Euroman har kåret Danmarks 10 bedst klædte mænd og taget en snak om det vigtigste element i deres garderobe. Se hele listen her.

10.plads, Casper Christensen


41 år, entertainer

Hvilket element i din garderobe har den bedste historie?


”Intet i min garderobe er mere end et år gammelt, så det er begrænset, hvad der knytter sig af anekdoter til den. Men jeg har et Omega Seamaster 600 ur, som er gået i arv fra min farfar til min far og nu til mig. Historien går på, at min farfar fik uret for at have reddet en hvalfanger ud fra Kap Horn. Eftersom min farfar var frisør i Odense, tvivler jeg lidt på historiens ægthed.”

9. plads, Anders Frithiof August


32 år, manuskriptforfatter

Hvilket element i din garderobe har den bedste historie?


”Jeg købte engang et par meget dyre solbriller fra 50’erne i Retrospecs, da jeg skulle gå red carpet til the Oscars. Det småregnede selvfølgelig. Siden satte jeg mig på dem, og bøffelhornstellet kunne ikke repareres. Så nu har jeg et par falske Ray-Ban Wayfarer, som min kæreste har købt til mig i New York for 6 dollars. ’Du smider alligevel altid alting væk, så nu får du dem her.’ De klæder mig bedre end de originale.”

8. plads, Ole Christian Madsen


44 år, filminstruktør

Hvilket element i din garderobe har den bedste historie?

”Min mormor syede jakkesæt og kjoler i Illum dengang, de lavede deres eget tøj. Hun arbejdede for Pierre Cardin i en periode. Det talte hun tit om. Min morfar gik derfor i fine jakkesæt fra Illum, og der var et specielt jakkesæt, som jeg som barn syntes var ufattelig flot. Det var gråt med en diskret sort og rød rad. Da han døde mange år senere, hang det på bøjlen og var næsten som nyt. Jeg overtog det jakkesæt, men min morfar var mere omfangsrig end mig. Jeg kan ikke få mig selv til at lægge det ind. Så jeg venter på den dag, hvor jeg opnår mere volumen og endelig kan bære det flotte sæt.”

7. plads, Allan Kruse


44 år, senior brand strategist

Hvilket element i din garderobe har den bedste historie?


”I starten af 80’erne havde jeg en butik, hvor jeg solgte vintage baseballjakker, militærtøj fra US og punktøj fra Vivienne Westwood. På det tidspunkt blev MA-1 flyverjakken superhot som fashionobjekt første gang. En dag sad jeg og læste i i-D Magazine og så en fyr, der havde en heldragt på a la MA-1 jakken. Jeg fik næsten feber. Den så ekstremt cool ud: faded armygrøn nylon og spækket med lynlåslommer. Det tog mig 15 år, før jeg fik fat i en – og jeg fandt den af alle steder i South Beach, Miami. Den er fra 1954, lavet til piloterne i B-52 bombeflyene. Den er et designmæssigt mesterstykke. Jeg glæder mig hvert år, til det bliver minus 10 grader, så jeg kan hoppe i den uden de store svedeture.”

6. plads, Satoru Inoue


32 år, grundlægger af tøjmærket Inoue Brothers

Hvilket element i din garderobe har den bedste historie?


”Det er en tweedjakke, som jeg har arvet fra min afdøde far. Den er skræddersyet i Saville Row i midt- 80’erne. Vi var ret fattige, da vi var børn, og min mor måtte ofte kæmpe bravt for at få det hele til at hænge sammen. Trods de tider havde min far over længere tid planlagt en tur til London for at købe en skræddersyet jakke, som han havde drømt om siden sine ungdomsdage. Han fortalte os tit om, hvordan alle store engelske tænkere og personligheder havde fået syet deres tøj dér. Hans ansigt strålede, hver gang han havde den på. Han viste os, at fashion ikke er et spørgsmål om fx social status eller udseende, men også en lidenskab og holdning til historie, håndværk og kvalitet.”

5. plads, Hasse Nielsen


35 år, fotograf

Hvilket element i din garderobe har den bedste historie?


”Jack Purcell’s gummisko. Jeg har gået i dem de sidste ti år. Jeg er egentlig oprindelig sneaker freak, men jeg vender altid tilbage til Jackies. Jeg vil tro, at jeg slider tre par op årligt. Jeg køber dem i Asien, derovre laves de stadig som de originale.”

4. plads, Brian Holm


48 år, sportsdirektør

Hvilket element i din garderobe har den bedste historie?


”Sidste sommer besøgte jeg Paul Smith, og han spurgte, om jeg ville have et sæt tøj. Jeg svarede naturligvis pænt ja. Sir Paul lagde selv mine bukser op, lige præcis så buksebenet sluttede 4 cm over skoen. Så blev jeg bevæbnet med et par brune loafers og lyserøde strømper. ’Just be sure you wear it confident,’ svarede Sir Paul til mit spørgsmål, om bukserne ikke kunne lægges en nøk længere ned for at mindske chancen for at blive kædet sammen med Tage Frandsen. Københavnerne anskuer sig selv som Nordens førende modefrynser, men er man ikke lige til italienske slipseknuder, Ed Hardy og sømandstrøjer fra Nørgaard, er der sgu ikke særlig højt til loftet.”

3. plads, Rasmus Storm


42 år, butiksejer

Hvilket element i din garderobe har den bedste historie?

”Min morfars Hermès-slips er nok den beklædningsgenstand, som har den største affektionsværdi for mig. Det er et smalt, mørkeblåt silkeslips med sort mønster, som han gik med i 50’erne. Jeg går sjældent med det, men det betyder noget særligt for mig.”

2. plads, Martin Gjesing


29 år, direktør for Acne Jeans i Danmark

Hvilket element i din garderobe har den bedste historie?


”For mange år siden var jeg med til at starte NAG op i Silkegade og havde æren af at sælge Stig Pedersens gamle rock-gear – ham fra D-A-D. Stig kom ned med en sort sæk en gang om måneden. De bedste ting røg med mig selv hjem – det meste var stage-gear fra D-A-D’s storhedstid, og fuck, hvor var Stig skinny dengang. Men jeg fik skruet mig ned i et par af hans helt fantastiske cognacfarvede skindbukser og var så vanen tro på Zoo Bar. Midt under aftenens festivitas sprækkede de fra skridtet og ned til knæet. Men man kunne jo ikke gå hjem, bare fordi man havde hul i bukserne. Hullet blev betydeligt større i løbet af aftenen, og de var ikke til at redde efterfølgende. Nu ligger de i min kælder sammen med andre items, jeg ikke vil skille mig af med.”

1. plads, Sergei Sviatchenko


57 år, kunstner

Hvilket element i din garderobe har den bedste historie?

”Det må uden tvivl være mit skræddersyede jakkesæt fra Paul Smith. Da jeg for mange år siden besøgte London og gik rundt i styrtende regn i Notting Hill, søgte jeg ly mod regnen i Westbourne House, en af Paul Smiths butikker i London. Her kom jeg helt tilfældigt i snak med Paul, og han kørte mig senere hjem til mit hotel. Siden har vi mødtes til modeshows i både Paris, London og Milano. Det har udviklet sig til et meget spændende venskab. Paul designede et fødselsdags-jakkesæt til mig, der bærer et silkefor med printet fra Beatles-albummet ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’. Indeni står der håndskrevet ordene ’Happy Birthday from Paul’. Der er kun dét jakkesæt i hele verden.”