I 2008 blev Thomas Dalgaard købt af Vestel Manisaspor. Klubben betalte 4 millioner for angriberen, der dengang spillede i Randers FC. 

Hvad offentligheden ikke blev gjort bekendt med er, at klubbens præsident via en økonomisk ’karrusel’, der sendte en del af købssummen ud i det officielle system og derfra tilbage i hans uofficielle lomme, scorede en million kroner til sig selv.

Det skriver en insider, der har årelang erfaring i fodboldbranchen, i juninummeret af Euroman, som kommer i handelen i morgen.

’Fodbold-insideren’, der forbliver anonym af hensyn til sit fortsatte virke i den internationale fodboldbranche, afdækker i en serie af artikler til bladet et udvalg af fodboldens mere lyssky mekanismer.

Første kapitel handler om fænomenet returkommission. Ordet betegner en kalkuleret overpris, som mange klubpræsidenter bevidst betaler i spillerhandler, for at pengene gennem en omvej af stråmænd skal vende tilbage i deres hænder.

I eksemplet med Vestel Manisaspor vil det sige, at præsidenten med købet af Thomas Dalgaard har snydt sin egen klub for 1 million kroner, som den ikke havde behøvet at udbetale.

Thomas Dalgaard siger til Euroman.dk, at han ikke havde nogen anelse om, at noget sådant skulle være foregået, da han i 2008 skrev kontrakt med Manisaspor for tre og et halvt år. 

”Jeg har ikke tænkt over, at den slags fusk foregår. Det er ret vildt, men det har ikke påvirket min situation i klubben,” siger Dalgaard, hvis aftale med klubben blev ophævet efter et halvt år.

Euromans fodbold-insider understreger, at hverken Thomas Dalgaard, Randers FC eller diverse mellemmænd har urent mel i posen – det er udelukkende den tyrkiske klubpræsident og hans bestyrelse, der kan klandres.