Det var først, da vi flyttede til Portugal, at jeg begyndte at opfatte mig selv som målmand. Jeg var 13 år, og mens min far spillede i Manchester United, havde jeg bare flagret lidt rundt på skoleholdet. Lidt som målmand, men mest som angriber eller fløj og frem for alt ikke særlig seriøst. Jeg havde aldrig spillet i klub, og jeg havde aldrig trænet på en organiseret måde.

I Portugal spillede jeg i Estoril Praia. Vi var to målmænd, og i hele min anden og sidste sæson delte vi spilletiden imellem os. En halvleg til hver. Men da vi spillede finalen om det portugisiske mesterskab, og jeg gjorde mig klar til at lade mig udskifte i pausen som sædvanlig, fik jeg besked på at blive på banen. Vi spillede på græs, ikke på grus, for første gang i sæsonen, og jeg kastede mig rundt og stod mit livs kamp. Da jeg blev skiftet ud 10 minutter før tid, førte vi 4-0 og var sikre på at vinde mesterskabet. Det var nok i den kamp, jeg for alvor fik smag for målmandsspillet.


Kasper Schmeichel i 1995

Da min far skiftede fra Sporting Lissabon til Aston Villa, flyttede min søster og jeg med vores mor til Danmark. Jeg var 14 år, jeg havde ikke boet i Danmark, siden jeg var fire, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle lave. Men så talte jeg med en af mine kammerater, som skulle starte på idrætsefterskolen i Oure, og det lød så fedt, at jeg ville med. På Oure mødte jeg et miljø og en træner, som gav mig lyst til at gøre endnu mere ved målmandsspillet.

Vores træner var en fynbo ved navn Bo Pedersen. Han elskede Real Madrid over alt på jorden, og da pigeholdets træner, Kurt, elskede Real Madrid lige så højt, handlede alt, hvad vi lavede det år, om at spille præcis som Real Madrid. Med diamantformation på midtbanen og backer, der kørte op og ned. Det foregik sådan, at vi gik i skole til kl. 13, og så trænede vi fra kl. 14 til 15.30-16. Derefter gik Bo ind, men vi drenge spillede videre, indtil der var aftensmad kl. 19. Og så gik vi ud på banerne eller i hallen og spillede videre bagefter.

Vi var 20 fodboldfanatiske drenge, og jeg tænkte på, hvad min far altid havde sagt: Jeg skulle kun spille, hvis jeg syntes, at det var sjovt. Jeg forstod nu, hvad han mente.

På Oure talte jeg meget med Bo om det, han kaldte indlevelsesevnen – evnen til at se mig selv stå i målet, løbe ind på banen, spille på et stort stadion, og det var lige noget, jeg kunne forstå, for jeg havde altid haft en god fodboldfantasi: Når jeg spillede i haven, kunne jeg sagtens forestille mig, at jeg spillede på et stadion, og jeg kunne sagtens forestille mig, at jeg reddede et skud fra Eric Cantona.

Bo lærte mig også at sparke til en bold. Vi trænede det igen og igen og igen. Det havde jeg aldrig lært, og spillet med fødderne er i dag en af mine store styrker.

Skoleåret fløj af sted på den måde. Mod slutningen havde vi en intervaltræning, hvor jeg stod for det ene hold, og en pige, der hed Line, stod for det andet, fordi vores anden målmand ikke kunne være med. Lines hold vandt 21-19, og jeg havde et eksplosivt temperament dengang, så jeg var helt oppe at ringe. Det blev ikke bedre af, at Bo kørte rundt i det. Men så sagde han også noget, der fik samme virkning på mig som finalen i Portugal.

Han sagde noget i retning af: ”Hold da kæft, de havde en pige på mål, og I havde et af Danmarks største målmandstalenter, og alligevel tabte I.”

