VM er slut, og det skal selvfølgelig rundes af af vores panel, der igennem fire uger tålmodigt har sat ord på fodbolden, tv-dækningen, trænernes tøjstil og meget andet af alt det, som vi tv-seere har siddet og tænkt over og snakket om.

Vi har givet dem tre stikord med s, der kan opsummere VM's sidste uge: Samba, syndebukke og straffespark:





Samba
Samba får mig til at tænke på, hvad tv-stationerne gør for at evise, at det er live, og at de virkelig er i Brasilien. Når Ulla Essendrop står uden for stadion og siger, at det er ”heeelt vildt”, og at brasilianerne vil blive meget kede af det, hvis de ikke vinder, samtidig med, at hun ikke kan få ørenlyd for fulde folk, der er malet i hovedet.

Ingen, som i I-N-G-E-N, gider se de der stemningsrapporter. Det er tåkrummende. Det er som om, sportsjournalisterne har glemt, at VM - for alle os andre - ikke er en begivenhed der foregår i Brasilien, men i fjernsynet. Hver gang de rapporterer fra en eller anden menneskemængde, har jeg det lidt sådan: Ja, man skulle nok have været der.

Det lykkes jo alligevel aldrig de der reportere at opsnappe en god historie, eller tale med nogen insidere, der rent faktisk kan fortælle os noget, som vi bliver klogere af. 

Heller ikke kommentatorerne har et særlig godt overblik. Mange gange ser de rent faktisk begivenhederne dårligere end os, der ser det derhjemme i HD. Det grelleste eksempel var, da de under Holland-Costa Rica meget sent opdagede, at reservemålmand Krul var blevet sendt til opvarmning. TV-seerne havde tweetet om det i 10 minutter på det tidspunkt.

Det er utrolig gammeldags, at de skal sidde på stadion. De kunne lige så godt sidde derhjemme – bare de er ordentlige.


Syndebuk
Jeg gad godt have været med på det møde, hvor man blev enig om, at Nicklas Bendtner skulle kommentere VM-finalen. Nogen har været dum nok til at spørge ham, og han har ikke været klog nok til at sige nej. Det kan jeg sådan set godt forstå, det må jo lyde som et meget godt tilbud.

Men han er jo blevet en slags ufrivillig klovn med sine absurde vendinger som ”Messi er den mest skabechancende spiller”, eller ”Han er den slags spiller, der med en scoring kan ændre kampens betydning.”

Jeg havde da lyst til at tweete om de fortalelser. Men samtidig havde jeg også lidt ondt af ham, han blev en slags offer for noget, han ikke kunne gennemskue, nemlig at han skulle have sagt nej tak. For han var i en umulig kamp.

Med hans historie og billede i offentligheden skulle han have demonstreret en kæmpemæssig fodboldviden for ikke at falde igennem.

Straffespark
Jeg har ikke statistisk belæg for det, men det virker som om, at mange ved det her VM har prøvet at holde kampene kørende ud fra devisen: Vi har ikke kræfter nok til at angribe, så hvis bare vi kan nå ind i straffesparkskonkurrence, har vi en chance.

Jeg tror, det har haft noget med varmen at gøre, og det har gjort det meste af slutspillet lidt kedeligt. 

Jeg holdt med Argentina, men jeg var glad for, at Tyskland scorede det mål, så vi undgik straffesparkskonkurrence i finalen.

Kunne man ikke gentænke hele VM-systemet? Jeg ved ikke, hvad der skulle komme i stedet. En mellemrunde, som i håndbold. Eller en returkamp, som i cup-turneringer. Jeg ved godt, at ingen af delene er lige til at indføre. Men kunne man ikke finde på et eller andet nyt, der minimerede fedtspillet? Hvis vi nu satte nogle af verdens bedste hjerner på opgaven…