Selv om han har scoret enkelte klasse-mål , ville det være synd at sige, at Nicklas Bendtner har slået igennem i Wolfsburg. 

Og i weekenden måtte han sidde på tribunen som straf, efter han var kommet for sent til træningen.

Selv om vi uforbeholdent hepper på Bendtner, når han glimtvis markerer sig positivt, så forstår vi til fulde, hvis Nicklas Bendtner ikke føler sig som nogen Lord for tiden. 

Ja, faktisk har han i sidste uge fortalt Wolsfburg Allgemeine Zeitung, at han er usikker på, hvordan han overhovedet skal reagere på sit kælenavn.

”Problemet er, at jeg ikke ved, hvor det kommer fra, og hvordan jeg skal forstå det. Er det for sjov? Bliver jeg latterliggjort? Er det seriøst ment? Jeg tror, det er et ungdomsfænomen. De synes, det lyder godt,” siger han til lokalavisen. 

LÆS OGSÅ: Sådan får du sportsikonernes stil

I det hele taget afslører landsholdsspilleren en grundlæggende tvivl på, hvordan omverdenen opfatter ham.

”Jeg er ikke helt sikker på, hvad mit image er. Jeg tror, mange mennesker har det forskelligt med mig. Min mor har altid sagt, at jeg er sådan en, der polariserer. I Danmark har man vendingen: Du er sådan en, der deler vandene. Jeg møder folk, der synes, jeg er verdens største. Og så møder jeg folk, der har lyst til at smide flasker i hovedet på mig,” siger angriberen.

Ikke længere i jakkesæt
Men selv om Bendtner altså kan komme i tvivl om, hvad folk synes om ham, og om de mener det, når de kalder ham Lord, har han haft antennerne ude og rettet ind efter den socialt accepterede dress code i Wolfsburg.

”Jeg har besluttet ikke længere at være for velklædt, når jeg møder op til træning. Jeg kan godt lide at gå i jakkesæt. Men de andre spillere synes, det er lige i overkanten, når man skal til træning. Derfor har jeg også efterladt en stor del af min garderobe i London,” siger Nicklas Bendtner, der erkender, at han er i Wolfsburg for at spille fodbold og ikke for at gå catwalk.

Og det er jo så netop problemet, at han heller ikke får gjort det første, fordi han er langt nede på træner Dieter Heckings liste over angrebsvalg, der blev yderligere forstærket i seneste transfervindue

Intervieweren afslutter med det essentielle spørgsmål, om Wolfsburg er Bendtners sidste chance for at redde karrieren. 

”Det ved jeg ikke. Jeg har haft meget modgang med skader og er nu 27. Jeg er lykkelig og taknemmelig for at være i Wolsfburg,” svarer Bendtner. Nærmest beskedent.


Ikke helt ude i kulden: Kevin de Bruyne fejrer sit holds første mål i kampen mod Eintracht Frankfurt 3. februar sammen med holdkammeraterne Nicklas Bendtner og Marcel Schaefer. Foto: Getty

LÆS OGSÅ: Video: Hvor langt kan en sværvægter bokse en fodbold

LÆS OGSÅ: De 10 mest sexede fodboldkærester

LÆS OGSÅ: Se amatør blive bordtennischef på et år