De fleste denimmærker er med på ripped-tendensen. Altså jeans med huller og revner i.

Der er ikke noget nyt i, at designerne laver modeller, der ser slidte ud, allerede inden de er taget i brug.

Men nu har det japanske mærke Zoo Jeans introduceret en ny og i sandhed eksklusiv teknik til at skabe effekten. 

De kalder den ”Made by Animals”, og det er lige, hvad hullerne er. Stoffet bliver nemlig skambidt af tigre, løver og bjørne, inden det bliver syet til de færdige jeans.

Bidemærkerne opstår ved, at man spænder denimstoffet på store bildæk og ruller dem ind i burene, hvor rovdyrene får frit spil med tænder og klør. 



Det er en støttegruppe for Kamine Zoo i den japanske by Hitachi, der har taget initiativ til Zoo Jeans-mærket. De håber, at salget af jeansene kan rejse penge til en renovering af den zoologiske have.



The Guardian har vist en indkøber hos London-stormagasinet Selfridges Zoo-jeansene og spurgt ham, hvad han synes om dem.

Hans svar: 

"Revnerne er for sporadiske. Mænd vil have deres slidmærker på låret, på knæet, på baglommen. Revner på læggen, som de forekommer her, ser ikke naturlige ud."