Tredje gang er lykkens gang. Den slidte eventyrfrase må antages at have fået helt ny betydning for Derek fra den australske trio ’How Ridiculous’.

Det kan godt være, at Jordan var en dunkernes mester, men fra den 180 meter høje dæmning Mauvosin Dam i Schweiz sender Derek et fuldstændig mesterligt skud af sted i tredje forsøg på at ramme kurven. Det ser fuldstændig ubesværet ud, da han bøjer let i knæene med hænderne samlet med bolden over hovedet og til sidst kaster.

For foden af dæmningen står en basketballkurv, og nogle sekunder efter basketballbolden har forladt Dereks hænder, lyder et bump. Bolden rammer kurvens kant og ryger direkte igennem hullet. Og dermed slår Derek verdensrekorden for det længste basketballskud nogensinde. 

Det er måske overflødigt at sige, at Derek løfter hænderne og skriger i euforisk jubel, da han ser og hører, at han har ramt plet.

”I det sekund du kaster bolden, så har du gjort alt, hvad du kunne for at ramme kurven. Alt bliver stille, og tyngdekraften gør sit arbejde,” siger Derek i videoen. 

How Ridiculous har siden 2009 gjort en dyd ud af at kaste bolde fra utrolige vinkler. Og trioens mission med deres ’stunts’ er angiveligt at inspirere folk til at ’gøre det umulige’.