På Paris' højre seinebred i det fashionable 16. arrondissement har man for længst vænnet sig til uophørlig succes. Siden investeringsfonden Qatar Sports Investments' indtog i klubben i 2011 har pilen kun peget én vej – opad.
To år efter vandt Paris Saint-Germain sit første mesterskab i 19 år og det kun tredje i historien, og siden er fulgt yderligere tre titler. I de seneste to år har man tilmed vundet begge pokalturneringer, Coupe de France og Coupe de la Ligue. I de forgangne fire sæsoner er man sluttet blandt de sidste otte i Champions League.
PSG har på rekordtid manifesteret sig som fransk fodbolds uovervindelige magtfaktor, og det i en sådan grad at Olympique Lyons mangeårige præsident Jean-Michel Aulas tidligere på året i en række meget omtalte tweets anklagede hovedstadsklubben for »finansiel dumping« og for at »dræbe« turneringen. Aulas havde ret, men fik kritik for sin dobbeltmoral. I 00'erne dominerede Aulas' Lyon fransk fodbold med syv mesterskaber i træk.
Men én ting er det nationale herredømme, noget andet er som bekendt det kontinentale. Her er konkurrencen i sagens natur langt skarpere, og i Champions League har PSG indtil videre til gode at optræde i en semifinale. Sidste år blev det til et smalt kvartfinalenederlag til Manchester City, og i årene forinden var det FC Barcelona og Chelsea, der satte punktum for pariserne.
Men i denne sæson skulle det være. Nok har superstjernen Zlatan Ibrahimovic forladt Paris efter fire store sæsoner, men nye, interessante ansigter er kommet til. Før sæsonstarten annoncerede klubben ikke uden en vis arrogance, at man i år ville satse på Champions League.
Den franske liga havde man ligesom prøvet at vinde ... Første del af Qatar Sports Investments' langsigtede plan var fuldført, det var tid til den næste.
Tre måneder inde i sæsonen kan vi konstatere, at ikke alt gået som håbet. I Champions League har PSG godt nok hentet syv point efter tre kampe og kan tirsdag – efter alt at dømme – sikre sig videre avancement med en sejr i Basel. To spillerunder før tid.
Alligevel har holdet ikke set solidt ud. Man var ineffektive mod Arsenal, som fik lov at udligne mod slutningen af opgøret. Første halvleg mod Ludogorets var en af klubbens svageste i flere år.
Og også den hjemlige liga har kursen været sjældent slingrende. Allerede efter 11 kampe har pariserne tabt lige så mange kampe (2) som i hele sidste sæson. Af fem hjemmekampe har man kun vundet de tre. De seneste fire års mestre indtager en tredjeplads side om side med AS Monaco og seks point efter førerholdet OGC Nice. Det er ikke håbløst, men det er trods sæsonens prioritering temmelig utilfredsstillende.
Unai Emery er kommet til fra Sevilla. Baskeren, som afløste Laurent Blanc og vandt tre Europa League-titler i træk i Andalusien, var udset som cheftræneren, der skulle lede PSG det sidste stykke mod den internationale top. I ledelsen vidste man udmærket, at man havde ansat en særlig type, men siden har man formodentlig måtte erkende, at overgangen fra den uanfægtede Blanc til den grundige Emery har været sværere end først antaget.
11. oktober satte magasinet France Football fokus på PSG-træneren, som man i en bærende artikel kaldte ’pyroman’. En mand, der ikke kan lade være med at sætte ild til alt, hvad der omgiver ham. Analysen, der fulgte den drilske karakteristik, var ikke et karaktermord, men snarere en undrende undersøgelse af, hvad i al verden, baskeren har gang i. Der gik således ikke mange uger, før de første bekymringer slap ud fra Ooredoo, klubbens træningskompleks.
Tidligt lod spillerne, inklusive nogle af de mest erfarne, sive, at de havde ualmindeligt svært ved at følge Emerys metoder. Den tidligere Sevilla-boss' træningspas er – for nu at sige det mildt – detaljerede og langvarige. Spillet bliver konstant stoppet. Emery instruerer sine spillere ned til mindste detalje. Løbene skal afstemmes på centimetermål.
”Han skal passe på, at han ikke gør sine spillere til børn,” skrev France Football.
Cheftræneren, der fylder 45 år på torsdag, har en særlig ledelsesstil. Han er som kollegaen Josep Guardiola besat af detaljen. Hans berygtede, timelange videoseancer, hvor spillerne – både individuelt og kollektivt – skal granske modstanderne og egne præstationer opfattes af flere af spillerne som den rene tortur. Men der er ikke tale om et nyt påfund. 'Akademikeren' Emery udsatte sine spillere for nøjagtig det samme i Almería, Valencia og Sevilla.
PSG-træneren er inderligt ligeglad med, hvem han står overfor. Om det er anfører Thiago Silva eller en marginalspiller som Jonathan Ikoné, betyder ikke noget. Han tog den stærke, polske midtbanemand Grzegorz Krychowiak med sig fra Sevilla, selv om hele Paris skreg på en startplads til den lokale knægt Adrien Rabiot, og han gjorde ikke meget for at holde på den spraglede stopper David Luiz, da Chelsea først viste interesse.
