Dansk mode blomstrer både nationalt og internationalt. Sjældent har der været så stor efterspørgsel af de danske herredesigneres kollektioner. Danske designere bliver udvalgt til modeuger i London og de er efterspurgte af store stjerner som Kanye West, Jay-Z og ASA$ Rocky. Mens deres kollektioner bliver solgt i Comme des Garcons, Dover Street Market og i deres egne flagskibsbutikker i New York og London. 

Derfor har euroman.dk valgt at sætte fokus på, hvad der bevæger sig inden for dansk herremodemode og udpeget de mærker, som står som de mest bærende kræfter på et marked i rivende udvikling

Vi starter ud med at sætte fokus på klassens nye drenge. Dem, som stormer frem med nye kreative og friske input til den mere etablerede danske modebranche.  

Armoire d’homme 

Armoire d’homme er stiftet af norske Kjetil Aas, som til dagligt bor og arbejder i København. Hans nye herrretøjsmærke henter stor inspiration i den skandinaviske design-tradition, og så har han en fortid hos andre store danske mærker som Won Hundred og Matinique. Senest var han designer hos Norse Projects.  

Grundlagt: 2012
Prisniveau: Mellem
Bonusinfo: De var nomineret i år til DANSK Design Talent ’Magasin Prisen’, og her skulle Kjetil Aas designe et sæt tøj til rapperen Sivas.  



Hvem laver i tøj til?
”Vores håb er, at de fleste mænd uafhængig af alder og tilhørsforhold skal kunne finde noget, de kan lide i vores kollektioner. Vi har omtalt vores kollektioner som ’contemporary casual’, og det siger måske også noget om den mand, der går i vores tøj. En, der tiltrækkes af det tidløse, skandinaviske formsprog,” siger grundlægger Kjetil Aas.

Hvad inspirerer dig i dit design?
"Jeg bliver inspireret af kunst, litteratur, arkitektur og design. Og af de ting vi til dagligt omgives af, men ikke altid lægger mærke til. Jeg arbejder sjældent med et konkret tema og det kan være ret simpelt. Fx har jeg til vores kommende AW 15 kollektion taget udgangspunkt i et citat fra den amerikanske kunstner Georgia O'Keeffe." 


Samarbejdet med Sivas til DANSK Design Talent showet. Fotograf: Phillip Ørneborg.

Hvor bevæger herremoden sig hen i 2015 ifølge Armoire d'homme?
”I løbet af de seneste år har vi set en udvikling indenfor både herre- og dametøj, hvor flere stilarter lever side om side med hinanden, og  hvor der er plads til både det skandinaviske rene udtryk og det mere eksperimenterende. En positiv udvikling, hvor der er plads til mangfoldighed.” 



Hvis du skulle give ét godt råd til de danske mænd om påklædning, hvad skulle det så være?

”Jeg er ikke så glad for at rådgive om, hvordan andre skal klæde sig, da jeg mener, det er op til den enkelte at tage den beslutning. Dog vil jeg opfordre både de danske mænd og kvinder til at tænke over, hvad og hvor meget de køber. Vi skal alle blive bedre til at sætte kvalitet frem for kvantitet.”

Avec 

Med en stor forkærlighed for 90’ernes house- og ravekultur startede designer Sigurd Bank Avec sit eget brand i 2013 efter at have været lidt rundt i branchen.   

Grundlagt: 2013 
Prisniveau: Mellem
Mest kendt for: Psykedelisk printede sweatpants
Bonusinfo: Avec har intet med Frankrig at gøre. Som Sigurd Bank siger - avec er også et dansk ord og betyder en lille én man drikke efter et måltid’.


Avec - SS 14 

Fortæl om ideerne bag jeres brand?
”Vi har en anderledes tilgang til, hvad man forbinder med skandinavisk design. Vores udgangspunkt findes i mere uformelle elementer og afslappede pasformer", fortæller grundlægger Sigurd Bank.
  
Hvem laver i tøj til?
”Jeg designer primært efter, hvad jeg gerne selv vil klæde mig i. Det er ikke, fordi vi har et bestemt segment, vi går efter.” 

Hvad inspirerer jer i jeres design?
”Det er meget forskelligt. Jeg rejser så meget som muligt og går meget i dybden med emnerne. Vores SS2015-kollektion er inspireret af en fiktion og psykedelisk tur på et flyvende tæppe med alt, hvad man kunne forestille sig der hørte med til sådan en tur af diverse rusmidler.” 


