Som en ægte sportsvogn er Alfa Romeo 4C lidt af en krukke.
 Den er dyr, den er besværlig, og den er ukomfortabel, men ifølge Christian Grau belønner den din kærlighed med ufiltreret italiensk køreglæde.

ALFA ROMEO 4C 

Motor1.750 liter med turbo

Hestekræfter240 hk

Moment350 Nm v. 2.100 omdr./min.

Tophastighed258 km/t (begrænset)

Acceleration0-100 km/t på 4,5 sek.

Benzinøkonomi14,7 km/l (EU-norm)

CO2-udledning157 g/km

Pris1.100.000 kr. 
                                                                                               

Hvad blev der egentlig af Alfa Romeo? Er det ikke meget længe siden, vi har fået en decideret nyhed derfra? Med blot to biler i udstillingsvinduet –  MiTo fra 2008 og Giulietta fra 2010 – ligner det en stille død, selv om begge biler løbende er blevet forbedret og faceliftet. Ikke de-sto mindre forlyder det fra Italien, at Fiat har store planer for Alfa Romeo. En ny topmodel og en SUV på vej, men her og nu overdøves de meldinger af en helt anden lyd. En dyb brummen fra en fuldblodsmotor på vej gennem gaderne. Det er importøren, der er på vej med vores testbil, niche-bilen Alfa Romeo 4C. Lillesøster til superbilen Alfa 8C og Alfa Romeos bud på den ultimative og – prisen på mange andre sportsvogne taget i betragtning – trods alt betalelige køremaskine.





Hvad er det for en bil?

4C er alt det bedste, Alfa Romeo har at byde på. Runde former, skabt på en ramme af kulfiber med motoren liggende centralt foran bagakslen. Topmodellen QV har fået en omgang med nye topstykker og andre tryllerier. Det har sparet vægt, men også givet en helt anden motorkultur, end man kender fra Giulietta. Det føles som en anden motor, men kigger man på specifikationerne, går de væsentligste tal igen. 240 hk, fire cylindre og de, set med Alfist-øjne, mytiske 1.750 liter, som så ofte før har udgjort kubikcentimetermålet på en berømt Alfa-motor.


Giulietta


En anden berømthed, man ikke kommer uden om, er gaderaceren Alfa Romeo 33 Stradale fra 1967. En sjældenhed bygget i 18 eksemplarer og med et design, der ofte omtales som Alfas bedste nogensinde. Det er herfra, Alfa Romeos designere har hentet inspirationen til 4C, og det ses især på bagenden med de store, runde lygter og på bilens svajende hoftelinje i silhuet. Dog er 4C langtfra lige så smuk som 33 Stradale, og man kan måske diskutere, om den overhovedet er smuk, eller om den bare er ekstrem. Sikkert er det, at ingen kan kigge på en 4C uden at føle noget, og det, vi føler, er begær efter at køre den. Vi elsker bagendens rene svulstige former, vi fascineres af linjeføringen langs siden, og så tænker vi, at forlygterne ligner noget fra en Smart Roadster, og at det nok var der, vi ville starte, hvis det kom til et facelift. 


Alfa Romeo 33 Stradale


Hvordan kører den?

Hvor skal vi starte? O.k., vi starter med at sætte os ind. Og det er svært. 4C er lav, og for at få adgang til kabinen skal du svinge benet ind over et bredt panel under døren. Så sidder du til gengæld fikseret som en burhøne, om end godt og forventningsfuld. Instrumentering er der ikke meget af, så vi smækker nøglen i låsen og drejer – wroummmmm. Er dette virkelig den samme motor, som sidder i den dejlige, men også kultiverede Giulietta QV? I Alfa 4C lyder den som en fuldblodsracer. Ikke som en amerikaner eller en AMG, men præcis som det, den er, en hidsig italiener. Tryk på automatgearet, der består af tre knapper, 1 for fremad, R for bak, N for neutral og A/M til valg af automatisk eller manuelt skift. Simpelt og lækkert.


