Vi er heldigvis ved at være ovre finanskrisen, hvilket også kan mærkes i modebranchen, der ellers har været hårdt ramt.

De danske mærker i denne uge med Wood Wood og Norse Projects i spidsen bliver ved med at levere produkter på højt internationalt niveau, og de er i høj grad med til at markere dansk mode udadtil.

Nye butikker bliver ved med at se dagens lys, og i denne uge har hele to af slagsen slået dørene op. Og så er der endnu en gang skonyt fra adidas. Men lad os komme i gang med ugens vigtigste stilnyheder.

LÆS OGSÅ: Næsten 10.000 kr. for to par sko: Unge sælger sneakers videre for formuer

Wood Woods efterårskollektion giver det klassiske et sporty twist

Det danske streetwear-mærke brugte modeugen i sidste uge til at holde en stor fest, hvor man fejrede sin nye efterårskollektion ’Internationalism’. Det er en kollektion, hvor Wood Woods sædvanlige og progressive sportstøjs-inspiration er tydelig, men også 70’er inspirationen er til at få øje på med løsere silhuetter i dæmpet brun og solbrændte farver.

Der er stadig masser af typisk Wood Wood print og logoer på tøjet, og blå, mørkegrøn og sort og meget dominerende farver. Typisk for Wood Wood har flere klassiske herre styles fået et lille twist.

Wood Wood har allerede fået en stor del af kollektionen hjem, som også kan købes i webshoppen. Her er nogle favoritter fra ’Internationalism’:


Wood Wood Jaques Turtleneck til 1.000 kr.



Wood Wood Clinton jacket til 3.000 kr.

Won Hundred har åbnet sin første flagskibsbutik

I de forhenværende Pede og Stoffer butikslokaler på Klosterstræde i København har Won Hundred nu åbnet sin første flagskibsbutik. Her vil der udelukkede bliver solgt Won Hundreds egne kollektioner, som både indeholder en ren kvinde- og herrelinje. Det danske mærke med chefdesigner Nikolaj Nielsen i spidsen har i indretningen af butikken samarbejdet med designer og arkitekt Tania Mikkelstrup.



Butikkens indretning er meget minimalistisk og farvevalget er dæmpet. I Won Hundreds ånd hænger alt i orden, og kun få varer bryder butikkens hylder.

Den nye butik åbnede i forbindelse med den københavnske modeuge, som løb af stablen i sidste uge, og er allerede fyldt op med de nye efterårskollektioner, som i vanlig Won Hundred-stil byder på enkle og stilsikre køb til basisgarderoben.



Hvis ikke man har mulighed for at besøge butikken, kan det nye tøj også købes i Won Hundred webshop.

adidas Stan Smith fornyer sig igen

Der hersker ingen tvivl om, at Stan Smith-skoen er en evig klassiker. Men med de mange nyfortolkninger, der har været over de seneste par år, skulle man tro, at adidas ville have svært ved at finde på noget nyt. Men idebanken lader til at være utømmeligt.

På den nye Stan Smith har adidas’ egenudviklede lette og flettede overdel, som er kombineret med et reflekterende materiale. Dette materiale er kun tilføjet udvalgte steder som på hælen og skoflippen.



Rezet Store i København har fået de nye sneakers hjem og kan købes lige her.

Norse Projects laver tasker i samarbejde med højrespekterede Head Porter

Danske Norse Projects har netop sendt sit nye samarbejde med den japanske taskeproducent og den danske tekstilvirksomhed Kvadrat på gaden. Målet med dette spændende projekt er at hylde Head Porters ikoniske taskeserie, ’Tanker’. Olivengrøn og navy er taskernes primære farver med de oplagte referencer til en tank.





Stofferne er leveret af Kvadrat og designet af Patricia Urquiola, mens Norse Projects har givet Head Porters design en skandinavisk makeover. Kollektionen indeholder fem forskellige tasker, herunder en rygsæk, en laptop-taske, en 15 tommer laptop-hylster, iPad-hylster og en pung.

Taskerne, som er produceret i et begrænset antal, er allerede sat i handlen, og de kan også erhverves online hos Norse Projects.

Elmegade har fået ny streetwear-butik

Nikolaj Vang og Anders Bjørndahl er mændene bag den nyåbnede streetwearbutik KREAM i Elmegade på Nørrebro. De har begge en fortid som professionelle skiløbere, hvor især freestyle skiløb har haft deres fokus.



De har tilsammen været danmarksmester i alle kategorier indenfor freestyle skiløb. Gennem de seneste år har de sammen drevet virksomheden Playground, hvor de blandt andet har agenturet på outdoor og streetwear- mærker som GoPro, Rossignol og WeSC. Kontakterne og erfaringen i branchen har nu gjort, at de to turde kaste sig ud i et nyt projekt.

Euroman.dk tog en kort snak med Nikolaj Vang i forbindelse med åbningen af den nye butik.

Hvad kan man købe i jeres butik?

”Sko, tøj og accessoirers, der stilistisk ligger et sted mellem core outdoor-tendenserne (skate, surf, moto, camping) og klassisk skandinavisk herremode. Til at starte med er det kvalitetsmærker som Vans, WeSC, Zanerobe, Douchebags og Poler, der tager mest hyldeplads i KREAM, men det er ikke utænkeligt, at vi udvider porteføljen af brands henover de kommende måneder.”



Hvilke ideer ligger bag åbningen af Kream?

”Til at begynde med var det blot drømmen om at blive en mere integreret del af den gade, som Anders Bjørndahl og jeg føler os stærkt knyttet til. Vi har begge boet på og ved Elmegade det seneste årti og elsker den hyggelige atmosfære, der altid hersker her.

Da vi samtidig har fået adgang til produkter, som man kun finder i et fåtal af Nordeuropæiske butikker, og vi begge har et stort iværksættergen kunne vi ikke modstå, da muligheden bød sig.”

Er der plads til flere tøjbutikker på Elmegade?

”Der er uden tvivl plads til flere butikker med ambition om at tilføre endnu mere liv. Det endelige mål er i mine øjne, at gaden tilbyder så alsidigt og spændende et sortiment, at man kan undgå at gå hele byen tynd, når man shopper, men blot nøjes med en enkelt tur op ad Elmegade.



Hvad kræver det af en at åbne en ny butik?

At åbne butik i Elmegade er krævende på anden måde end i større etablerede konstellationer som et storcenter eller i en gågade i centrum. Det er en lille broget landsby i hjertet af Nørrebro, som kræver, at man har noget komplementerende at byde ind med, og at man deltager aktivt i lokalmiljøet.

Desuden er butikkerne på Elmegade kendt for at yde god, ærlig og nærværende service til deres kunder - et ry vi ikke har i sinde at spolere.”

LÆS OGSÅ: De danske modechefer: Sådan bliver moden til næste sommer

LÆS OGSÅ: Sådan skal du ikke gå klædt, når ferien slutter

LÆS OGSÅ: 13 nordiske mærker du bør kende