I år var hun så tæt. Caroline Wozniacki nåede semifinalen i US Open, inden hun måtte se sig slået af tyskeren, Angelique Kerber, der efterfølgende - og det skal også noteres - vandt US Open og dermed årets fjerde og sidste Grand Slam-turnering.

Det er ikke fordi, at Wozniacki ikke selv har vundet et hav af turneringer, men det manglende Grand Slam-trofæ hænger fortsat som et træt suk ind over en ellers - og uden dansk sammenligning i øvrigt - fantastisk tenniskarriere.

Men hvorfor er det så svært at vinde en Grand Slam? Og hvad kendetegner spillerne, som faktisk formår at vinde de prestigefyldte Grand Slams? 

1. Australien Open
Australien Open er årets første Grand Slam. Turneringen spilles i januar i Melbourne, og den betragtes uofficielt som en indikator på, hvordan resten af tennisåret kommer til at forløbe. Ser vi på tennisåret 2016, kunne meget tyde meget på, at der faktisk er noget om de uofficielle tennisforudsigelser.

Novak Djokovic spillede sig ved dette års Australien Open i bedre og bedre form. I semi-finalen slog han den tidligere verdensetter, Roger Federer, ud, inden han slog Andy Murray i finalen.

Serberen har vundet to ud af de tre Grand Slam-finaler i 2016, og alt peger i skrivende stund på, at Djokovic slutter tennisåret 2016 af med en flot margin ned til verdens nummer 2, der - appropos forudsigelserne - er, jeps, Andy Murray.

Australien Open spilles på et særligt hard court-underlag kaldet Rebound Ace, der hjælper med holde farten i boldene. Eftersigende er det en fordel for de mindre gode spillere, og mange giver derfor underlaget skylden, når top-sedede i højere grad har det med at ryge tidligt ud af netop denne Grand Slam. Det kan dog også skyldes, at kampformen er rusten, ligesom den australske sommerhede sikkert også spiller ind i udsving. 

For at vinde turneringen gælder det, at man kan bevare koncentrationen, formen og overblikket i de gennemsnitlige 26 grader, som temperaturen ligger på. I Djokovic's sejr over Murray var der ingen udsving - han slog briten uden at afgive et sæt - og kunne flyve fra Australien med 13,5 millioner kroner på kontoen.


Djokovic iført Australien Open-trofæet samt sponsor-uret fra Seiko. Astron GPS Solar er med GPS-netværk som designet til en verdensomrejsende pro-tennisspiller.

French Open (Roland Garros)  
I French Open (eller Roland Garros, som den franske Grand Slam hedder i folkemunde) passerer bolden nemt nettet 10-15 gange, inden der slås en vinder. Det har gennem tiden medvirket til nogle rekordlange tenniskampe. I 2004 sad publikum således og fulgte bolden blive slået fra side til side i 6 timer og 33 minutter(!) French Open spilles nemlig på grus, hvorfor bolden "klistrer" mere til underlaget, og farten derfor tages ud af slagene.


Èn af de længste bolde stod mellem Mats Wilander og Guillermo Vilas - bolden passerede nettet 68 gange.

Det har oftest været spillere, der slår dybe, tunge og topspundet slag fra baglinjen, og som kan blive ved med at gøre det time efter time, der kan kalde sig French Open-vindere. Som et japansk ur skal man kunne blive ved og ved og ved med at opretholde præcision og perfektionen i sit spil.

Ved dette års finale stod finalen igen mellem Murray og Djokovic. Og igen, igen kunne Djokovic - efter 3 timer og 3 minutter – flyve fra Paris som champ. Og så kunne han i øvrigt også sætte yderligere 15, 6 millioner kroner ind på kontoen!

Ligesom hos japanske Seiko synes Novak Djokovic's mantra at være perfektion og målsætningen om altid at være foran konkurrenterne. 

Wimbledon
Når tennis har ry som en lidt snobbet country-club-sport, skyldes det i høj grad Grand Slam-turneringen Wimbledon. I Wimbledon er der nemlig pålagt en "fancy country-club-dresscode" (alt skal være hvidt - fra sko og sokker til shorts og T-shirt). Turneringes slogan er "Quiet please" - en reference til dommeren, når han tysser på et ellers i forvejen nedtysset publikum. Alt imens opfordres spillerne inden kampen til at bukke og neje for de royale, når disse har indfundet sig i centre courts royale boks. 

Fra Roland Garros' langsomme grusunderlag står den nu på Grand Slam-turneringernes hurtigste: Græs. På græs skutter bolden nemlig lavt og hurtigt, hvorfor en typisk Wimbledon-vinder ofte er kendetegnet ved korte og kontante sving, en hård serv og et kontant og effektivt netspil.

Djokovic med én af de måske bedste returbolde i Wimbledons historie.

Vinderen kan i øvrigt bukke og neje for dronningen med en check på godt og vel 17,5 millioner kroner.

US Open
Heksekedel!

Ordet kommer helt til sin ret, når det gælder årets fjerde og sidste Grand Slam. US Open er stadium-tennis med 23.000 hujende og øl-drikkene publikummer, der – måske uden helt at kende spillets eksakte regler - lever sig ind i hver kamp, som var det en romersk gladiator-kamp, der udspillede sig nede på den oceanblå centre court.

Det kan let rokke ved selv den mest rutinerede tennisspiller, og der findes da også flere eksempler på, at en spiller har været i fuld kontrol, indtil publikum er begyndt at buhe og i stedet bakke modstanderen op. Wimbledons høflige "quiet please" er for længst druknet i et hav af tilråb og piften, mens flyene, der med mellemrum passerer ind over centre court, også gør sit til heksekedlen.

Det gælder altså her, at spillerne kan holde koncentrationen og ikke lade sig slå sig ud af støjen omkring dem. Djokovic spillede sig i sin tredje Grand Slam-finale men måtte se sig slået af schweiziske Stan Wawrinka, der efterfølgende kunne sætte 23 millioner kroner ind på kontoen – den største præmiesum af alle fire Grand Slams i øvrigt.

Med Novak Djokovics rejsekalender giver det fin mening, at det netop er Seiko, der er én af verdensetterens hovedsponsorer.