De breder sig som en pest. De spiser menneskekød. Og de er i det hele taget ikke kendt som nogen flinke eller velduftende fyre.

Populærkulturelle fremstillinger af zombien plejer at være drevet af knugende angst og dommedagsstemning.

Men hvem siger, at det hele behøver at være så trist, bare fordi man er endt som de eneste tilbageværende blandt en blodtørstig hær af levende døde?

Hvis man er et par livslystne unge kvinder med kærligheden til hinanden, shopping og is intakt, så kan en tur i supermarkedet udstyret med et godt cricketbat også tælle for en rekreativ udflugt.

I hvert fald i instruktøren Matt Devines fantasi. Han har lavet den lille film ’Shopping in a Zombie Apocalypse’, der i sin kølige farveholdning virker inspireret af David Fincher og i sin splatter-æstetik viser, at Quentin Tarantino ikke har levet forgæves: