Det begyndte under 30’ernes depression som en ulovlig, men gratis transportmulighed for ludfattige hobos, der turede rundt efter et bedre liv. I dag er ’riding the rails’ eller ’train hopping’ en hel subkultur blandt rastløse amerikanere. En sommerdag hoppede fotograf Ben Speck på godstoget og kørte 3.000 km gennem USA.

De kravler om bord i ly af mørket, når toget holder stille for natten med slumrende maskiner og lygterne slukket. Andre vover livet og springer på i farten, når godstoget kommer buldrende og hvinende forbi. De er blinde passagerer, hobos, på flugt fra det amerikanske samfund. Drevet af rastløshed og en umættelig frihedstrang trodser de ekstrem varme og kulde og risikoen for at blive knust under togvognen eller arresteret og smidt i fængsel, og rejser tværs over USA på fribillet.


”Det, jeg elsker mest, er udsigten. Og man kan aldrig holde sig ren. Man er altid gennembeskidt,” siger 59-årige Graincar George, som også går under navnet Two Car George.

Fænomenet er lige så gammelt som togdriften og kaldes train hopping eller riding the rails. Efter den amerikanske borgerkrigs afslutning rejste mange soldater hjem som blinde passagerer på damptog. Fordelen ved damptogene var, at lokomotiverne krævede hyppige stop efter vand og kul. Senere, under den store depression i 30’erne, blev rejseformen en nødvendighed for fattige amerikanske mænd på jagt efter en dagløn. I titusindvis krydsede de kontinentet og fik tilnavnet hobos. Med årene ændrede fænomenet karakter. I dag rejser de amerikanske hobos ikke af nød, men af lyst. De opfatter sig som en protestbevægelse nært beslægtet med 50’ernes beatgeneration, der også smækkede døren til middelklassen og satte næsen mod horisonten uden at bekymre sig om morgendagen eller det næste varme bad.


Ifølge hoboerne er deres kultur på vej frem. I modsætning til de fleste andre aktiviteter er de illegale ture med godstog uberørt af finanskrisen.


Nathan i en kornvogn. Vognen er et effektivt gemmested og derfor ideel til længere rejser. Om dagen virker røret som en ovn, om natten er metallet så koldt, at man skal have et stykke pap under soveposen.


Luke er 24 år og fra Colorado.

”Jeg vil ikke have et kæmpe hus med treetagers garage. Jeg vil ikke arbejde for at få det. Jeg er glad, bare jeg ser på noget flot natur,” fortæller 24-årige Luke i et interview med Ben Speck, fotografen bag billederne på denne side.

Da de første vagabonder begyndte at bruge godstog som transportmiddel, fik de mere eller mindre lov at gøre det i fred. Men da jernbaneselskabet Union Pacific oplevede tyverier på togvognene og forsinkelser og udgifter i forbindelse med dødsulykker, hyrede selskabet betjente til at patruljere banelegemerne. Sikkerhedskorpset blev kendt som ’The Bull’, tyren, og i de første årtier opererede de uden for loven i sådan en grad, at hoboerne i de værste tilfælde blev tæsket eller kylet ud af kørende tog.


Banelegemet Green River i Rocky Mountains. Byen ligger isoleret i et par kilometers højde, og mange hoboer benytter stedet til at bade i floden efter de støvede rejsedage.


”Hvis jeg havde en kæreste, ville jeg ikke gøre det her. Så ville jeg være hjemme hos hende. Det her er bare det næstbedste. Min kæreste er ikke lige så køn, hun larmer, hun er lavet af maskineri og metal, og jeg ville gerne bytte hende for kød og blod. Men lige nu er hun den eneste, jeg kan lide,” siger Nathan.




Floden Dry Hollow i Utah. Fotografens guide Nathan badede og brugte flodens vand til at koge ris og bønner. De to var stået af i en forkert stat og måtte gå 27 km for at komme videre.

Siden stilnede konflikten noget af. Det var trods alt for dyrt at overvåge alle tog hele tiden, så de illegale rejsende kunne som regel være i fred, så længe de ikke ødelagde noget eller var årsag til forsinkelser.

