Seks spillere fra Shaktar Donetsk dukkede ikke op i lufthavnen, da det ukrainske mesterhold natten til søndag skulle tilbage til Ukraine efter at have spillet en venskabskamp mod franske Lyon.

Det skriver det franske sportsmedie Infosport+, der er tilknyttet tv-kanalen Canal Plus.

Fem af de udeblevne spillere er identificeret. Det drejer sig om brasilianerne Alex Texeira, Fred, Dentinho og Douglas Costa samt argentineren Facundo Ferreyra.

Spillerne skulle være mødt i lufthavnen, efter at Shaktar lørdag aften tabte 4-1 til Olympique Lyon.

Dog er det nok ikke det sølle resultat i venskabskampen, der har fået spillerne til at knibe uden om hjemturen til Donetsk.

For tiden er der gadekampe i Donetsk, og det østlige Ukraine er i det hele taget hærget af kampe mellem ukrainske regeringstropper og pro-russiske separatister. Verdens opmærksomhed på konflikten blev yderligere skærpet, da et fly fra Malaysian Airlines torsdag blev skudt ned af et jord til luft-missil i ukrainsk luftrum tæt på Donetsk, hvorved knap 300 mennesker omkom.  

Derfor er det nærliggende at forestille sig, at de udenlandske stjerner er hoppet af og ikke har nogen intentioner om at vende tilbage til deres ukrainske arbejdsgiver.

Infosport+ skriver:

”I øjeblikket er der ingen af de udeblevne, der har givet livstegn fra sig, men de vil utvivlsomt lade noget tid gå, inden de står frem og på den ene eller anden måde tvinger Shaktar til at frigøre dem fra deres kontraktlige forpligtelser.”

Douglas Costa er på det seneste blevet sat i forbindelse  med AS Monaco som erstatning for James Rodriguez, der er på vej til Real Madrid.