Avec - SS 15

Hvor bevæger herremoden sig hen i 2015 ifølge Avec?
”Jeg gør mig ikke mange tanker omkring, hvor moden bevæger sig hen, og jeg synes egentlig det er begrænset, hvor meget den bevæger sig. Men jeg tror generelt på, at der kommer længere og bredere pasformer.”  

Hvis du skulle give ét godt råd til de danske mænd omkring påklædning, hvad skulle det så være?
”Lad være med at tro på alt, hvad der står i bladene og invester i kvalitet.”

Capital Goods

Den kommende forårskollektion bliver Capital Goods’ første nogensinde. Selvom mærket er helt nyt, er der stor erfaring i den danske modebranche hos kræfterne bag. Capital Goods er et samarbejde mellem grundlægger af butikken ’Goods’, Kasper Hostrup, og partner i ’Goods’, Jakob Pedersen, og tidligere indkøber hos ’Pede & Stoffer’, Hannes Wellander. 

Grundlagt: 2014
Prisniveau: Mellem
Bonusinfo: Tøjet vil blive solgt i udvalgte butikker i Europa og Japan i starten af foråret. I Danmark kan det købes i Goods på Østerbrogade. 


Capital Goods - SS 15
 

Hvornår og hvordan opstod ideen med at starte Capital Goods?
”Vi har over de sidste år arbejdet på at skulle lave noget sammen alle tre, og med butikken Goods har vi et stærkt og naturligt udgangspunkt for at etablere Capital Goods som et selvstændigt koncept. Vi har med vores forskellige baggrunde og erfaringer et stærkt internationalt netværk og en god fornemmelse af, hvad kunden ønsker", siger medstifter og ejer Hannes Wellander. 

Fortæl om ideerne bag brandet og jeres navn?
”Vores intention er at skabe et dansk brand, som er tidsløst og født ud af en klassisk herretøjstradition og har fokus på kvalitet, pasform og ingen nonsens-design. Med Capital Goods henvender vi os primært til et internationalt og mere kræsent marked med kollektioner, som har et stramt og let forståeligt koncept.”


Capital Goods - SS 15

Hvem laver i tøj til?
”Vi laver Capital Goods til rigtige mennesker, ikke fiktion, underholdning eller celebrities. Vi henvender os til mænd, der ved, hvem de er, samt er bevidste om hvad deres garderobe udtrykker - less is more.”

Hvad inspirerer jer i jeres design?

"Capital Goods er inspireret af klassisk sportstøj, der er blevet tilpasset et mere dresset og moderne udtryk. Vi kalder det ’formal sportswear’.” 

Hvis du skulle give ét godt råd til de danske mænd omkring påklædning, hvad skulle det så være? 

Lad være med at lade dig diktere af fashion og korte trends, gå efter klassiske ting og komfort. Det handler mere om, hvordan du bærer tøjet end noget andet. Og køb en polo.”


Capital Goods - SS 15

Martin Asbjørn

Martin Asbjørn er et nyt herretøjsmærker, som er grundlagt af designeren af samme navn. Med en livslang passion for mode, konstruktion og materialer startede han sit eget mærke, da han havde færdiggjort sin skrædder-uddannelse. Brandet har base i København, og herfra skal modeverdenen indtages med læderjakker, strik og masser af sort. 

Grundlagt: 2012
Prisniveau: Højt
Mest kendt for: Brug af sort og læder
Bonusinfo: Ifølge Martin Asbjørn bør alle mænd eje en hvid T-shirt, et par sorte jeans og en læderjakke med lidt rockattitude. 


Martin Asbjørn - AW 14

Fortæl om dit mærkes begyndelsen?
”Fra jeg var helt ung, har jeg haft lyst til at arbejde med mode og ikke mindst skabe mit eget brand og univers. Mit design skulle først og fremmest være velsiddende. Efter at have endt uddannelse i 2012 lancerede jeg mine to første kollektioner. Nu har jeg lige åbnet min egen webshop,” fortæller grundlægger Martin Asbjørn Bjerre.

Hvem laver du tøj til?
”Jeg laver tøj til den moderne mand, der vægter kvalitet og pasform højt, og som ikke nødvendigvis følger de nyeste mode trends. Han er bevist om sin fremtoning og tager selvsikre beslutninger.”