Sådan havde jeg aldrig tænkt om mig selv. Jeg gik i bad, og jeg spiste, og jeg kunne ikke slippe tanken: Var jeg virkelig et af Danmarks største målmandstalenter?



Efter Oure trænede jeg lidt med på Brøndbys ynglingehold, det var i sommeren 2002, og jeg syntes egentlig, at jeg havde lidt svært ved at følge med på det niveau. Men ret hurtigt blev jeg inviteret på tre ugers prøvetræning i Manchester City, hvor min far nu spillede. Jeg har aldrig talt med min far om det, men det ville ligne ham dårligt at presse på for at få mig til prøvetræning. Jeg tror, at Kevin Keegan, som var manager, var nysgerrig på mit talent og spurgte min far om muligheden for at få mig over.

Til min allerførste træning i City var jeg med i en interval-øvelse med hele Premier League-holdet, og midt i det hele tog Eyal Berkovic, en af holdets stjerner, bolden op i hænderne og sagde: ”Stop, stop, stop! Hvem fanden er det?” Og så pegede han på mig. ”Helt seriøst, hvad fanden foregår der her? Hvad hedder du?” Jeg svarede. ”Kan du stå mål?” spurgte han så. ”Ja,” sagde jeg. ”Det håber jeg kraftedeme også for din skyld, for du er på mit hold.”

Og så spillede han videre. Jeg var 15 år, og hold da kæft, jeg var presset. Vi sluttede af med skudtræning med Nicolas Anelka, Shaun Wright-Phillips og Kevin Keegan, og jeg blev fuldstændig rundbarberet, sablet ned, skudt i sænk. Men jeg fik en kontrakt, og på få år var jeg gået fra useriøs fløj på skoleholdet til at være en rigtig professionel fodboldmålmand.

I Manchester City kom jeg i verdens bedste målmandsskole. Min far var førstemålmand, men han havde altid kun trænet med markspillerne, så jeg trænedemed en målmandsgruppe, der blev ledet af Peter Bonetti, som var med på det engelske VM-guldhold i 1966, og som bestod af Tim Flowers, Nicky Weaver, som var det helt store talent dengang, Carlo Nash, Keiren Westwood og mig.

Vi havde Tim på lån, fordi Nicky havde problemer med knæet. Tim var stadig sindssygt god, men havde nået en alder, hvor det var ved at være slut, og han havde tydeligvis trænerambitioner. Han coachede meget, og han tog mig under sine vinger. Han lærte mig, hvordan jeg skulle placere mig i målet,hvordan jeg skulle forholde mig til målets vinkler, hvor langt jeg skulle stå ude eller inde i målet i givne situationer, hvordan jeg skulle bevæge mig i målet … Han kiggede meget på, hvornår jeg var hurtigst, og så lavede han øvelser ud fra det. Jeg lærte ufattelig meget af ham, og han brugte så meget tid med mig, selv om jeg var nederst i hierarkiet.



Peter Bonetti på mål for Chelsea i 1972

Da min far stoppede, fik vi David Seaman som førstemålmand. Det var hans sidste år i karrieren, det vidste han godt, han var omkring 40 år, og han var også en fantastisk læremester. Han tog sig rigtig godt af mig, fordi han kendte min far godt. Jeg har stadig til gode at se en målmand, der er lige så rolig som David, når skuddet kommer. Han havde så meget ro i kroppen, lige meget om skuddet kom fra to meter eller 20 meter. Han var iskold, og han greb alt. Det var helt vildt at stå og kigge på.

Efter David Seaman fik vi David James, og Tim blev officielt vores målmandstræner. James var stadig rimelig ung og på grænsen af at være hyperaktiv. Han er den vildeste atlet, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Hans kropsbygning, hans spring, hans power var så vanvittig. Dynamikken i målmandsgruppen blev også en anden, fordi han stadig var ung og tænkte mest på sig selv.