Emery markerede fra start, at han ikke var fan af Blaise Matuidi, der i alle kampe i august måtte tage til takke med tjansen som indskifter (men som siden har spillet sig tilbage på holdet). På målmandsposten fik den seneste sæsons førstevalg, Kevin Trapp, chancen i de første fire kampe, men pludselig og uden varsel gik pladsen til unge Alphonse Areola.
Og mens de færreste betvivler den 23-årige parisers kvaliteter, så fik Emerys abrupte håndtering flere iagttagere til at løfte øjenbrynene. Det samme må siges om den ligegyldighed, han har vist over for nyerhvervelsen Hatem Ben Arfa.
Offensivspilleren, der er ankommet til hovedstaden efter en formidabel sidste sæson i Nice, vejede et par kilo for meget til en start og har aldrig været kendt for sit store defensive arbejde. Begge dele skulle angiveligt have fået Emery til på det nærmeste at opgive banlieu-knægten, der kom til på en fri transfer i sommer. Offentligt har cheftræneren kritiseret Ben Arfa, der kun er startet inde i to ligakampe, for at løbe for lidt og være for selvisk.
Den 29-årige spiller blev holdt ude af truppen i fire kampe. Sanktionen skabte røre i det samme omklædningsrum, hvor der ellers netop havde indfundet sig en form for harmoni efter backen Serge Auriers udskejelser.
I februar ydmygede han daværende cheftræner Blanc på de sociale medier, og i september blev han idømt en betinget fængselsstraf efter et overfald på en politibetjent i foråret.
I Emerys verden findes der hverken privilegier, slendrian, omsvøb eller pædagogiske overvejelser. Har man gjort det godt, får man ros. Har man gjort det skidt, får man ris. Har man gjort det rigtig skidt, falder hammeren.
Det siges om Emery, at han altid selv påtager sig rollen som både good cop og bad cop, det ene øjeblik varm og omgængelig, det næste kold og utilnærmelig. Ifølge flere franske medier skulle en betragtelig del af truppen være utilpasse ved den nye stil.
Taktisk har Emery haft flere udfordringer. Baskeren har hele tiden vidst, at Ibrahimovics 156 mål i 180 kampe ikke kan erstattes. Han har overtaget Blancs 4-3-3-system, men kræver en helt anden intensitet og iver af sine spillere. Han kræver et aggressivt pres i erobringsfasen, færre sidelæns afleveringer og lynhurtige angreb.
”Emery vil have os til at bringe bolden ind i feltet på to berøringer,” sagde den italienske midtbanespiller Marco Verratti til France Football i oktober.
Det samlede antal afleveringer per kamp er faldet med fem procent fra sidste sæson, mens antallet af pasninger på modstanderens tredjedel er steget tilsvarende. Hvad der kan lyde som bagateller, mærkes af spillertruppen som omfattende ændringer.
”Det er svært at ville ændre alting med andre spillere, end dem han havde til rådighed i Sevilla,” sukkede Thiago Silva efter et uafgjort resultat hjemme mod Saint-Étienne. Krychowiak har endnu ikke fundet sine ben i Paris, og meldingerne fra Ooredoo er enslydende: Polakken har svært ved at finde sig til rette både på træningsbanen og udenfor.
Edinson Cavani har fået en flot start i sin genvundne rolle som midterangriber, og også Lucas har nydt godt af en stamplads i forreste række. Til gengæld gennemlever Ángel Di María en af karrierens sværeste perioder.
I fransk fodbolds største kamp, PSG's rivalmøde med Olympique Marseille for nylig, var han decideret jammerlig. Og det siger vel en del om tingenes tilstand og argentinerens form (og hans betydning på holdet), at den normalt så nøgterne Emery følte sig nødsaget til lettere akavet at skamrose sin spiller for en assist og en scoring, der godt nok blev annulleret, i fredagens sejr over Lille.
Intet tyder på, at PSG-ledelsens målsætning er ændret. Det er ironisk, men måske ikke helt tilfældigt, at man i sæsonen, hvor man ønsker at erobre Europa, kan miste grebet om Frankrig. Silvio Berlusconis AC Milan huskes især for de store finaler i Mesterholdenes Europa Cup. Chelsea har vundet fire af de seneste 12 engelske mesterskaber, men det var først med sejren i Champions League i 2012, at klubejer Roman Abramovitj var tilfreds.
Alex Ferguson afslørede for nylig, at hans eneste ærgrelse efter en lang karriere i Manchester United er, at han 'kun' sejrede to gange i Champions League. Han ønskede mere end noget andet at vinde i 2002 i sin hjemby Glasgow, men måtte nøjes med en semifinale. Historiens største klubber måles på den internationale hæder. Det ved PSG-præsident Nasser Al-Khelaifi.
LÆS OGSÅ: Christian Eriksen: "Forskellen på landsholdet og Tottenham er, at bolden er blevet puttet i kassen på mine afleveringer i Tottenham"
LÆS OGSÅ: Se Zlatans nye vanvittige luksusmansion
