VM er slut, og det skal selvfølgelig rundes af af vores panel, der igennem fire uger tålmodigt har sat ord på fodbolden, tv-dækningen, trænernes tøjstil og meget andet af alt det, som vi tv-seere har siddet og tænkt over og snakket om.

Vi har givet dem tre stikord med s, der kan opsummere VM's sidste uge: Samba, syndebukke og straffespark:



Samba
Jeg får kuldegysninger, når jeg hører ordet. Jeg har fået mit forhold til samba ødelagt ved pinsekarnevallene i ’80’erne.

Jeg har det lidt svært med den der lidt postulerede brasilianske livsglæde. Det kan da ikke passe. Jeg tror bare, det er en god undskyldning for at komme for sent altid.

De brasilianske spillere har jo typisk trukket på den, når de har været i europæiske klubber: 

”Ah men jeg kommer ikke hjem fra ferie. Jeg kunne ikke nå mit fly, for jeg skulle lige danse noget mere samba. Jeg kunne simpelthen ikke styre det.”

Det hænger nok mest sammen med, at det i en ret moden alder er gået op for dem, at der er ting, der er sjovere end at løbe og træne på en regnvåd bane i Manchester.

Syndebukke
Brasilien er herlig fri for syndebukke. Det er det positive ved at tabe 7-1, så kan man ikke bare pege på en, der burde have scoret eller reddet et mål. Det er en form for kollektivt syndebukkeri. 

Men også Suarez springer i øjnene igen. Man ser alle de der benbrækkende tacklinger og folk, der springer ind i ryggen på hinanden. Og så får Luis Suarez forbud mod at træne i fire måneder. Det er fuldstændig ude af proportioner.

Kunne man ikke bare straffe ham, ved at han skulle træne med en tandbeskytter – eller mundkurv?

Straffespark
Sådan en som mig, der har fulgt med i mange VM-turneringer, bliver altid imponeret, når journalisterne kan finde på mere at skrive, som ikke har været oppe før.

I år har det været straffesparksforskning. Hvor mange spillere, der skyder til højre, og hvor mange, der skyder til venstre. Analyser af, hvor mange procents chance målmanden har, hvis han kaster sig til den ene eller anden side. 

Er det egentlig ikke bare et spørgsmål om at kaste sig til den ene side og lukke øjnene?

Sådan set synes jeg, det er en meget god måde at afgøre en kamp på. Lodtrækning er for eksempel ikke så tilfredsstillende. Og en jongleringskonkurrence i, hvor mange de kan tage på højrefoden, bliver måske også lidt kedeligt.