Jeg arbejdede stadig meget med Tim, men når David kom ud til træning, drejede alt sig om ham. Som den yngste skulle jeg hente bolde og drikkelse til ham, og han drak meget. Han drak også kaffe under træningen, så jeg skulle hente kaffe i kantinen og fylde i hans drikkedunk. Han var hård. Hvis han havde haft et dårligt set, og jeg skulle på mål, var det ham, der sparkede, og han sparkede hårdt. Han sparkede rigtig hårdt. En gang imellem tænkte jeg: ”Hold nu kæft mand, kan du ikke bare sparke almindeligt!?”

Men Tim sagde altid: ”Kig på ham, lær af at kigge på ham.” Og jeg var bare glad, for i mine første år som professionel havde jeg stået i lære hos tre engelske landsholdsmålmænd: Tim Flowers, David Seaman og David James. Hvor heldig havde man lov at være?

Når jeg ikke trænede, brugte jeg timevis på YouTube. Det er min hemmelighed, mine hemmelige studier. Jeg studerede målmænd fra hele verden. Før træning, efter træning, mellem træningerne. Jeg søgte på alle de målmænd, jeg overhovedet kunne komme i tanker om, og så sad jeg og studerede dem … Og så jeg noget, jeg blev inspireret af – en gribeteknik, en måde at flytte fødderne på, en måde at kaste sig på, et spark, en stil, en måde at se ud på – prøvede jeg det af næste dag.

Et eksempel: I dag ruller jeg, efter at jeg har kastet mig. Det har jeg set mange tyske målmænd gøre på YouTube. Det tager noget af stødet i faldet. Som målmand kaster du dig 120-130 gange om dagen, og hvis du gør det over en 15-20-årig karriere, lægger du et stort pres på din krop. Det er godt at lære nogle teknikker, der tager presset af din ryg eller dine hofter.

Et andet eksempel: I England lærer du at komme hurtigt på fødderne igen, når du har kastet dig til den ene side, så du er klar til at kaste dig til den anden. I Spanien svinger du i stedet benene udad og frem foran kroppen, så fødderne kommer med over til den side, du kaster dig til. På den måde kan du straks sætte af og kaste dig den anden vej. Jeg synes, jeg kommer hurtigere på benene på den måde, og det har jeg lært af Casillas, Reina, Victor Valdés og specielt Cañizares på YouTube. På den måde er jeg blevet et kludetæppe af en målmand. Jeg har taget det bedste fra den tyske, den spanske og den engelske skole, og jeg bliver ved med at samle ind. Jeg har et stort videobibliotek med alle mine kampe og alle mine træninger i Leicester. Dem ser jeg af og til. Det kan være for at få styr på en detalje om en håndpositur. Jeg er stadig ikke færdiguddannet. Den dag, lysten til at studere målmandsspillet stopper, stopper jeg med at spille fodbold.


På mål for City i en træningskamp i 2003

Der gik lige præcis 30 sekunder af min ligadebut, før en eller anden angriber havde smadret ind i mig, så jeg lå og rodede rundt inde i målnettet.

Det var i 2006, og jeg var på mit første af mange udlån, til Darlington i den fjerdebedste række. Men jeg var lykkelig over at få lov at spille ligafodbold i så ung en alder, og jeg var på en helt anden planet, da jeg efter fire kampe skulle tilbage til City. Jeg hævede mit niveau med 10-15 % til træning, og snart fik jeg muligheden for at komme tre måneder til Bury, også i den fjerdebedste række. De lå til nedrykning, og det var fantastisk, at de havde tillid til, at en 19-årig målmand som mig kunne være med til at redde dem. Vi klarede den, og jeg fik endnu et ophold i Bury i den næste sæson.

