Sidste år trak David Beckham sig tilbage efter en lang fodboldkarriere i Europa og USA. Men muligvis skal Beckham-fans ikke vente alt for længe, inden de igen ser efternavnet på ryggen af en professionel fodboldtrøje.

I hvert fald har den ældste af David Beckhams sønner, Brooklyn, imponeret trænerne i Arsenal så meget, at de har lavet en aftale med ham, om at han skal fortsætte på klubbens talentudviklingsakademi indtil slutningen af denne sæson. 

Det skriver avisen Daily Star, der også citerer en unavngiven kilde fra Arsenal for at sige:

”Arsenal har set, at han kan blive et stort talent. Klubben har fået hans underskrift i konkurrence med Chelsea og Manchester United, der også var interesserede. Muligvis ser vi ham allerede næste sommer indgå en aftale med Arsenal for et stort beløb.”

Det siges, at David Beckham og Arsène Wenger, Arsenals træner kommer godt ud af det med hinanden.


Fodbold- og model-dynasti under opbygning? David Beckham og hans sønner Brooklyn, Romeo og Cruz i december 1993 til premieren på dokumentarfilmen 'The Class of 92', der handler om Beckham og hans talentfulde holdkammerater i Manchester United. Foto: Getty

Brooklyn Beckham har angivelig spillet fodbold, siden han var fire år gammel, blandt andet i L.A. Galaxies, da hans far spillede på samme klubs seniorhold, og i Queens Park Rangers, hvor han trænede en overgang med et ungdomshold.

Det er ikke stort med videomateriale, der kan vise, hvad drengen egentlig kan, men man kan da se, at han har en god pote i dette lille klip, hvor han og hans to yngre brødre, Romeo og Cruz, der sjovt nok også kan lide at lege med læderkuglen, fjoller rundt med Thiago Silva og Zlatan Ibrahimovic: