I det nye nummer af Euroman, der kommer i handelen i dag, har moderedaktionen helt udemokratisk kåret Danmarks bedst klædte mand.

Men vi vil også gerne vide, hvem I synes, er den bedst klædte her til lands.

Derfor lægger vi hermed op til læsernes kåring af Danmarks bedst klædte mand 2014.

Inden I går i gang, får I vores moderedaktør, Frederik Lentz Andersens, definition på, hvad det vil sige at være velklædt:

”Man kan være velklædt i alt fra hvid t-shirt og blå cowboybukser til aftensmoking,” siger han.

”Det handler om, at man kan fornemme, at en person slapper af i tøjet – om det er dagligdags eller outreret.  Det vigtigste er selvsikkerheden, den er altid tydelig hos en velklædt mand. Det nytter ikke noget, at man sætter en bowlerhat på hovedet, men stadig går rundt og er i tvivl, om den nu også er fed.”

Frederik Lentz Andersen eksemplificerer med tre af de nominerede i læserafstemningen:

 

Sergei Sviatchenko, arkitekt, fotograf og collagekunstner
”Han er over 60 år gammel og ekstremt opdateret, men samtidig går han aldrig i noget, der er upassende for hans alder. Der er ikke noget værre end en ældre mand med omvendt kasket og hættebluse. Sergei Sviatchenko formår altid at tilføre sit klassiske look med marineblå guldknappet blazer og engelske herresko lidt kant. For eksempel i form af en farvet skjorte eller af croppede (oplagte, red.) bukser, der stumper, hvilket har været en tendens i moden de sidste år. Han gør det med en selvfølgelighed, så det aldrig bliver fjollet.”



Martin Gjesing, direktør i konsulentvirksomheden Moon Intl.

”Han er meget fashion og kan slippe af sted med alting. Mere end, hvad de fleste andre ville kunne. Den ene dag ser man ham i storblomstret jakkesæt fra Dries Van Noten. Den næste er han i slidte jeans, spidse cowboystøvler og car coat. Han er god til at mixe ting, og han har så meget maskulin attitude, at det altid fungerer, og ingen stiller spørgsmål.”



Mathias ’Zanka’ Jørgensen, fodboldspiller i FCK
”Han er meget glad for streetwear – chinos, bomber-jakker, t-shirts – og har en afslappet stil, grænsende til det neutrale. Det lugter ikke af, at han har brugt timer foran spejlet. Men tag ikke fejl af, at han altid har de helt rigtige Air Jordans på, som der kun er et par hundrede af i verden. Han klæder sig overlegent på en beskeden måde, og så er han så heldig at have en krop, som alt tøj hænger godt på, selv om det bare er en over size t-shirt. Han er veltrænet, uden at det bliver for meget."


Vi har givet jer 20 valgmuligheder, men I er også velkomne til at foreslå jeres egne kandidater. His I mener, at der er nogen, vi har overset, kan I sende os en besked på Facebook.