Efter nogen tid tilbage i City, hvor Stuart Pearce havde taget over efter Kevin Keegan, fik jeg mulighed for at komme til Falkirk i den bedste skotske række. I min debut vandt vi 1-0 over Dunfermline, de lokale rivaler, og senere slog vi Celtic 1-0 i en kamp, hvor jeg klarede et straffe. Det var oven i købet i min første rigtige tv-kamp, og livet var fantastisk. Vi spillede også mod Glasgow Rangers foran 50.000 tilskuere på Ibrox, og vi sluttede i toppen.

Tilbage i City – vi er nu i 2007 – overbeviste Stuart Pearce mig inden sommerpausen om, at det snart var min tur, og jeg skrev under på en ny kontrakt.

Men inden længe havde klubben købt både Joe Hart i Shrewsbury og Andreas Isaksson i Rennes, og jeg kunne godt se på træningerne, at det var dem, der blev satset på. På det tidspunkt havde jeg et temmelig anstrengt forhold til træneren. Jeg var ikke glad, og selv om Stuart Pearce blev fyret, og Sven-Göran Eriksson kom til, var jeg overbevist om, at jeg skulle videre, når jeg havde kontraktudløb året efter. Jeg var stadig tredjevalg, men lige inden sæsonen blev først Isaksson skadet og så Joe Hart, og lige pludselig skulle jeg stå i vores Premier League-premiere ude mod West Ham. Vi vandt 2-0, jeg holdt clean sheet i min debut og spillede en god, solid kamp. Sven tilbød mig en ny kontrakt, men jeg sagde nej. Jeg klarede et straffe fra Van Persie ude mod Arsenal og var med til at vinde 1-0 hjemme over United. Nyt kontrakttilbud, men nej tak. Jeg havde fået nok af at blive kastet frem og tilbage i City.

Til sidst kaldte Sven mig ind på sit kontor og sagde: ”Jeg synes, du er en fremragende målmand. Du er den hurtigste målmand på stregen, jeg nogensinde har set. Der er nogle små ting, du skal arbejde med, men jeg er meget, meget imponeret, og jeg vil gerne tilbyde dig denne kontrakt, det er det sidste tilbud, og den vil jeg meget, meget gerne have, at du skriver under på, for du skal nok få chancen her.” Og så gav jeg efter. Jeg var 20 år, spillede i Premier League og fik en rigtig flot fireårig kontrakt.

Det var om onsdagen. Vi trænede torsdag og fredag, og så tog vi på hotel, inden vi skulle spille mod Newcastle hjemme om lørdagen. Og jeg spillede ikke. Og jeg spillede ikke siden. For anden gang på kort tid havde en træner stillet mig noget i udsigt, som alligevel ikke blev til noget.

Det bedste, jeg ved, er at komme ud til opvarmningen på kampdagen. Gåturen fra omklædningsrummet og ud på banen og hele opvarmningen. At komme ind igen, skifte tøj, gøre mig klar til kamp. Jeg elsker det. Jeg skal ikke gøre mig umage for at sætte mig op. Heller ikke når det hagler en tirsdag aften i Burnley.

Jeg tror, at det handler om, at jeg sad på bænken i så lang tid i City. Jeg fik ikke lov at spille kampe, og der var ikke noget, jeg hellere ville. Jeg har opbygget en kæmpe sult efter at spille kampe. Det ville være meget arrogant af mig ikke at nyde hver en kamp, for jeg ved, at der sidder en ude på bænken og længes efter at spille.

Jeg har ingen ritualer før en kamp. Det havde jeg engang. Alt muligt. Samme rute til stadion. Et særligt sæt handsker. Men så spillede jeg sammen med Jimmy Floyd Hasselbaink i Cardiff, og han sagde til mig: ”Overtro er svaghed. Hvad hvis der en dag er vejarbejde på din faste rute Kan du så ikke spille kampen?” Siden da har jeg bare gjort, hvad jeg havde lyst til, men det betyder ikke, at jeg ikke har rutiner. Jeg kan fx godt lide at være oppe til 2-3 stykker dagen inden en kamp, så jeg kan sove til kl. 11-12, for hvis du vågner kl. 8 eller 9 og skal spille kl. 19.45, bliver det en rigtig, rigtig lang dag at fylde ud, for du kan heller ikke lave særlig meget. Jeg laver noget mad, slapper lidt af og kører af sted til kampen, så jeg er der 2-2,5 timer før. Vi skal være der halvanden time før, men jeg gider ikke stresse.


Søn erstatter far under opvisningskamp i 2002.

Jeg har halvanden time i bilen fra Manchester til Leicester. Jeg nyder at køre, det virker afstressende på mig. Jeg kørte rigtig meget, da jeg var lejet ud til Cardiff og Falkirk, og dengang hørte jeg altid et morgenprogram, ’The Chris Moyles Show’, på Radio 1, men det er lukket nu, så i dag hører jeg meget lydbøger. Jeg har lige hørt Jimmy Connors’ selvbiografi. Jeg kan rigtig godt lide sportsfolks selvbiografier. Før det hørte jeg Alex Fergusons. Jeg har også hørt alle ’Afdeling Q’-bøgerne af Jussi Adler-Olsen.


Når jeg kommer frem, tager jeg måske et bad, får noget massage, laver nogle øvelser i styrkerummet. Sidder og snakker med de andre. Jeg går altid ud til den samme, ret lange og grundige opvarmning en time før kampstart. Efter en halv time går jeg ind igen og klæder fuldstændig om. Nye støvler, altid med lange knopper, nyt målmandstøj, jeg elsker at stå helt i sort, som jeg gør i Leicester, nye handsker, nyt tape under handskerne, som holder dem på plads, når jeg får svedige hænder, alt bliver skiftet. Jeg kan godt lide, at støvlerne sidder helt stramt, så jeg skifter dem efter ca. fire kampe.

Jeg har mit eget handskemærke, og jeg har også min egen model, som jeg selv har været med til at designe. Det er en enkel handske med et greb, der hedder carbon graphite. Der er uendelig mange greb. Før brugte jeg et greb, der hedder contact foam. Carbon graphite er lidt tyndere, 3 mm mod contact foams 4 mm, så jeg føler mig i tættere kontakt med bolden, og så har den et lidt blødere, mindre klistret greb. Men det kan også ændre sig med bolden. Nu har jeg prøvet Nike-bolden, som man spiller med i Premier League, og det går fint, men der er nogle bolde, som handsken ikke virker på. Jeg bruger over 80 par handsker om året, som jeg vasker og tørrer før hver kamp, så virker de bedre, og jeg har altid et nyt par på til kamp.

Jeg taler tit med træneren, inden de andre kommer ind. På det tidspunkt har vi  fået modstanderens holdopstilling, og så kan vi se, at de fx stiller op i en 4-5-1, og at vi regner med, at de stiller sig langt tilbage og afventer, og så skal jeg selvfølgelig ikke sparke lange udspark, men sørge for, at vi spiller den op nede bagfra.

Når de andre er kommet ind, går jeg rundt og giver alle hånden, spillerne og staben, og så stiller jeg mig ud og venter. Jeg er aldrig nervøs. Jeg tænker ikke så meget.

Jeg tænker bare, at jeg er klar. Jeg er altid klar på kampdagen. Også hvis jeg har haft en dårlig træningsuge. Jeg sparker altid hårdere, længere og mere præcist på kampdagen. Det er adrenalinen. Jeg er altid bare bedre på kampdagen.

Jeg er ikke typen, der fører statistik på de angribere, jeg skal møde. Når jeg går på banen, er jeg klar på, at de skyder alle steder fra og alle steder i målet: Bliv på benene,og stol på, at du er hurtig nok til at reagere på det, der kommer. Men jeg prøver at være en proaktiv målmand som Manuel Neuer, der læser spillet og kan afværge situationen, før det bliver til en målchance. Hvis det bliver til en målchance, ved jeg, at jeg kan redde ting, som andre ikke kan. Nej, det er en forkert måde at sige det på, for alle målmænd kan lave fantastiske redninger, men du skal kunne gøre det mere end en gang, og det kan jeg.