Hvad inspirerer dig i dit design? 
”Inspirationen til mit design henter jeg flere forskellige steder. Jeg laver ikke et moodboard eller kigger på noget meget konkret. Det er mere en følelse eller stemning, jeg prøver at fange, og så hjælper det at komme udenfor, hvor der er højt til loftet. Det lyder super klichefyldt, men faktisk bliver jeg mest inspireret af at være tæt på naturen.”


Martin Asbjørn - SS 15

Hvor bevæger herremoden sig hen i 2015 ifølge Martin Asbjørn?
"Et urbant look, hvor både det velsiddende er kombineret med elementer fra streetwear. En mand skal være velklædt, det er mest sexet, men det må ikke blive overdrevet eller anstrengende at være iført. Jeg synes Martin Asbjørns udtryk er en kombination af det underspillede og elegante.”

Hvis du skulle give ét godt råd til de danske mænd omkring påklædning, hvad skulle det så være?
”Invester i god kvalitet. Godt design og håndværk holder længere, og det er faktisk billigere i det lange løb. Det også er den mest bæredygtige vej, som alle - både køber og sælger – i højere og højere grad bliver nødt til at forholde sig til.”


Martin Asbjørn - AW 14

BRAND8

For fem år siden startede BRAND8 op med masser af streetwear og printede T-shirts. Siden hen er designer Kristina Søndergaard, der har en fortid hos Norse Projects, Mads Nørgaard og Wood Wood kommet til. Nu er kollektionerne bredere og stilen er blevet mere klassisk.  

Grundlagt: 2009
Prisniveau: Mellem
Bonusinfo: Sammen med pladeselskabet Sound of Copenhagen uddelte de i år en talentpris til Brynjolfur (elektronisk musik).


BRAND8 - SS 15

Fortæl om ideerne bag brandet og jeres navn?
”BRAND8 spiller på Band Aid støttekoncerterne til fordel for Afrika, som Bob Geldof arrangerede i 1980’erne. Aid er en vigtig del af konceptet bag BRAND8, og hvert år støtter vi kulturelle og sociale initiativer. Vi har bl.a. sponsoreret nonprofitorganisationen GAME, der arrangerer gadesport og -kultur for unge i udsatte områder af Danmark,” siger design manager Kristina Søndergaard.

Fortæl os om begyndelsen af jeres mærke?
”BRAND8 kom til verden for fem år siden som et rendyrket streetwear-mærke med især printede T-shirts og sweatshirts. Da jeg kom til for halvandet år siden, var det vigtigt for mig at skabe et helstøbt mærke med en fuld kollektion, der udover T-shirts, sweats og skjorter indeholder overtøj, bukser, strik og accessories.” 

Hvem laver i tøj til?
”Til mænd, der vil have god kvalitet og pasform, og som kan genkende sig selv i vores udtryk, der er seriøst uden at være selvhøjtideligt. Det er meget vigtigt for mig at hver enkelt style - og mærkets udtryk i sin helhed - er velreflekteret, gennemarbejdet og rækker ud mod en diversitet af typer, generationer og nationaliteter.” 


BRAND8 - SS 15

Hvad inspirerer dig i dit design? 
”Kollektionen inspireres af mennesker, hvis attitude udståler kreativitet og mod. Mennesker jeg ser på gaden. Mennesker fra før og nu, som er til stede i kraft af det, de har bragt verden. Ideen til en ny kollektion begynder med en intuitiv stemning. Kunstværker, sange, ord og billeder sætter stemningen, men det er menneskene bag, der skaber stilen. Den skandinaviske designtradition for enkelthed og kvalitet er vigtig for mig. Jeg har en afsky mod fjollet og nærsynet design, der kun holder her og nu.” 

Hvis du skulle give ét godt råd til de danske mænd omkring påklædning, hvad skulle det så være? 
”Gå aldrig på kompromis med gode sko.” 

Følg med på euroman.dk de kommende dage, når vi præsenterer de næste mærker i rækken. Næste gang sætter vi fokus på de klassiske mærker, som har mange års erfaring i den danske modebranche

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand: Nr. 1 - Mads Axelsen

LÆS OGSÅ: Moden 2015: Brede bukser og grimme sneakers

LÆS OGSÅ: De 14 fedeste sneakers i 2014