Superligaen er allerede godt i gang, og i denne weekend bliver nogle af de største europæiske ligaer, som for eksempel Premier League, Ligue 1 og Æresdivisionen også fløjtet i gang. Vi markerer sæsonstarten ved at kåre de seks bedste og værste nye fodboldtrøjer.

LÆS OGSÅ: Hemmeligheden bag Bendtners Super Cup-succes: Så fed var hans ferie

De værste:


Montpellier alle trøjer



Er det en motorsportsdragt? Det lader til, at Montpellier er i økonomiske problemer, og er villige til at agere reklamesøjle for det meste. En ting er sikkert, det gør ikke deres fodboldtrøjer kønnere. Og når de oven i købet har valgt at smide en tyk orange stribe hen over eller bruge neongrøn, har de i hvert fald fundet opskriften på den grimme fodboldtrøje. 

Manchester United hjemmebane




Adidas og United går på banen sammen for første gang siden 1992. Men trøjedesignet er et selvmål. Adidas’ altid dekorative signaturstriber er underligt nok gået i stå halvvejs ned ad skulderen. Og de hvide kantebånd på ærmerne giver ikke den ønskede 70’er-feeling. Det ligner snarere ærmerne på en hvid t-shirt, der titter frem under kampdragten. Og så må man bare sige, at man med et så smagløst sponsorlogo på brystet er bagud på design-point fra start.

Real Madrid udebane




Det er vist noget med, at en fodboldtrøje har mest virkning på modstanderen, hvis den enten signalerer selvsikkerhed og aggressivitet eller klasse og kølighed. Det plejer de at have meget godt styr på i Madrid med deres enten ophøjet hvide eller ondsindet mørke dragter. Nu har de så valgt at satse på noget, der ligner en tur i fitness-centeret. Ulv i fåreklæder?


FC Nordsjælland



Eller er det FC DHL? Nordsjællænderne satser ligesom madrilenerne på den gråmelerede sweatpant-effekt, der ud over at virke useriøs fungerer rigtig dårligt sammen med de rødgule farver. Og de sorte kanter gør ikke udtrykket skarpere, men endnu mere rodet. 


F.C. Genoa målmandstrøje



Det er en gammel tradition, at målmandstrøjerne er grimmere end markspillernes. Om det er fordi, målmændene skal virke frygtindgydende (grimme) når de går ud i feltet, eller om de blot mangler opmærksomhed, når de står alene nede i målet, er uvist, men tænk bare på Peter Schmeichels gamle landsholdstrøje, der mest af alt lignede en psykedelisk bikube. Genoa har ellers fint fat i markspillernes trøjer, men på målmandspladsen har kreativiteten (og mængden af stoffer) været lidt for stor, og hvad laver det fotografi på maven?

Boavista udebane



Vi har gemt den grimmeste til sidst. Boavista har valgt en kombination mellem en pokal og et motorsportsflag, og det kører slet ikke for dem. Nu er guld sjældent en særlig køn tøjfarve, men slet ikke med terningeærmer. I designbranchen plejer man at sige, at kontraster er godt for øjet, bare ikke lige her.

De bedste:

AC Fiorentina hjemmebane




Man skal hvile utrolig sikkert i egen maskulinitet for at bære en lilla trøje med værdighed. Men det er sådan noget de kan, italienerne. I denne sæson har florentinerne med ekstrem enkelhed fået det optimale ud af den flamboyante farve og det klassiske lilje-logo.

Eintracht Frankfurt udebane




Når man taler om enkelhed. Med denne sort-hvide helte-drøm har sydtyskerne fået sig en rustning, der flirter lige tilpas med fascistisk æstetik. Og så er samspillet mellem sponsor og design for en gangs skyld gennemtænkt i en grad, så man knap lægger mærke til det.



LÆS OGSÅ: Svedig samling: Jagter sjældne fodboldtrøjer

Inter hjemmebane



Hvad kan man sige? Det er klassisk Inter uden nyheder. En af sportens smukkeste trøjer, som ikke har brug for gimmicks af nogen art for at gøre sig bemærket. Og så er klubben jo ualmindelig privilegeret med dækfabrikanten Pirellis typografisk smukke logo.     

Chelsea udebane



Hvor Adidas-striberne ikke fungerer på United-trøjens ærmer, har designeren bag Chelseas udebanetrøje fundet en flot og original løsning, med noget, der minder om det franske flag. Men farvevalget hænger utroligt godt sammen med Chelseas klassiske blå og hvide farver og den nye sponsor Yokohamas logofarve. Mere kompliceret behøver det ikke at være at designe en fed fodboldtrøje. 

Paris Saint Germain hjemmebane



Nu ville det være meget mærkeligt hvis modebyens hold ikke havde en flot trøje, og PSG’s farver gør designerens job meget taknemmeligt. Alligevel skal trøjen have den ros, den fortjener. Samspillet mellem sort og blå er lidt frækt, men holder, fordi det ikke er overgjort. Den røde stribe omringet af hvid giver den franske følelse. 

Valencia udebane



Den spanske storklub har fået en helt ny udebanetrøje, som allerede har skilt vandene. Men farvevalget hænger godt sammen med klublogoet, hvilket skaber en god harmoni på en trøje, hvor der er fuld knald på. Det kan faktisk godt lade sig gøre at lave en farverig fodboldtrøje, som også er fed. 

LÆS OGSÅ: 15 forfærdelige sportsuniformer


LÆS OGSÅ: 12 fodboldspillere vi gerne vil på sommerferie med


LÆS OGSÅ: De 10 bedste løberuter i Danmark