Iført sort bh og rødblond dusk under armen lagde Madonna sidste år et selfie af sig selv ud på Instagram. 

”Long hair, don’t care,” skrev hun.

Og hun er ikke den eneste, der for tiden demonstrerer, at hun er ligeglad med dogmet om, at en rigtig kvinde barberer sig under armene.

Der er for eksempel Miley Cyrus, der netop har optrådt nøgen i en fotoserie i PaperMagazine, og tydeligvis ikke havde brugt barberbladet igennem længere tid.

@papermagazine dirtiest hippie of dem all 💖💖💖💖💖💖💖💖💖💖💖💖💖💖

Et billede slået op af Miley Cyrus (@mileycyrus) den 9. Jun 2015 kl. 9:08 PDT



Bliver vi blandt de offentligt kendte, har 'Girls'-skuespilleren Jemima Kirke også fremvist behårede armhuler i en ærmeløs kjole til en modeprisoverrækkelse for et par uger siden.

LÆS OGSÅ: Lena Dunham fra 'Girls': 18 kiksede ting jeg har sagt i en flirt

Disse eksempler er blot de mere celebre repræsentanter for en bevægelse af kvinder, der viser kropshår frem. Den foregår først og fremmest på de sociale medier - for eksempel under hashtagget #pithairdontcare, hvor mere end 1300 kvinder har lagt billeder op af sig selv. Stolt poserende med udsigt til armhuler hvor alt fra stubbe til buske gror.

Douche bag deterrent #freeyoourpits @freeyourpits #pithairdontcare #dyedpits#dyedpithair #bluehairdontcare #blunette

Et billede slået op af Evadestruction (@thegradytwins) den 9. Maj 2015 kl. 5:25 PDT



Også i Kina har man set fænomenet i form af #WomensArmpitHairCompetition, der igen i år er kørt på det sociale medie Weibo. 



”Det dominerende skønhedsideal er, at kvinder er hårfri, nærmest overalt. Kropshår har ikke på nogen måde været acceptabelt siden begyndelsen af 80'erne. Hverken inden for skønhedsindustrien eller mennesker imellem. Men et oprør ulmer imod det nu. Det er attraktivt oprør at lade håret gro under armene,” siger Camilla Kjems, der er chefredaktør på magasinet Femina.

Hun viste selv sin ubarberede armhule frem i Femina tidligere på året som illustration til klummen ’Jeg har hår under armene – og silikonebryster’, der argumenterer for kvinders frihed til at tage egne valg over egen krop. Også valg, der måske kan forekomme modsatrettede.

Tidligere har hår under armene typisk været opfattet som noget, der blev dyrket af kvinder, der ikke går op i deres udseende eller sex-appeal. Enten ud fra et feministisk perspektiv eller ud af ren mangel på interesse.

Camilla Kjems tror, at der er noget nyt under opsejling med den seneste tendens.

”Det har meget været enten eller. Enten er man helt ud i det naturlige og lader alt hænge, eller også er man glatbarberet og spændstig. Kunne man ikke få et skønhedsideal, hvor man er en hippie, der synes, at det er fint nok at lade håret gro, men også kan gå ind forskønhedskirurgi, fordi der måske er nogle andre ting, der generer?”



Selv om Camilla Kjems håber på det, tvivler hun dog på, at det skønhedsideal, hun plæderer for, er lige om hjørnet. 

”Hvad enten jeg flasher mine hår på arbejde, til yoga eller i en klumme, så reagerer folkmeget voldsomt. Jeg har fået masser af mails fra frastødte personer:

”Ad, hvor er du klam.” ”Er du klar over, hvor mange bakterier, der kan leve der?”

Også fra mænd der synes, at det er usexet. Omvendt er der så også nogle, der tænder helt vildt på det.”

Mange af de her unge kvinder, der poserer på Instagram, gør det på en både stolt og sexet måde. Kunne du forestille dig, at de kunne danne mode?

”Nej. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, det bliver rigtig svært at gøre det her til et skønhedsideal. Der er rigtig lang vej at gå.”

Også selv om rollemodeller som Madonna og Miley Cyrus går i spidsen for det?

”Det er fordi, de gerne vil udstråle, at de er rebelske. Jeg tror ikke, det kommer til at vinde indpas på modens podier. Men hvis man kunne tage en sommerkjole på eller hoppe i havnebadet uden at blive begloet, ville det være dejligt.”

Skuespilleren Jemima Kirke svarede på kritikken for sine lange hår i armhulen med et billede af den italienske skønhed Sophia Loren i hendes velmagtsdage.

LÆS OGSÅ: Dadbod: Din slaskede farmandkrop er det mest sexede lige nu

LÆS OGSÅ: Til gården, men mest til gaden: Bagdelen er de nye bryster

LÆS OGSÅ: Mød Yuccien: Hipsteren der blev voksen