I pausen har vi de første 5-8 minutter for os selv, mens træneren taler tingene igennem med resten af staben. De ser bl.a. videoklip fra kampen. Jeg kan også gå ind i et videolokale og logge på en computer og se alle mine berøringer. Hvis der var et eller andet, der ikke lige spillede ved et hjørnespark, kan jeg lige gå ind og se situationen fra forskellige vinkler, så vi kan få det rettet i anden halvleg.

De fleste sidder bare og får pusten tilbage, men det kommer selvfølgelig an på, hvad der er sket i kampen. I Manchester City var vi engang bagud 0-3 mod Tottenham, og David Sommeil havde et stort skænderi med Joey Barton og endte med at klappe ham en. Der var ikke en specielt god stemning, men det er ikke så sjældent, at temperamenterne koger over. Jeg har også prøvet at stå og råbe og skrige i en pause. 

Jeg har stadig et heftigt temperament. Da jeg fik fingerspidserne på Daniel Sturridges hovedstødi landskampen mod England i foråret, og bolden gik ind alligevel, var jeg rasende (Danmark tabte 0-1, red.). Jeg havde lyst til at smadre hele Wembley, men der var stadig tid tilbage af kampen, så vi skulle ikke gå helt i opløsning, og det har jeg lært: Mit signal til medspillerne skal være, at de stadig kan regne med mig. Og mit signal til modspillerne skal være, at jeg er usårlig. Du skal heller aldrig vise det, når du har lavet en fejl.


Med Oure var vi nede og se Real Madrid træne, og jeg så Casillas. Han er cool, lige meget om han redder en bold eller taber den. Jeg er meget tennisinteresseret og kæmpe fan af Roger Federer, og jeg er meget inspireret af hans temperament, for han var tidligere mere aggressiv, som jeg var. I dag er han jo iskold, lige meget om han vinder eller taber. Du kan ikke se det på ham. Modstanderen kan ikke læse ham. Hvis du kan se på din modstander, at han er ved at blive frustreret, ved du, at du har ham. Det må ikke ske.

Min far har altid sagt til mig, hvis jeg fx har tabt til ham i tennis, hvilket vist kun er sket én gang, at jeg skulle lære at styre mig. Alle, der kender mig, ved, at jeg hart emperamentet i mig. De ved også, at jeg har lært at styre det. Og det har jeg, fordi mit hold skal stole på, at jeg er der for dem. Det er sådan en type målmand, jeg vil være. En, mit hold stoler på.

Jeg har læst i André Agassis bog, at han i en alder af 15 havde slået over en million tennisbolde, og det er det samme med en målmand: Du skal gribe og gribe og gribe. Repetition, repetition, repetition. Men jeg ved også, at jeg, lige meget hvor meget jeg træner, kommer til at lave fejl, og at de fejl kommer til at koste mål. Målmænds fejl koster mere end markspilleres fejl. Og vi kan kun vente på, at tingene sker. Vi kan ikke få ting til at ske, som fx en angriber kan. Det er derfor, at det er så hårdt at være målmand. Jeg har mødt kolleger, som er bukket under for presset, og jeg vil sige, som Kevin Magnussen siger om frygten for at køre galt i Formel 1: Hvis du går på banen og er bange for at lave fejl, er du færdig. Det gælder også for en målmand.

Jeg har det stik modsat. Jeg ser ikke mig selv lave fejl, jeg ser mig selv lave masser af redninger. På selve kampdagen, da vi skulle møde England på Wembley, sad jeg og så klip på YouTube. Jeg så en masse redninger fra alle de målmænd, jeg ser op til. Casillas, Cañizares, Kahn, Neuer, Buffon ... Og jeg så for mig, at jeg lavede de samme redninger og spillede en god kamp.


