Der har i årenes løb været mange rygter om en mundtlig ikke-angrebspagt mellem Real Madrid og Atletico Madrid, som skulle forhindre den større og rigere klub i at plukke alle lillebrorens største talenter. Hvis der overhovedet har eksisteret sådan en pagt, er den i hvert fald brudt nu.

I går blev Real Madrids nyeste køb, Theo Hernandez, nemlig præsenteret. Hernandez kommer fra en kontrakt hos Atletico Madrid, og dermed bliver han den første spiller, der har skiftet på tværs af den spanske hovedstad, siden Real købte den argentinske midtbanespiller Santiago Solari i år 2000.

Måske var det nogle af disse overvejelser, der gik gennem hovedet på Hernandez og ødelagde hans koncentration, da han i går blev præsenteret for sit nye hjemmebanepublikum på Santiago Bernabéu.

Måske var det bare hans kun 19 år og god gammeldags benovelse over at være kommet på græs hos de forsvarende spanske mestre og Champions’ League-vindere, der hylede ham ud af den.

I hvert fald havde teenageren, som du kan se herunder, ualmindeligt vanskeligt ved at holde bolden i luften, da han blev præsenteret med den traditionsrige jonglering.

Theo Hernandez kom til Atletico allerede i 2008, men er aldrig blevet fast mand på klubbens førstehold. Den seneste sæson har han været udlejet til baskiske Alaves, hvor han spillede 32 ligakampe.

Hernandez har også ambitioner om at spille for det spanske landshold, ifølge Marca har han takket nej til at spille for sit franske hjemland og er allerede i gang med at blive spansk statsborger. Forhåbentlig vil det også gøre hans boldbehandling lidt mere spansk.