Det sker hvert år. Vinteren og mørket synes at punktere kroppen for al energi og motivation. Bare tanken om at skulle ud i det kolde mørke for at løbe en tur eller slæbe sig ned i et fitness-center, synes håbløs uoverskuelig.

Men vi vil jo også gerne holde os i form. Det skal blot være lysten frem for pligten, der driver værket.

Derfor har vi ladet os inspirere af ånden bag i SEIKO's nye eliteserie af ure SEIKO Prospex Landmaster – designet til udfordrende og ekstreme miljøer. For med serien af ure lægges der op til en livsstil, der er aktiv og mere alternativ, end hvad den traditionelle stair-master kan byde på.



Der er tale om en serie af ure, der er bygget til at kunne præstere til vands, til lands og i luften, og det er netop i den ånd, at vi har undersøgt 5 alternative og ekstreme sportshobbyer, der kan trække dig ud af din vinters sløvsind.

Kitesurfing

Vandsport lyder måske ikke voldsomt tiltalende her i november, men kitesurfing er synonymt med adrenalin, og sammen med en våddragt skal du nok kunne holde varmen. Og så er det ikke er så svært, som man skulle tro. Forskellen mellem en professionel kitesurfer og en amatør er en uges tid... siger man. Jo, jo, overdrivelse fremmer forståelsen, men med lidt træning og talent er du allerede langt.

Prisen skræmmer dog. Det komplette kitesurfing-udstyr sætter dig godt og vel små 10.000 kroner tilbage. Men så handler det jo bare om at få dig selv og din bankrådgiver til at se tingene i perspektiv; For hvor meget ville den der skiferie til Val Thorens ikke have kostet? Og skiferien varer en uge, ik'. Kitesurfing er året rundt og resten af livet!

Undervandsfiskeri

Siden 1965 har SEIKO været en af de mest innovative ur-fabrikanter, når det gjaldt dykkerure. Deres bedste dykkerur kan i dag klare dyk på ned til 600 meters dybde. Og, nej, vi skal ikke undervandsfiske på 600 meters dybde i Kattegat, men ikke desto mindre vidner det om SEIKO's evne til at skabe solide kvalitetsure. Det gør sig også gældende for Prospex Landmaster-serien, der er dog ikke er et decideret dykkerur, da det "kun" kan gå 100 meter ned (et certificeret dykkerur skal kunne gå 200 meter ned). Derfor kan du sagtens beholde det på, når du resten af vinteren vil gribe enhver undskyldning for at hoppe i havet, iført din våddragt, snorkel og harpun.



Undervandsfiskeri er en hobby, der for alvor har grebet om sig i Danmark. Med Danmarks mere end 7.000 km kyststrækning, hvor det vrimler med fisk, giver det også kun god mening.

Vil du gerne trumfe dykkerbanden med et ægte dykkerur, er SEIKO Prospex Automatic Diver 200m en mulig investering.

Regn med godt og vel et par 1.000 kr. til gear.

Mountainbike

Kan du huske sidste gang, du så en fyr hoppe af træningscyklen nede i centeret, helt oppe og køre på adrenalin? Yeah, yeah, yeeaaaah!!

Nej, og det hænger nok sammen med, at det endnu aldrig er sket.

Ulideligheden over at træde monotomt af sted på en motionscykel, mens den nye Justin Bieber-video brager ud gennem fitnesscentrets skærme, er grundlæggende årsagen til, at vi aldrig kommer af sted.

Smadrer du derimod ned gennem snoede skovstier med træerne susende forbi på hver side, smurt ind i mudder og regn, er det pludselig tale om ægte 'yeah-yeah-yeeeah-adrenalin!'.

Til at starte med ville det dog nok være en ide at leje eller låne en cykel. En kvalitetsmoutainbike sætter dig hurtigt 20.000 til 30.000 kroner tilbage. Av!


Trailløb

Trailløb er en af tidens helt store motions-diller. På mange måder kan det sammenlignes med mountainbike men med en snert af overlevelsesløb.

Her løber du gennem skoven, hvilket gør trailløb langt mere udfordrende og givende end almindeligt løb. Du ser måske allerede de første forstuvede ankler for dig nu, men chancen for skader er ofte mindre, da du ikke overbelaster de samme muskler og led igen og igen som på netop løbebåndet.

Med Trailløb får du derimod udfordret balancen ned af skrånende skrænter, hvilket betyder, at du får brugt en masse muskelgrupper, du normalt ikke bruger, mens du får opbygget muskelmasse, når du omvendt løber op af de glatte og mudrede skovskrænter.

Som en start kan du bruge dine almindelige løbesko, men bliver du alvorligt bidt, bør du nok investere i et par trailsko. De ligger i nogenlunde samme prisklasse som et par almindelige løbesko.

Klatring

Livet er jo - og nu bliver det dybt - en stor væg, vi alle skal overkomme. Måske er det derfor, at det er noget så ualmindeligt tilfredsstillelsen over at overkomme en klatrevæg ude i en hal på Amager.

Og så er der altså tale om en sport, der om nogen bygger kroppens muskulatur. Frit hængende på væggen (Mission Impossible-style) er der altså nogle potentielt rigtig gode Tinder-profil-fotos i vente.

Prospex Landmaster-serien er bl.a. ure, der er designet til netop klatring. Den pudeformede urkasse er skabt til bjergbestigning, mens urets unikke og patenterede Kinetic teknologi en gang for alle gør op med batterier. Det er dine bevægelser, der oplader uret.



Der findes et hav af klatreklubber rundt omkring i landet. Et årskort ligger på omkring 1.000 kr. Klatresko kan du leje de første par gange, ellers kan du erhverve dig et par for en 300-600 kr., og så er du i gang.