VM har allerede været i gang i tre uger. Et fantastisk gruppespil er gået over i en kedelig taktisk knald-eller-fald-fase. Heldigvis har vi vores fodboldpanel til at kommentere på noget af alt det, der foregår uden for kridtstregerne. I denne uge har vi spurgt dem, hvad de synes om trænerne, tilskuerne og det nye time out-princip, der har været taget i brug, når det blev for varmt for spillerne.



Trænere
Er det bare mig, eller er det et deltidsjob, det der landstræner? Flere af dem har andre job ved siden af. Og mange af dem, holder op, hvis de ryger ud. Det virker lidt som sådan noget gammel-i-arbejde. Lidt ligesom man har en ide om, at Morten Olsen er et aktiveringsprojekt. På livstid. 

Jeg kan godt lide de trænere, der ser lidt skarpe ud. Manager-agtigt.

Joachim Löw han står jo knivskarpt, også selv om det er regnvejr, virker det som om han tænker, at der skal kunne tages et billede af ham, som skal kunne smækkes lige i et modemagasin. Han er nærmest lige så konceptfast som L.O.C.

Jeg ved ikke, om Löw er bange for, at der kommer nogle hipstertrænere og mobber ham, hvis han dukker op i en anorak.

Tilskuere
Jeg har set to baneløbere, indtil nu. Men det er som om, sikkerhedsfolkene i Brasilien ikke rigtig har set det før. De er meget hyggelige omkring det. De går nærmest over til dem og roser dem og siger, det var flot, du kunne komme over hegnet i din tilstand, dit fulde apparat.

På samme måde er det meget fredeligt, det der landsholdsfodbold. Fans fra forskellige lande står ved siden af hinanden i forskellige trøjer og har det faktisk meget hyggeligt.

Men jeg bliver lidt fascineret af, hvor mange, der egentlig har råd til at rejse til Brasilien. Fra alle mulige lande. Lige gyldig hvilket land det er, sidder der mange tusinde mennesker. Også fra lande, der ikke er særlig godt stillet. Man kommer til at sidde og tænke: "Var det ikke dem, vi samlede ind til for et par år siden?"

Time out (cooling break)
Jeg synes, det er meget fint. Det er jo ikke mixed martial arts, der er ingen grund til, at de løber, til de falder om.

Men man kunne godt gøre det mere effektivt. Fodboldspillerne filmer så meget i forvejen, at man kunne lægge det sammen. Når der lå en mand og vred sig, så kunne dommeren sige: "Nu går I andre over og drikker, indtil han har rejst sig op."

Egentlig er der jo dommere nok til, at de kunne stå med små drinksbakker med forfriskninger. Specielt dem nede bag målfeltet, jeg har aldrig fundet ud af, hvad de gør. De kunne passende stå og servere kolde drinks med paraplyer til dem, der sparker hjørne.