Medieopmærksomheden på en norsk dreng på 15 år er enorm for tiden. Martin Ødegaard hedder den offensive midtbanespiller, der ved sin debut for klubben Strømsgodset i Tippeligaen sidste sæson blev den yngste spiller nogensinde i den bedste norske fodboldrække.

I går blev han udtaget til Norges landskamp mod De Forenede Arabiske Emirater, og hvis han kommer på banen, når de to hold mødes 27. august, bliver han også den yngste norske deltager i en landskamp nogensinde.

Men allerede inden den internationale debut er Ødegaard, der er blevet kaldt "den norske Messi", i en række europæiske topklubbers radar.  

Faren, Hans Erik Ødegaard, har fortalt den norske avis Verdens Gang, at familien har fået henvendelser fra 30 klubber, hvoraf flere tilhører den absolutte europæiske top.

Blandt andre Manchester United, FC Barcelona og Bayern München er officielt interesserede i spilleren, der har scoret og været impliceret i mange afgørende mål for Strømsgodset siden debuten i april og spås en stor fremtid:

"Man kan naturligvis ikke sammenligne ham med Messi. Alligevel er der noget Messi over ham," udtaler den tidligere norske fodboldspiller Kjetil Rekdal til den tyske avis Die Welt. 
"Martin er et supertalent. Lige som Messi er han ikke så stor. Han har en genial venstrefod. Han er hurtig, driblestærk og kan lægge afgørende afleveringer. Hvis han fortsætter med at træne fokuseret, har han en stor fremtid foran sig."

Her kan du se prøver på Ødegaards teknik og overblik. Selv om noget løber ud i sandet i begyndelsen af videoen, scorer han et par lækre mål i sidste halvdel:

Spørgsmålet er, hvor længe Ødegaards træner i Strømsgodset, danske David Nielsen, kan holde på sit stjernefrø, der tidligere har været på træningsophold i både Bayern München, VFB Stuttgart og hos Manchester United.

Far Ødeland siger til Verdens Gang: "Vi ønsker, at Martin udvikler sig. Det har hele tiden været vores fokus. Hvis man begynder at tænke på alle mulige andre ting, så tror jeg, udviklingen kan holde op. Lige nu udvikler han sig i Norge. Han er 15 år gammel. Og det er helt uaktuelt, at han skulle rejse ud på egen hånd."