Helt tilbage i 1889 var de tidlige hoboer, eller ’turister’, som de også kaldte sig, opmærksomme på, at deres opførsel som gruppe havde betydning for traditionens overlevelse. De vedtog et reglement på deres årlige landsmøde i St. Louis. Blandt reglerne var:

Respekter altid lokale myndigheder, og opfør dig som en gentleman.

Søg job, som ingen andre er interesserede i.

Vær ikke en drukkenbolt.

Pas på naturen, og tag dit skrald med dig.

Hav respekt for toget, undgå ballade med personalet eller på banelegemerne. En dag vil en anden hobo nemlig skulle rejse den samme strækning.


19-årige Joe Roy Frazer II kravler op i en containervogn i Oregon. I løb 23-årige Orion Kenneth Neal. Selv om de ofte tager småjob undervejs på deres rejser, bliver hoboerne sjældent det samme sted lang tid ad gangen.


Ogden, Utah. Det store amerikanske togselskab Union Pacific har traditionelt vendt det blinde øje til de blinde passagerer, fordi det ville være for dyrt at bevogte togene. Men bl.a. fordi personulykker potentielt kan føre til civile søgsmål, patruljerer vagter i et vist omfang stationer og banelegemer.


”En masse forfattere kan lide at lytte til musik, når de skriver. Jeg kan lide at køre tog og skrive. Og det er en god måde at komme rundt, du ved. Det tager ikke så lang tid. Der er masser af steder, du kan komme hen. Det er farligt, og det er illegalt … Hvad mere kan man ønske sig?” siger Nathan.


En af Idahos utallige kvægfarme.

En sommerdag tog fotograf Ben Speck på en 3.000 km lang rejse sammen med Nathan, med vagabondnavnet Poetman. Ben Specks ambition var at forstå, hvorfor hoboerne opsøger den ubekvemme rejseform og de risici, der følger med. Fotografens første togridt begyndte en kold og modløs nat under en jernbanebro. Togene ovenover tordnede forbi i høj fart. Det var livsfarligt at springe på. De to vandrede derfor videre nordpå og ankom til en lille skov, da de hørte en dyb rumlen fra det nærliggende jernbanespor.

Ben Speck husker det således:

”Toget kører virkelig langsomt. Mit hjerte banker så højt, at jeg kan høre det. Nathan ligger fladt ned i en uendelighed. Pludselig springer han op og løber frem og tilbage, på udkig efter bestemte vogne. Med ét rykker han, griber en stige, løber videre og kaster et ben om bord. Jeg husker det råd, mange har gentaget: Løb med toget, bedøm hastigheden, grib fat, hold hastigheden, og spring om bord. Jeg er på! Jeg kravler op bag på en kornvogn, der har en lille platform bagpå. Vi krydser en bro, og toget samler fart. Hvilken følelse af triumf! Men nu skal vi gemme os hurtigt i to små huller, fordi vi passerer en vej og en politistation. Efter fem minutter i de mørke metalhuller er vi uden for byen, og vi kravler ud. Sikke en udsigt! Solen er på vej ned, og der er prærie, så langt øjet rækker. Et hegn her og der, men bagved blot urørt, åbent landskab … Nathan foreslår, at jeg kravler op på taget for at tage billeder. Liggende  på taget har jeg den mest fantastiske udsigt. Her er ikke en sjæl i miles omkreds bortset fra Nathan, jeg og togføreren 200 meter længere fremme. Himlen er ubeskrivelig.”


”Vi rider skinnerne i protest mod den fucked up verden, vi lever i,” siger hoboen Johnny Gutters Gun.

En af de erfarne udi at springe på godstog, en ingeniør med vagabondnavnet Road Kill, har rejst på amerikanske godstog i mere end ti år. Hans bedste råd, hvis du vælger at gøre forsøget, er:

> Vær ædru.

> Vær forberedt på ekstreme temperaturer.

> Find det bedst beskyttede og mest komfortable sted om bord på toget.

> Spring på toget, når det er mørkt, og bær mørkt tøj.

> Løb ved siden af toget, vurder hastigheden, tag fat i en stige på togvognen, og bliv ved med at løbe nogle meter endnu, inden du springer om bord.

> Når du springer af toget, må du ikke følge instinktet og springe lige ud mod det forbipasserende landskab. Spring fremad i kørselsretningen – men sørg for at holde kroppen væk fra toget.