Converse grundlagde den. Michael Jordan gjorde den stor i 90’erne. Og 10’ernes unge satte lig ved den og dét at være fashionabel. Den er blevet for mange mænds garderobe, hvad Prins Henriks vingård var for prinsgemalens tilværelse – kronen på værket.

Og sneakeren har været her, der og alle vegne i 2015. Her er to nyheder, der får sneaker fanatikerens jul til at falde tidligt i år. 

Britiske Size?, der er kendt for et bredt udvalg af premium-sneakers, og som af Nike er blevet brugt til relanceringen af ny-legendariske modeller som Nike Air Huarache, Air Max Light og Air Max 93, åbner deres første butik i Danmark. Og med 130 kvadratmeter beliggende på Købmagergade 43 i indre København skulle der være godt med plads til at forkæle de sneaker-elskende fanatikere, der lægger vejen forbi butikken, som er indrettet i skandinavisk minimalistisk stil.

LÆS OGSÅ: Adidas vil knuse sneaker-markedet i 2016 med denne nye model

Om valget af åbningen af en butik i Danmark siger adm. direktør i Size?, Paul Rufflesi,: 

”København er en af vores yndlingsbyer i Europa, og vi har længe ønsket at åbne en butik her. Vi henvender os til det lokale sneakermiljø med et fantastisk udvalg af alle de nyeste produkter, som vi elsker."  

Kanye West har allerede vist sin kærlighed til den britiske kæde. I hvert fald er Size? blandt de håndplukkede forhandlere af alle Adidas Originals Yeezys, ligesom rapperens tidligere samarbejde med Nike også var at finde i de streetinspirerede butikker. Butikken forventes at slå dørene op senere i december. 

Nu lovede vi to nyheder, og at Size? nu endelig rykker ind på det hastigt voksende danske sneaker-marked, er da heller ikke den eneste markante sneaker-nyhed.  

Sneakerbutikken Rezet, der er grundlagt i København, har besluttet at udvide forretningen og slår i weekenden dørene op til to nye butikker - én i København og én i Århus.

De nye Rezet Stores er et dynamisk retail-univers, der efter Rezet’s eget udsagn sigter mod at hæve barren for, hvad man kan forvente af en moderne sneaker-butik. Butikkerne er designet af Rezet medstifter og kreativ direktør, Mathias Bruun Christensen i tæt samarbejde med industriel designer Oliver Borg von Bülow.  

LÆS OGSÅ: De 10 mest værdifulde sneakers

”Hele holdet bag Rezet har et specielt tilhørsforhold til sneakers, og det har fra starten været vores mission at få dette til at skinne igennem i vores nye butikskoncept,” lyder det fra grundlægger af Rezet Store, Kasper Mølgaard Nielsen.  

Der skulle da også være god mulighed for at sætte sit eget præg på butikkerne. Den nye Rezet Store i København åbner op i ny renoverede lokaler i Jorcks Passage, mens den århusianske pendant åbner op i nye lokaler på Strøget i Århus midtby.  


Rezet's nye lokaler inden der kom sko på hylderne. 

LÆS OGSÅ: Se Danmarks 3 vildeste sneaker-samlinger

LÆS OGSÅ: Næsten 10.000 kroner for to par sko: Unge sælger sneakers videre for formuer