En genkendelig Alfa-detalje er DNA-knappen, hvor du vælger kørestil – dynamisk, komfortabel eller skånsom. Normalt skal en Alfa i Dynamic for at køre som en Alfa, men lad os bare afsløre, at 4C er kontant, uanset hvor du stiller den. Det naturlige valg er dog stadig Dynamic, for rigtig komfortabel eller skånsom bliver 4C alligevel aldrig. Vores testbil er udstyret med Alfas sekventielle gear med dobbeltkobling, og det nærmest slår gearene ind i ryggen på dig, når du giver den tæsk. Kombineret med den cementhårde undervogn gør det 4C til en herligt kontant bil at køre.

Højdepunktet er det ultrapræcise styretøj, der på den ene side er meget fast og på den anden side afslører bilens lethed med hurtige reaktioner på enhver bevægelse. Alfaer plejer at styre godt, men 4C slår alt, hvad vi har prøvet. Dog skal man være opmærksom på, at bilen styrer med på alle ujævnheder i underlaget, så hold fast med begge hænder. I det hele taget føles 4C på alle måder som en ægte sportsvogn.

En oplagt sammenligning er Lotus Elise, der ligeledes har centermotor og baghjulstræk, blot føles Alfaen på alle måder mere ekstrem. Elise har 136 hk, 4C har 240. Elise accelererer på 6,5 sekund, 4C gør det på 4,6. Elise lyder som en spansk guitar, 4C lyder som en Stratocaster på en væg af Marshall-forstærkere. Fra dyb brummen i tomgang til knaldende nedgearinger, hylende omdrejninger og piftende turbo-udladninger. Det er et orgel af vellyd, og det gemmer sig bag en tynd rude umiddelbart bag forsæderne. Vil du høre radio, skal du skrue volumen trekvart op alene for at afkode musikken, så nyd hellere lyden af småsten fra vejen, der piskes op mod undervognen.




Lotus Elise


Endelig er der bilens vejgreb. Det er af en anden verden. Selv på vådt underlag kan du rive den rundt, og på tør vej løber vi tør for metaforer. Den står bare åndssvagt godt fast, hvilket samtidig gør den til en uhyre pålidelig bil at køre. Den hverken under- eller overstyrer, den styrer bare.

Hvad siger vi til det?

Alfa 4C bliver ikke bilen, der giver bilforhandleren vabler af at skrive slutsedler. Det er en sjælden fugl, og alligevel løfter den Alfa Romeos image og giver et praj om, hvor italienerne vil hen. Mere sport, mere passion og færre standardløsninger. Det er ikke som sådan en decideret smuk bil, men den er svær at tage blikket fra, når først du får øje på den. Den er svulstig, grænsende til det vulgære, og den er ukomfortabel, grænsende til det pinefulde. Den er besværlig at eje. Sart over vejbump, overfølsom over for kantsten og døden nær, hvis din indkørsel ikke flugter med gaden. Du skal virkelig være betænksom, men behandler du den godt, får du ikke andet end kærlighed og køreglæde tilbage.
Det skulle da lige være investeringen, hvis du beholder den længe nok, for Alfa Romeo producerer kun 1.000 eksemplarer om året, og der står klassiker skrevet over fremtidsudsigterne. Køb den som trackday-bil, og spar afgiften.

Du får bedre finish i en Porsche Cayman, du sparer penge i en TT, og du får meget af det samme i en Elise, men end ikke sidstnævnte føles lige så kompromisløs som 4C. Vi trodser al fornuft og udskriver topkarakteren. Prego.



Porsche Cayman


Audi TT 


Hvorfor?

Fordi det er den bedste Alfa Romeo, vi har kørt – og muligvis en god investering til den tålmodige ejer.

Hvorfor ikke?

Fordi du ikke elsker den højt nok til at leve sammen med den.

Tre detaljer 



DNA-knappen er en detalje, alle Alfa-ejere kender. 4C kører som en Alfa, uanset hvad du sætter den i.

Baglygterne ligner Alfa MiTo, og motoren er hentet fra Giulietta, men ellers er 4C en helt ny bil.

Instrumenteringen er meget simpel – og dog gør motorstøjen radioen overflødig.