Når Copenhagen Fashion Week i næste uge løber af stablen, bliver det atter med en fornem repræsentation af de stærkeste danske herrebrands. Et af dem er Soulland, hvis shows siden starten har været et tilløbsstykke for venner af huset, modemennesker og fans af mærket.

Soulland har tidligere integreret teknologi i deres shows - for eksempel ved showet i august, hvor man kunne scanne sine favoritlooks med QR-koder og gemme dem til senere - og i år har mærket taget endnu større skridt. Showet, som kommer til at foregå på Københavns Rådhus, vil nemlig blive live streamet, så alle interesserede kan følge med. Og som et særligt forsøg har Soulland til visningen skabt 10 stykker tøj eller accessories, som man kan købe direkte og få leveret en uge senere.

"Vi havde succes med at integrere teknologi i kollektionen, som vi viste i august, så vi har selvfølgelig overvejet, hvordan vi har kunnet bruge det endnu mere," fortæller designer og grundlægger Silas Adler. "Nu live streamer vi hele showet og hvis man kan lide det, man ser, er det muligt at trykke køb og få tøjet leveret efter 10 dage."

Størstedelen af Soullands efterår- / vinterkollektion er naturligvis først i butikkerne på den anden side af sommeren. Men med den teknologiske implementering forkorter Soulland den søde ventetid markant, i hvert fald på 10 produkter. Til Copenhagen Fashion Week løfter Soulland desuden også sløret for et samarbejde med taskeproducenten Adax, der også vil kunne købes med det samme i forbindelse med showet.

I samarbejde med Soulland udlodder Euroman tre skjorter fra Soulland samt adgang til mærkets modeshow, der foregår torsdag 31. januar kl. 22 på Københavns Rådhus. Og i anledning af de teknologiske landevindinger foregår det hele på Instagram - find @euroman_dk på Instagram og læs mere.

LÆS OGSÅ Modeuge i København: Soulland forår / sommer 2013

INSTAGRAM Følg os på @euroman_dk