Jeg spillede en god kamp, det ved jeg, så det behøver jeg ikke nogen til at fortælle mig. Jeg behøver heller ikke nogen til at fortælle mig, at jeg har spillet en dårlig kamp. Jeg ved, når det er sket. Jeg har en vis arrogance over for kritik, og det er nok en måde at beskytte mig selv på. Jeg kan ikke lade mig gå på af alt, hvad der skrives eller siges om mig. Jeg har også svært ved at se fodbold i fjernsynet med lyd på, fordi kommentatorerne påtaler målmandsfejl, som ikke er fejl. Under VM måtte jeg sende en sms til Faxe,fordi han beskyldte Casillas for at lave en fejl, han ikke lavede. Der er brug for eksperter, der forstår det moderne målmandsspil, hvor boldene er hurtigere, og presset i felterne er større.

Presset er nok grunden til, at vi målmænd holder så meget sammen. Sådan har det været i de klubber, jeg har spillet i, og sådan er det også på landsholdet. Vi træner meget sammen. Vi træner mere end markspillerne. Vi træner mere specialiseret. Vi ved, hvordan hinanden har det. Vi kender følelsen af at lave en fantastisk redning, vi ved, hvordan det er at lave et drop. Vi ved, hvor lille medfølelsen er fra omverdenen, og hvor lidt folk egentlig ved om det, vi laver. Vi bliver nødt til at holde sammen og passe på hinanden. For det er meget nemt at knække, og en knækket målmand er ikke noget værd.

Jeg knækker ikke. Min største styrke er min selvtillid og min udstråling. Jeg vil vinde, og det skal ingen på mit hold være i tvivl om. Jeg vil give alt for at vinde. Jeg vil ofre alt. Hvis det kræver, at jeg lægger mit hoved ned foran en støvle, gør jeg det. Det skal mine holdkammerater vide. Jeg er ligeglad med, om det gør ondt. Hvis det hjælper til, at vi vinder, så må det gøre ondt. En eller anden dag går smerten over.



Kasper Schmeichel på besøg i landsholdslejren i 1992.

Peter Schmeichels søn

”Min far har aldrig skubbet på for, at jeg skulle blive målmand eller spille fodbold i det hele taget. Han har heller aldrig givet mig gode råd. Men da jeg skrev kontrakt med City, spurgte han mig, hvordan jeg syntes, at hans rolle skulle være. Skulle han være min mentor eller min far? Jeg svarede, at han skulle være min far. Det var han meget lettet over, og vi aftalte, at hvis jeg nogensinde fik brug for hjælp, var det mig, som skulle komme til ham. Alligevel er min far med overalt, hvor jeg bevæger mig. Det er ikke hans skyld, men i en alder af 27 og med to børn bliver jeg stadig kaldt junior. Jeg er ikke Kasper Schmeichel, jeg er Peter Schmeichels søn. Det har altid været sådan. Jeg kan ikke gøre noget ved det, så jeg gider ikke bruge meget energi på det. Men jeg tror, at hvis jeg ikke hed Schmeichel til efternavn, ville jeg blive opfattet som en bedre målmand.”

Peter Schmeichel spillede 129 A-landskampe som målmand for Danmark.

Når skuddet kommer

Kasper Schmeichel

27 år, målmand på det danske landshold og i Premier League-klubben Leicester City.

Klubber

2002-09: Manchester City, 8 kampe
2006: Darlington (udlån), 4
2006: Bury (udlån), 29
2007: Falkirk (udlån), 15
2007-08: Cardiff City (udlån), 14
2008: Coventry City (udlån), 9
2009-10: Notts County, 43
2010-11: Leeds United, 37
2011-: Leicester City, 138

Landshold

2004-05: Danmark U19, 8
2066: Danmark U20, 1
2007-08: Danmark U21, 17
2013-: Danmark, 4