Rygterne har længe svirret om Amazons nye flue-på-væggen-dokumentarserie, som kommer til at følge forskellige fodboldhold fra forreste række.

Nu har Amazon langt om længe løftet sløret for, hvilket hold der som det første kommer under behandling: nemlig den engelske klub Manchester City, som i dokumentaren kan følges bag kulisserne af fans og andre fodboldinteresserede.

Ifølge Goal er der allerede blevet installeret kameraer i holdets træningskompleks, hvor man er i gang med at filme til dokumentaren. Her vil seerne blandt andet få indblik i den ellers lukkede fodboldverden, herunder med scener af holdets træner Pep Guardiolas peptalks til spillerne, møder med trænere og kampdage set fra holdets eget perspektiv.

Filmen har muligvis sat gang i andre projekter, for det rygtes, at flere store, engelske hold ligger i forhandlinger med streamingtjenesten om at medvirke i lignende dokumentarer.

Dokumentaren har ifølge The Sun premiere på Amazon Prime i sommeren 2018.

LÆS OGSÅ: Coca-Cola sponsorerer for første gang nogensinde en virtuel sportsstjerne i det nye FIFA 18

LÆS OGSÅ: Se billeder af Floyd Mayweathers nye hus, som han købte efter sejren over Conor McGregor

LÆS OGSÅ: 5 ting vi lærte om fodbold i weekenden