De små propelfly drøner gennem luften. I vilde sving og loop drejer de uden om 25 meter høje luftfyldte kegler. For de 12 konkurrencedeltagere, der dyster om at blive kåret til verdens bedste pilot, gælder det om at holde tungen lige i munden. 

”Det er en vild følelse at flyve igennem luften med 350 km/t. Flyvning har altid fascineret mig og sammen med spændingen, der opstår i konkurrencen, giver det en særlig kombination. Men det kræver en enorm stor koncentration. I så høj fart kan de mindste fejl eller udsving have store konsekvenser,” fortæller engelske Paul Bonhomme, en af de helt store favoritter til at stå øverst på sejrsskamlen, når årets vinder af Red Bull Air Race skal findes i finaleløbet den kommende weekend.
 
LÆS OGSÅ: Beats-reklame: LeBron James vender hjem

Efter 7 løb i 6 forskellige lande, blandt andre USA, De Forenede Arabiske Emirater og Malaysia, skal denne sæsons Red Bull Air Race afgøres i Spielberg, Østrig.

Konkurrencen har været afviklet hvert år siden 2003 og er et officielt verdensmesterskab, akkrediteret af FAI – The World Air Sports Federation.

LÆS OGSÅ: Se verdens flotteste ekstremsportsbilleder

 

50-årige Paul Bonhomme har været med fra starten og har ikke misset et løb lige siden. Weekendens løb i Spielberg bliver hans 58., og med 2 tidligere mesterskaber står han til at blive den mest vindende Red Bull Air Race-pilot nogensinde.

LÆS MERE: Se billeder: På besøg hos McLaren og Kevin Magnussen
 
Euroman dækker weekendens finalestævne, og som optakt har vi snakket med Paul Bonhomme, der er uddannet pilot, om hvad der fascinerer ham ved sporten, som han har viet sit liv til, og som bliver kaldt den hurtigste af alle sportsgrene. 

Hvornår vidste du, at du ville tage flyvningen til det næste niveau og begynde at konkurrere?

”Tilbage i midt 90’erne blev jeg af en kollega introduceret til konkurrenceflyvning. Det var ikke særlig udbredt, slet ikke kommercielt. Vi var bare nogle unge piloter, der fik pumpet lidt adrenalin rundt i kroppen. Men jeg blev  hurtigt fanget af konkurrencedelen og uden at tænke så meget over det, blev jeg hængende i miljøet.” 



Hvordan blev du en Red Bull Air Racer?

”Jeg og fem andre piloter startede selv det første løb tilbage i 2003.  Vi mødte bare op med de fly, vi havde dengang. Der var ingen træning, ingen forberedelse og næsten ingen regler. Der gjaldt to regler: Hold dig i live og find den hurtigst mulige vej.” 

Som seersport, hvad er det Red Bull Air Race kan?

”Mennesker er ikke designet til at kunne flyve. Der er noget helt unormalt ved, at mennesker konkurrerer oppe i luften. De fleste kan køre i bil, og når de ser motorløb, kan de til en vis grad sætte sig ind i, hvordan det ville være at sidde bag rattet. Det kan de færreste med flyvning.”


 
Er du nervøs inden du skal op og flyve?

”Jeg hader konkurrencemorgenerne. Jeg har mange gange stået op og tænkt: ”Hvad fanden har jeg gang i?” Kroppen fungerer ikke optimalt, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg er sulten eller ej. Men når jeg først klatrer op i flyet, sætter mig til rette bag rattet, lukker kabinen og tænder motoren, så føler jeg mig hjemme. Nu skal jeg ud og flyve ræs. Det er mit gyldne øjeblik.”
 
Hvad gør du for at dulme nerverne?

”Jeg tror, det er godt at være lidt nervøs. Hvis ikke du har lidt nerver, ender du med at gøre noget forkert. Hvis man er alt for selvsikker og glæder sig lidt for meget, kan man risikere at glemme faren ved sporten. Det er vigtigt at have respekten med hele vejen.”

LÆS OGSÅ: 15 forfærdelige sportsuniformer

Hvad er taktikken under et løb?

”Udover at man skal flyve efter keglerne, er der fri leg igennem banen. Nogle flyver højt, andre lavt. Det er meget forskelligt, og det kommer også meget an på vejrforholdene. Hård vind er som en våd Formel 1-bane. Man analyserer vind og vejr inden løbet, og prøver at regne sig frem til den perfekte linje.” 

Betaler Red Bull Air Racing regningerne?

”Ikke alene. Lige nu er det Red Bull, der finansierer det meste. Men både de og vi selv er på udkig efter nye store sponsorere, der kan medvirke til, at sporten bliver en forretning og en levevej frem for en sjov fritidsaktivitet, som det udelukkende har været tidligere. Men det går den rigtige vej i øjeblikket, og Red Bull satser stærkt på at udvide sporten og køre det på samme måde, som de gør med andre større sportsgrene som amerikansk og almindelig fodbold. Hvis det bliver gjort rigtigt, kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skulle lykkes.”

Hvad laver du så ved siden af?

”Jeg flyver stadig Boeing 747. Hvilket stadig tager det meste af min tid. Jeg er faktisk lige landet efter en tur fra Moskva. Og med tre små børn har jeg ikke meget fritid. Men jeg føler mig heldig og privilegeret over at kunne bruge min tid på det, jeg drømmer om.”



Med dine to samlede sæsonsejre i 2009 og -10 deler du mesterskabsrekorden med amerikanske Mike Mangold. Med din aktuelle tredjeplads i årets turnering har du stadig en god chance for at blive hyldet som den samlede vinder af Red Bull Air Race 2014. Hvad tænker du om muligheden for at stå alene på toppen af rekordlisterne?

”Vildere ting er sket i historien. Så intet er umuligt. Men det er klart, når man kommer bagfra og skal indhente to positioner, presser man lidt ekstra på. Og dermed er der større sandsynlighed for at begå vitale fejl. Den førende, Nigel Lamb, kan slappe lidt mere af. Men jeg vil selvfølgelig gøre alt, hvad jeg kan, for at det skal lykkes.”






Følg med på Euroman.dk for nyheder, billeder og video fra finalen i Spielberg.