lidt længere oppe om aftenen, har haft mulighed for det. På den måde har jeg forsøgt at bløde tingene lidt op.”

Åbenhed er jo ikke noget, man ser til overflod hverken på herrelandsholdet eller inden for herrefodboldens top generelt. Er det nemmere at køre en åben attitude, når man arbejder med kvinder?

”Jeg tror, man kunne gøre det samme med alle herrehold, hvis man ville. Men mange vælger at lukke sig. Og det kan man også godt forstå i visse tilfælde. Jeg synes, man skal være åben for kritik fra offentligheden, men når spillerne bliver jagtet af pressen, og der kommer historier om dem, der ikke har noget med fodbold at gøre, men hvor spillerne skal stå til ansvar for deres privatliv, så er det ikke en hensigtsmæssig opmærksomhed. Men der er vi heldigvis ikke endnu med kvinderne. Så det er lettere for os at bevare åbenheden. ”

Og hvad med det spillemæssige. Hvordan har du påvirket det i en mere attraktiv retning?

”Det var ikke så svært. De fleste fodboldspillere vil gerne angribe og spille flot fodbold. Det har været sværere at finde balancen, så der ikke sker det, der skete i finalen, hvor vi ikke samtidig fik forsvaret os.”

Du har sagt, at holdet er i verdensklasse, når det spiller godt, men at det ikke spiller godt hver gang. Hvad kan du gøre for at give det et jævnt, højt niveau oven på finalenederlaget?

”Jeg synes, det har været ret nemt at bearbejde nederlaget. Pigerne havde gjort alt, hvad de kunne i forhold til den plan, der var lagt. Holland var bare bedre end os. Og de havde flere kræfter end os. Men overordnet set har vi brug for, at de får flere erfaringer i meget, meget vanskelige kampe. Det er vi godt i gang med allerede. Jo flere slutrunder, vi har været til sammen, desto mere vil det komme. For tre år siden startede holdet nærmest fra bunden, og de har haft brug for at lære hinanden at kende og spille kampe sammen for at få det konstante niveau. Så vi ikke kommer til at se dårlige ud, selv om vi egentlig ikke er det. Vi er blevet markant bedre, men vi kan blive endnu bedre. ”

Du har tidligere blandt andet trænet herrernes U18-landshold. Hvordan er det anderledes at træne kvinder?

”Mange herrespillere vil gerne vide, hvordan de skal gøre, hvad der er planen, og så ellers gå i gang. Hovedparten af kvindespillerne vil gerne mere i dialog med træneren. Det hænger blandt andet sammen med forskellene på kvindefodbold og herrefodbold generelt. Hvor herrerne er omgivet af agenter, rådgivere og assistenter ude i deres klubber, har kvinderne ofte ikke så mange at sparre med. De kan hurtigt komme til at stå med nogle svære ting selv. Derfor skal man være mere opmærksom som træner for et kvindehold. Ikke mindst de piger, der er ankommet til en ny klub i udlandet og måske ikke synes, det er nemt at falde til, eller som har nogle svære beslutninger at tage, kan sidde meget alene. Så ender det tit med, at de ringer til mig. Jeg er jo ikke deres agent, men de ved, at de betyder noget for mig, og at de betyder noget for landsholdet. Der vil jeg gerne hjælpe, hvis jeg kan. Og det er helt legitimt for mig at ringe til en klub og høre, hvad de har tænkt sig med en af mine spillere.”

Taler vi om, at de sidder på bænken i deres klub?

”Ja. Eller at de har det dårligt af andre årsager. Der kan være meget, der gør, at man ikke trives. Og så har man svært ved at præstere på topniveau.”

Og man kunne ikke forestille sig, at Åge Hareide greb røret og ringede til Celta Vigo eller Red Bull Leipzig?

”Det ved jeg faktisk ikke, om han gør. Men det foregår i hvert fald på en helt anden måde inden for herrefodbold på grund af pengebeløbene, der er involveret, og den interesse, klubberne har i deres spillere. Der er mange flere ansat til at hjælpe spillerne, og derfor er det måske sjældnere, at herrespillerne virkelig har det dårligt. Hvis herrerne har det dårligt, så er det som regel, fordi de ikke spiller. Og så prøver klubberne som regel at leje dem ud. Herrefodbold er en anden verden.”

Så man har mere indflydelse som landstræner for kvinder end for mænd?

”Man kan sige det på den måde, at for pigerne er landsholdet helt utroligt vigtigt. Pigerne prøver i mange tilfælde at finde en klub, så de kan få spilletid, blive set og komme med på landsholdet. Herrernes landshold tror jeg mere, man skal se som en bonus. De er selvfølgelig stolte af at spille der, men det er ikke målet i sig selv. For dem er drømmen at spille i en stor klub i udlandet. Men for kvinderne er klubniveauet ikke det samme, så der betyder landsholdet allermest.”

Oven på succesen ved EM, hvordan ville du så have det, hvis du blev tilbudt at træne herrelandsholdet?

”Det ville jeg takke pænt nej til. De har brug for en anden profil. Jeg ville slet ikke passe ind i den rolle. Netop fordi jeg som træner involverer mig så meget med alle spillerne. Der tror jeg, at det ville frustrere mig, at jeg ikke ville kunne hjælpe spillerne på samme måde, som jeg kan med kvinderne. Jeg har trænet U-landshold på herresiden, og det gik rigtig godt, men det var også fordi det var talenter, der var på vej til noget. Det var ikke spillere, som skulle kæmpe for at etablere sig i klubber ude i Europa, hvor jeg ikke ville kunne gøre noget for at hjælpe dem.”

Måske er det også sjovere at træne et hold, der er med i eliten og ikke et hold, der skal kæmpe for at bare at kvalificere sig?

”Nu synes jeg jo også, at vores herrehold er et fremragende fodboldhold. De har en masse unge spillere, der gør det rigtig godt og gerne vil vinde. De skal nok lave store resultater. Men konkurrencen er voldsom, og derfor skal de kæmpe for at kvalificere sig hver gang. Konkurrencen er også blevet voldsommere på damesiden, og vi skal også slås for det. Men der er vi så heldige lige nu at have nogle verdensklassespillere.”

Nogle snakker om, at opmærksomheden omkring kvindefodbold vil fortage sig nu. Er du bekymret for det?

”Sådan er det med landshold. Det er spændende at skrive om dem, når de spiller kampe. Der er heller ikke meget opmærksomhed omkring herrelandsholdet lige nu. Og det synes jeg heller ikke, der skal være. Men nu ved folk, hvem pigerne er, efter at de har præsteret så godt. Så bliver det også meget mere spændende at skrive om dem, når de skal spille næste gang. Det tror jeg spillerne må vænne sig til.”

LÆS OGSÅ: VIDEO: Italiensk sportsmagasin kårer de værste 20 sekunders fodbold nogensinde

LÆS OGSÅ: Nadia Nadim om at tabe: "Jeg kan godt finde på at gå ud og sparke 400 gange på mål" 

LÆS OGSÅ: Åge Hareide: "Jeg vil gøre nationen glad og stolt"